Peter Hesseldahl er Mandag Morgens redaktør for digital omstilling. Han har tidligere dækket den teknologiske udvikling for bl.a. DR, TV2 og Politiken. Desuden har Hesseldahl i en årrække arbejdet som intern fremtidsforsker i LEGO og Danfoss, og som konsulent og projektleder i flere tænketanke i Danmark og udlandet. Forfatter til 7 bøger, senest "Omstilling til Fremtiden - Når teknologi bliver levende og liv bliver teknologi".
Hvor skadeligt er AI for klimaet?
Internettet sluger lige så meget energi som flytrafikken, og man kunne frygte, at udslippet af CO2 fra vores brug af data vil stige voldsomt, når milliarder af mennesker begynder at bruge kraftig kunstig intelligens i hverdagen. Foreløbig er konsekvenserne dog vanskelige at vurdere.

Er det en stor belastning for klimaet, at vi pludselig begynder at bruge masser af ekstra datakraft på kunstig intelligens? Tja… det er faktisk svært at sige.
En forespørgsel til ChatGPT medfører et udslip på omkring et halvt gram CO2, viser en af de foreløbige beregninger. Et halvt gram lyder ikke af meget, hvis man tænker på, at en flyvetur til New York fra København tur-retur udleder cirka tre tons CO2, eller at danskere i snit udleder 11 tons om året.
På den anden side, så stiger antallet af AI-forespørgsler hastigt, og det kan allerede måles i milliarder om dagen. Hvis man ganger et lille tal med milliarder, så ender det med at blive til et stort tal.