Energien fosser ud af statskassen

I januar offentliggjorde konsulentfirmaet Norenergi en samfundsøkonomisk analyse, som overraskende nok blev ignoreret stort set alle steder.

Den påviste i al sin enkelthed, at hvis vi høster de kendte, rentable energibesparelser, der ligger og venter i kommunerne og virksomhederne inden 2020, kan vi spare´, hvad der svarer til energiproduktionen fra 15 Anholt havvindmølleparker. Omregnet til kroner og øre er det en årlig besparelse på 5-9 milliarder kr. for det danske samfund. Lige ned i foret.

Ja, du læste rigtigt. Midt i en økonomisk krise og en valgkamp, der stort set udelukkende handler om robuste finanser, overser vi – indtil videre – det faktum, at energien fosser ud af statskassen og virksomhedernes bundlinjer. Vel at mærke energi, der bliver dyrere og dyrere.

Den samfundsøkonomiske gevinst er langt større end mange af de kendte tiltag som f.eks. rabat på EU-medlemskab, øgede beskatning af banker og  bolig-job-ordningen. Besparelserne er veldokumenterede, bl.a. af Klimakommissionen og Statens Byggeforskningsinstitut, og omfatter altså udelukkende besparelser gennem lavpraktiske ting som f.eks. forbedret isolering, energivinduer, nye ventilationsanlæg og generel energirenovering af f.eks. skoler, plejehjem, produktionshaller, lagre osv. De kræver en investering nu og her, som betaler sig tilbage inden 2020 – og i mange tilfælde på  blot 2-4 år.

De virksomheder og kommuner, som vil spare på energien, behøver ikke engang løbe en finansiel risiko. Der findes i dag en stribe firmaer, som tilbyder at gennemføre energirenovering med garanti for besparelser. De skal blot have en andel af besparelserne som betaling.

Ovenstående er et glimrende eksempel, hvordan vi som vælgere bliver vildledt, når politikerne hævder, at vi ”ikke har råd” til miljø- og klimatiltag, og slet ikke i en lavkonjunktur. Under partileder-runder kan man tydeligt se ministre og ordførere blive lidt glasagtige og trætte i blikket, når nogen drister sig til sige ordet ”klima” eller ”energibesparelser”.

Det kan der kun være to forklaringer på. Enten ideologi – altså at ”klima er ikke særlig vigtigt” – eller også en eklatant mangel på indsigt. Faktum er, at samtlige partier, på tværs af ideologier, kunne forstærke deres økonomiske troværdighed ved at tænke energi og klima bedre ind. For vi kan både spare penge og tjene penge på energien – og dermed opnå det, som alle valgdebatterne handler om: At styrke økonomien på både kort og lang sigt.

Overbevisningen er nok, at man ikke vinder et valg i dagens Danmark ved at prædike ”spar på energien”. Det er bare så meget 1973 og lugter af gamle sweatre og bilfrie søndage. Men sagen er, at der går en lige linje fra netop oliekrisen og datidens store energisparetiltag til de styrkepositioner, som de samme danske politikere i dag bryster sig af på energi- og klimaområdet: Danfoss, Grundfos, Novo Nordisk osv.

Presset for at minimere energiforbrug og -spild dengang betød, at danske virksomheder blev verdensmestre i at køre en lean produktion, før der var noget, der hed lean. Da det så blev et konkurrenceparameter, stod de stærkt på det internationale marked. Samtidig pressede energikravene innovationen frem. Danske virksomheder udviklede en stribe smarte løsninger, bl.a. isoleringsmateriale, pumper og alternativ energi, som vi i dag lever højt på at eksportere. Grøn teknologi udgør over 10 pct. af vores samlede eksport og beskæftiger over 100.000 danskere.  Det er den sektor, der har haft den kraftigste vækst de senere år.

I dag har vi mistet ambitionerne inden for energibesparelser. Hverken kommuner, regioner eller stat har forpligtende mål for at reducere energiforbruget. Energiselskaberne skal spare 1,5 pct. om året, men siger selv, at de nemt kan komme op på 3 pct. Virksomhederne har tilsyneladende råd til at frådse, trods energiafgifter. Sært ikke? Først køber de energien i dyre domme (og brokker sig over, hvor dyrt det er). Dernæste lader de den sive ud – til ingen verdens nytte. Der findes heller ingen benchmarking, så man kan sammenligne kommunernes eller virksomhedernes energiperformance på tværs – og dermed selvfølgelig heller ingen konkurrence om at være bedst til det.

Vi har glemt vores egen historie og fyrer for gråspurvene. I stedet for at styrke konkurrenceevnen og økonomien – og dermed skabe næste generation af eksportsucceser. Det er decideret dumt. I en verden, hvor befolkningstallet og presset på planetens ressourcer stiger konstant og hastigt, er det uafvendeligt, at de økonomier, der er mest ressourceeffektive, også vil blive de mest konkurrencedygtige i en ikke særlig fjern fremtid.

Forrige artikel Radikalt dobbeltpres på forstadsbilister Næste artikel Rødt forsigtighedsprincip er rent spin