Nøgleperson
Kjeld Møller Pedersen -
portræt af en uformel magthaver
Kjeld Møller Pedersen, professor i sundhedsøkonomi og formand for regeringens rådgivende sundhedsudvalg, er på få måneder blevet en af de mest synlige personer i sundhedsdebatten. De første 3 måneder af i år har han været mere citeret end f. eks. partiernes sundhedsordførere. Møller Pedersen, der allerede indtog en central placering under Nyrups regering, har “overlevet” såvel opgøret med smagsdommere og eksperter som kritikken af SR-regeringens sygehuspolitik. Han er en af videnssamfundets nye type af uformelle magthavere og opinionsdannere, der arbejder i gråzonen mellem politisk rådgivning og faglig formidling.