Når ledende socialdemokrater i dag taler om ret og pligt og med den ene reform efter den anden forsøger at vænne danskerne til, at velfærden kun kan bevares ved at blive fornyet, så er det et forsøg på at vende tilbage til den socialdemokratiske kerneværdi, der ligger i at kunne forsørge sig selv.

Ikke mindst partiets beskæftigelsesminister og kronprinsesse Mette Frederiksen har i sit forsvar for den hårdt kritiserede dagpengereform forsøgt at slå fast, at ”selvforsørgelse, hvis det er muligt, [er] en fundamental værdi, som socialdemokrater altid vil sætte højt,” som hun skrev i en kronik i 2012.

Men både vælgerne og store dele af det socialdemokratiske partibagland har meget svært ved at se det socialdemokratiske i Mette Frederiksens og Helle Thorning-Schmidts reformprojekt, og det leverer en ny bog nu en forklaring på: Nutidens socialdemokrater er havnet i store vælgerproblemer, fordi arbejdernes frihed til selvforsørgelse er gået tabt i historieskrivningen. Det ligner derfor meget hurtigt borgerlig politik, når Socialdemokraterne fører an i stadigt flere velfærdsreformer. Her et år før næste folketingsvalg ser resultatet ud til at blive, at Lars Løkke Rasmussen (V) bæres til regeringsmagten på et sølvfad.

”I dag er vi på vej tilbage til at understrege selvforsørgelse som en frihed: Frihed fra al mulig umyndiggørelse herunder fra offentlig forsørgelse. Men her er Socialdemokraterne amputeret, fordi de har lagt hele deres egen historieskrivning ind i efterkrigstidens velfærdsstatsprojekt – og ikke i den lange historie om arbejdsfriheden,” siger professor Ove K. Pedersen i et interview med Mandag Morgen.

I en ny bog ”Markedsstaten”, der udkommer om to uger, fortæller CBS-professoren historien om tilblivelsen af det danske arbejdsmarked og friheden til at forsørge sig selv, der rummer ”det tabte socialdemokratiske værdigrundlag”. Den historie kan være nøglen til at give ny aktualitet til det socialdemokratiske projekt, mener han.

”Socialdemokraterne står i dag med en amputeret historie, og partiet kan derfor ikke historisk begrunde sine refleksioner over konsekvenserne ved velfærdsstaten og de velfærdsreformer, som de står i spidsen for,” siger Ove K. Pedersen.

”Markedsstaten” er opfølgeren til den meget omtalte ”Konkurrencestaten”, der sidste år fik finansminister Bjarne Corydon (S) i voldsom konflikt med sit bagland.

Den nye bog beskriver frigørelsen af arbejdskraften fra Enevældens åg. Den frigørelseskamp kulminerede i 1899 med Septemberforliget, da Dansk Arbejdsgiverforbund og datidens LO grundlagde de første trepartsforhandlinger og lagde kimen til nutidens danske model. Se boks og tidslinje.

Arbejdernes frihed er glemt

Det lange forløb op til forliget i 1899 er det historiske højdepunkt, som nutidens socialdemokrater burde fremhæve i deres ideologiske historieskrivning, fordi det reelt var det, der satte arbejdskraften fri og gav danskerne friheden til at forsørge sig selv. Problemet er, at denne frihed aldrig blev lovfæstet og derfor nærmest er blevet glemt som historisk højdepunkt.

”Det er et af de væsentligste frigørelsesprojekter, som dette land har været igennem. Men det bliver aldrig fremhævet som et frigørelsesprojekt. Det bliver aldrig skrevet ind i Grundloven, at den enkelte har en frihed til at arbejde, på samme måde som næringsfriheden bliver til,” siger Ove K. Pedersen.

I stedet fokuserer Socialdemokraternes historiske værdigrundlag næsten udelukkende på efterkrigstidens Velfærdsstat som den socialdemokratiske storhedstid, påpeger han.

”Socialdemokratiets værdigrundlag er delt i to historier. Den første er frigørelsen til arbejdsfrihed, som sker fra enevælden og frem til 1890’erne. Og den anden er frigørelsen fra at tabe sine rettigheder, når man modtager offentlig forsørgelse,” påpeger han.

Helt op til tiden lige efter Anden Verdenskrig har den grundlovssikrede ret til offentlig forsørgelse været forbundet med tab af borgerlige rettigheder. Man kunne miste sin valgbarhed, blive frataget sin ejendomsret, sit hus og tilmed sine klæder, hvis man røg på støtten. Velfærdsstatens projekt er et grundlæggende opgør med disse rettighedstab, siger Ove K. Pedersen.

Og opgøret blev så eftertrykkeligt, at den universelle ret til offentlig forsørgelse i Velfærdsstaten endte med at overskygge retten til at arbejde og klare sig selv. I dag sætter det Socialdemokraterne i en klemme, hvor de har svært ved at forklare regeringens mange velfærdsreformer, som begrænser rettigheder til offentlige ydelser for mange af partiets tidligere kernevælgere. 

Velfærdsstaten sejrer Arbejderbevægelsen ihjel

Krisen rammer ikke bare Socialdemokraterne som parti, men Arbejderbevægelsen som helhed. En vigtig årsag til krisen skal netop findes i den højt besungne velfærdsstat, påpeger den bogaktuelle professor.

”Fagbevægelsen er fanget i konsekvenserne ved velfærdsstatsprojektet, fordi flere og flere danskere finder det unødvendigt at være fagligt organiseret, fordi vi jo har sikkerhedsnettet i velfærdsstaten,” siger Ove K. Pedersen.

Velfærdsstaten er simpelthen ved at sejre Arbejderbevægelsen ihjel. Og det fanger også Socialdemokraterne i et paradoksalt jerngreb.

”Socialdemokraterne er fanget i deres egen politiks succes. Velfærdsstaten har nedbrudt den klassiske klassestruktur. Den har gjort store dele af arbejderklassen til middelklasse og har samtidig i stort mål gjort denne middelklasse afhængig af indkomst fra den offentlige sektor, enten fordi de er ansat i selvsamme offentlige sektor, eller fordi de modtager overførsler og services fra det offentlige,” siger Ove K. Pedersen.

Af samme grund er det også svært for socialdemokraterne at reformere velfærdsstaten. Middelklassens mange velfærdsprofessioner af lærere, sygeplejersker, læger, pædagoger og alskens akademikere, som administrerer velfærdsstaten, har ganske enkelt vænnet sig til indkomsten fra det offentlige. Dermed er de selv blevet den største hindring for fornyelse af velfærdsstaten, mener professoren.

”Velfærdsstatens størrelse og dens ydelsesstruktur er en forudsætning for en meget stor del af den danske befolknings egne interesser. Og at reformere et velfærdssystem med så udbredte iboende egeninteresser, er en stor udfordring,” siger han og uddyber:

”Hver gang der effektiviseres eller reformeres, møder man nogle af disse interesser. Med velfærdsstatens udvikling og de sociale rettigheder, der er inkluderet, er der nogle, som har fået interesse i at leve af offentlig løn eller forsørgelse.”

Konkurrencestaten blev misforstået

For få år siden udgav Ove K. Pedersen den ombruste bog ”Konkurrencestaten”, der bl.a. fik finansminister Bjarne Corydon til at sige, at han ”tror på konkurrencestaten som den moderne velfærdsstat”. Den udtalelse gav Corydon knubs fra mange andre socialdemokrater. Men i dag siger Ove K. Pedersen, at kritikken af konkurrencestaten i bund og grund er baseret på misforståelser af begrebet.

”I hovedsagen er den diskussion, som opstod omkring ”Konkurrencestaten”, baseret på, at de fleste kritikere ikke har læst bogen, men bare har forstået begrebet negativt. Det skyldes nok, at der i den socialdemokratiske efterkrigstradition ligger en kritik af konkurrencebegrebet. Konkurrence var et brud med fællesskabstanken, og derfor er der mange klassiske socialdemokrater, der umiddelbart reagerer negativt bare på titlen uden at have læst bogen,” siger han.

”Der er mange, der har købt ”Konkurrencestaten”. Der er færre, der har læst den. Og af de, der har læst den, er der nogle få, som har forstået den,” siger Ove K. Pedersen og tilføjer:

”Men det, jeg er sikker på, er, at Bjarne Corydon har læst den, og han har set den som et analytisk forsøg på at forstå, hvad der er sket i den internationale økonomi og politik, og hvilke konsekvenser det har for at drive velfærdsstat i Danmark.”

Konkurrencestaten er mere ambitiøs

Dermed præciserer Ove K. Pedersen også, at konkurrencestaten ikke er en afvikling af velfærdsstaten, som han ellers er blevet skudt i skoene. Tværtimod er det en videreførelse af velfærdsstaten med højere ambitioner for både frihed, ligestilling og velfærd. Det er en fortsættelse af den lange frigørelseshistorie om den danske velfærdsmodel, som har rødder i Enevælden.

”Konkurrencestaten er det næste historiske skridt i dette frigørelsesprojekt, som kan nedbryde den klassesondring, der også lå i Velfærdsstatens sondring mellem erhvervsuddannede og alment uddannede.  Nutidens inklusionsforsøg på at integrere de 15-20 pct. af ungdomsårgangene, som i velfærdsstaten aldrig har fået de kompetencer, som arbejdsmarkedet efterspørger, er en del af konkurrencestatens ligestillingsambition,” siger Ove K. Pedersen.

På den måde er konkurrencestaten både klassemæssigt og lighedsmæssigt mere ambitiøs end velfærdsstaten. Der er væsentligt højere ambitioner i konkurrencestaten, og der er væsentligt større ressourcer sat af til at nedbryde nogle af grænserne mellem inkluderede og ekskluderede, siger han.

”Velfærdsstaten er ikke historiens højdepunkt, selv om der er mange, der gerne vil gøre den til historiens afslutning. Konkurrencestaten er videreførelsen af en velfærdsstat på et højere ambitionsniveau,” siger Ove K. Pedersen.