Alt faldt, og Lars Lyse vidste ikke, hvornår bunden var nået. Hvor dybt var hullet? Hvornår holdt markederne op med at dykke? Hvornår var det slut, så virksomheden kunne begynde at vokse igen? Ville den begynde at vokse igen? Ingen kunne svare eller turde tro på noget, heller ikke Lars Lyse, møbelkæden Bolias øverste chef.

”Det var i 2009, midt i finanskrisen, og alt var kaos. Træls, hvis man skal sige det på godt jysk. Du skruer på omsætningen; siger, det nok skal gå, men du ved det dybest set ikke,” siger Lars Lyse, der havde én følelse: at komme væk, at komme ud af systemet, komme ud af hovedet. Langt væk.

”Jeg samlede fire venner og tog af sted. Og dér ­– mens jeg besteg Kilimanjaro – gik det op for mig, at der ikke er noget, der forhindrer mig i at gøre det, jeg vil. Jeg følte mig fri. Det gik op for mig, at der kun er mine egne negative tanker eller frygt, der holder mig tilbage. Jeg så pludselig, hvad jeg kan,” siger Lars Lyse, der er venlig, imødekommende, ja, nærmest ydmyg, som han sidder der i T-shirt, jakkesæt og gummisko ved mødebordet i marmor og massivt træ og drikker espresso af keramik i et rum, der mere ligner en eksklusiv spisestue end et mødelokale i Bolias loftlignende hovedkvarter i Aarhus C.

”Og så skete det uundgåelige og forfærdelige,” siger han så.  

”Jeg tænkte: ’Gad vide, om jeg kan tage noget, der er højere’.”

Mere end ledelse

Det var i 2009, det vendte. Både for ham selv, der siden dengang har besteget otte af verdens mest spektakulære bjerge, og for den tredobbelte gazellevirksomhed Bolia, der i 2018 havde en omsætning på knap 900 millioner kroner og sidste år havde et overskud på 23 millioner kroner efter skat – godt nok kun knap halvdelen af de 50 millioner, de havde året før, hvilket i pressen blev udlagt som en stor skuffelse for ejeren, Lars Larsen Group, men som for virksomhedens direktør gennem 14 år er resultatet af gode og nødvendige investeringer, der fremtidssikrer virksomheden og lægger grunden for, at den verdensomspændende møbelkæde kan nå endnu vildere resultater. I dag er ambitionen ikke én milliard, men to.

”Bjergbestigningen ændrer min måde at tænke på. Det ændrer min måde at arbejde på. Der er ikke nogen forhindringer. Jeg kan skabe hvad som helst. Du elsker det, og du hader det, men du finder ud af, at du kan. Og når du har indset det, bliver det næste: Lad mig prøve, lad mig gøre det.”

Men bjergbestigningen er ikke et ledelsesredskab for ham. Den er ikke noget, han taler om, eller noget, hans medarbejdere konstant skal høre på, selv om de selvfølgelig ved, at han har "denne her bakterie", som han kalder den.

”Jeg tror egentlig ikke rigtig på ledelsesuddannelse,” konstaterer han tørt.

”Du bliver nødt til at gøre det. Det kan du ikke læse dig til eller gå til konference for at lære.”

Det er mere en grundstrømning for Lars Lyse, en erkendelse eller en energi, der dybest set handler om at gennemføre de mål, han sætter. Om at gentage det, man har sagt i 30 år – det gode gammeldags købmandskab, han har forfinet gennem hele sin karriere − og så om at bygge ovenpå. Om at overvinde sig selv.

”Det er som udgangspunkt helt utænkeligt, at du kan bestige det bjerg; at du kan gøre det. Så du bliver nødt til at vænne dig til, at du kan, overbevise dig om det, ellers kommer du aldrig af sted. Det er dér, alting starter. Det er grundtanken, hvad enten det handler om design, en virksomheds globale udvikling, i skabelsen af et brand, eller om du vil bestige et bjerg. Jeg bruger det hele tiden,” siger han og understreger, at der er en disclaimer:

”Der er mange måder at finde næste niveau i en virksomhed på. Der er masser af veje til at komme videre og masser af måder, man kan skabe en god virksomhedskultur. Man behøver ikke at bestige bjerge. Men det bidrager med noget.”

Ligesom det bidrager at elske kunst, elske at lave mad eller have en passion for musik.  

”Fordi det ændrer dig, og den forandring kan være interessant eller anderledes og dermed være med til at skabe en bevægelse i virksomheden. For mig handler det ikke engang om ledelse. Det handler mere om energi, om en enkelt person, der formår at inspirere andre. Det behøver du ikke at være leder for at gøre.”

Modstand giver belønning

Den energi er afgørende. Især i en kreativ virksomhed som Bolia, der allerede i 2010 var godt på vej tilbage efter krisen. Hvor andre virksomheder havde svært ved at omstille sig til den nye virkelighed og den nye type forbruger efter finanskrisen, var Bolia, som Lars Lyse kalder det, født "halvt tech, halvt design" og dermed mere omstillingsparat end konkurrenterne, som stadig havde varer på lager, der efter krisen var svære at sælge. Bolias forretningsmodel var lige fra starten lagt an på websalg uden lagerbeholdning, så de hurtigt kunne lægge produktionen om. Nye farver, nye materialer, et nyt look, der tappede ind i en ny type forbrug.

”Men var det svært? Ja. Var det hårdt at komme ud af krisen? Selvfølgelig,” siger Lars Lyse og indrømmer, at han kan være irriterende at tale med.

”Jo sværere ting er, jo større er belønningen. Det er hele pointen. Når noget er svært, så prøv at forestille dig belønningen.”

Hans toneleje skifter, han tror på den, belønningen, i en grad, så man ser den for sig.

”Der er jo ingen belønning i at lave noget, der er let. Det bliver du ikke glad af. Du bliver glad af at gøre dig umage, holde fast i noget, tro på det og lykkes med det. Den belønning er priceless,” siger han og holder en kort pause:

”Hvis noget er let, så er det let at kopiere, så lad os nu bare gøre det, der er megasvært. Desuden er det lige så svært for konkurrenten. Det er tilgangen til modstanden, man kan arbejde med,” siger Lars Lyse og sammenligner det med den forfærdelige lidelse, man føler, når man ligger på bjerget om natten i sin sovepose og tænker: Hvad laver jeg her? Hvorfor? Lars, hold nu op, det er dumt. Det kan være det korte øjeblik, du er på toppen, der er det hele værd. Men der er ingen genveje.

”Du skal igennem sliddet, arbejdet, lidelsen for at få den. At tingene er svære … det er supergodt.”

Lars Lyse gør det igen, ændrer mimikken, tonelejet og smiler sit venlige smil, idet han siger ’supergodt’. Det er en blanding af ro og entusiasme, et særligt udtryk i øjnene, der ikke efterlader nogen som helst tvivl om, at det virkelig er det, når han siger ”det bliver pissegodt”, ”det bliver megagodt”, eller ”det er virkelig godt”.

”Det siger jeg om alt.” Lars Lyse griner lidt ad sig selv.

”Vi kan sidde og have et svært møde. Det er kompliceret. Men det bliver så godt. Virkelig.”

Han smiler så venligt igen, at man ikke selv kan lade være med at følge med, når han ser ud på gråvejret uden for mødelokalets vindue og siger: ”Det er fantastisk sofavejr – enten sidder du i den, eller så køber du den. Det bliver megagodt.” Eller når han fortæller om, at han stadig møder ind på kontoret hver eneste morgen og tænker: ”Det bliver stort det her”, fuldstændig som da han for første gang i 2005 besøgte virksomheden, der dengang lå i en nedlagt krydderifabrik uden for Aarhus og kun havde otte-ti medarbejdere. Eller da de i kølvandet på finanskrisen tog til New York, besluttede, at Bolia skulle være et superbrand, og at de ville åbne butik på Fifth Avenue.

”Vi gik efter det. Selvfølgelig,” konstaterer Lars Lyse.

Dårlig stemning

Det handler om perception, fortæller han. Både hans egen og andres. At få folk et nyt sted hen, for det er ikke trist. Det bliver godt. Og så bliver det det også.

”Det er hele pointen som leder: Hvordan opfatter du selv verden, og hvordan kan du forandre folks opfattelse af verden. Den kan være et forfærdeligt sted, og den kan være et fantastisk sted, afhængig af hvordan du selv ser på den,” siger han og vender tilbage til sin første bjergbestigning, Kilimanjaro, og guiden, som kaldte sig selv for Teacher. Det var hårdt, de var i 5.000 meter, nogle havde kastet lidt op, og de var nervøse for morgendagen, topdagen, som de vidste ville blive lang og hård.

”Vi var pressede, tvivlede på os selv og sad og rystede, da Teacher kom ind og sagde: 'Hey, I er 100 procent succes'.”

Gruppen sad og kiggede på hinanden og fattede ikke, hvad han talte om, indtil Teacher forklarede: 

”’I er her. Der er millioner af mennesker i verden, der drømmer om at komme til Afrika og bestige Kilimanjaro, men de kommer ikke. I er en stor succes.’ Og så vendte det hele for os. Pludselig var det sgu meget fedt alligevel.”

Næste morgen viste vejret sig at være elendigt. Det blæste, sigtbarheden var dårlig. ’Men hey,” sagde Teacher. ’I er så heldige. Vinden bringer ilten med nedefra. I får 100 procent summit-succes’.

”Det var totalt fis og ballade, men det virkede. Pludselig var det dårlige vejr fantastisk. Hvor var vi heldige.”

Lars Lyse griner ad sig selv fra dengang. Ikke desto mindre er det et godt ledelsestrick, som han kalder det. Noget, man kan tage med, når man mærker, at der er utilfredshed i en gruppe.

”Man kan lynhurtigt vende dårlig stemning, for der er altid en god nyhed. Man kan geare op og ned, bruge det i store og små sammenhænge og uafhængigt af virksomhedskultur. ’Ja, der er finanskrise, men ved du, hvad den gode nyhed er? Det er det også for konkurrenten. Det er nu, vi har muligheden’.”

Det er de afledte effekter af de "tosserier, jeg render og laver i bjergene", som han kalder det. At man kan være med til at drive sine medarbejdere, hjælpe dem på vej. Og især: at give slip på dem igen.

”Nogle gange kan det være en fordel at stille sig op og virkelig drive noget frem. Andre gange er det slet ikke en fordel, men meget bedre at have den tålmodighed, hvor man ser bevægelsen komme nedefra i stedet. Det hele er en balance imellem, hvornår du giver reb, og hvornår du trækker.”

Det er han blevet bedre til med årene, mener han: ikke at drive så meget, men at kommunikere, forenkle og tydeliggøre. Og at ændre folks opfattelse.

”Det er helt afgørende, når det gælder kreativitet, branding og ledelse. Hvis jeg kan mærke, at medarbejderne har bid, så slipper jeg. Hvis ikke, har jeg ikke kommunikeret tydeligt nok i min iver. Så må jeg tilbage og forenkle kompleksiteten.”

I Bolia ser de alle som kreative, og derfor skal alle med. Om det er kundeservice, markedsføring, dem, der sidder og koder, eller dem, der designer møblerne. Hvis du har en ide, kom med den, lyder opfordringen fra Lars Lyse og forklarer, at det er derfor, de har forsøgt at nedbryde siloerne – mellem afdelinger og mellem medarbejdere – og givet alle mulighed for at byde ind. Kreativitet er for alle, konstaterer han.

”Derfra bliver man hurtigt nødt til at træffe en beslutning: Er det for dyrt? Eller er det en supergod ide, der bare skal videre på ’samlebåndet’ med det samme? Det kræver hurtige beslutninger. Ellers bliver medarbejderne frustrerede,” siger han og forklarer, at kreativitet både er at få de vilde ideer – som at servere gratis michelinkaffe til kunderne i alle Bolias butikker eller lave eksklusive samarbejder med for eksempel modebrands som Soulland – men også kan være at forfine processerne. For eksempel at skyde tidsplanen den ene eller den anden vej for at gøre det bedre for marketingafdelingen. 

”Vi ser mere kreativitet som en proces, hvor vi skal igennem nogle skridt for at gøre ideerne konkrete, og så snart en ide opstår, er vi gode til lynhurtigt at få dem ned på jorden. De bliver fintunet hele tiden, vi skruer på dem, dokumenterer dem, ligesom tandhjul, der kører.”

Hvad gør de i januar, februar og marts, indtil de skal være klar til den nye kollektion. Og hvad de gør til næste år. Tandhjulene kører konstant.

”Det er det gode ved processen, det trisser derudad, og vi ved alle sammen, at det skal være klar til den her dato, for det er cuttet til næste kollektion.”

Men der er ting, der ikke kan styres. Og det er ifølge Lars Lyse også en af hans opgaver:

”At acceptere en vis del kaos, for der er ting, han ikke har kontrol over. Kriser, handelskrige, markeder. Det må man acceptere som leder.” 

Det sker nu

Det har han også måttet. For eksempel at der kom nogle store investeringer, der var nødvendige for virksomhedens fremtid, siger han og vender tilbage til det, der sidste år halverede overskuddet.

”Vi har tre kæmpe projekter, vi kører lige nu, og de er megavigtige for, hvordan vi ser ud i fremtiden. Det bliver en helt anden virksomhed,” siger Lars Lyse, der kalder projekterne three jobs in three years og består af Bolias nye it-platform, bæredygtighed og global reach, som skal udvide Bolias forretningsområde fra private kunder til virksomheder. Især it-platformen kalder han en ’forfærdelig’ beslutning. Rædsom. Dyr. Håbløs. Men helt nødvendig.

”Det er tre kæmpe investeringer. Men om et års tid så er three jobs in three years fortid. Så kommer der noget nyt, og jeg aner ikke, hvad det er. Det ved man først, når det er der. Ligesom tanken om superbrand var dengang. Det er gammelt. Det er dated. Vi bruger det ikke længere andet som en reference.”

Lars Lyse afbryder sig selv:

”Jeg vil hellere se, hvad der sker inden for de næste 12 til 24 måneder. Det er nu.”