Vi er vilde med bananer. I Europa er bananen den tredjemest spiste frugt, kun overgået af citrusfrugter og æbler. I gennemsnit er en banan 25 pct. billigere end et æble, til trods for at æbler dyrkes lokalt i Europa, hvorimod bananer skal importeres fra fjerne egne. Hvordan hænger det mon sammen?

Ecuador, Columbia, Costa Rica, Den Dominikanske Republik, Cameroun og Elfenbenskysten er de lande, der eksporterer flest bananer til Europa. Her må bananarbejdere i gennemsnit slå sig til tåls med kun at tjene 7 pct. af en banans værdi. Plantageejere tjener 13 pct. Se figur 1. Samtidig må bananproducenter og arbejdere slås med øgede produktionsomkostninger samt med leveomkostninger, som i perioden fra 2001 til 2014 gennemsnitlig er steget med 107 pct. Det har ødelæggende økonomiske og sociale konsekvenser. Resultatet hedder fattigdom. Og det bliver understøttet af dig og mig, hver gang vi køber bananer produceret under uretfærdige vilkår.

Det viser rapporten “Banana value chains in Europe and the consequences of Unfair Trading Practices”, som Banana Link og Fair Trade Advocacy Office, FTAO, udgav i oktober 2015.

[graph title="Sådan fordeles værdien af en banan " caption="1" align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/protected-files/2016/03/Bananfigur.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/protected-files/2016/03/Bananfigur.png" text="Mens den enkelte bananarbejder i gennemsnit tjener 7 pct. af en banans værdi, tjener butikker og supermarkeder i gennemsnit 41 pct. Den fordeling er med til at fastholde mange bananarbejdere i fattigdom."]Kilde: “Banana value chains in Europe and the consequences of Unfair Trading Practices”, Banana Link & Fair Trade Advocacy Office, FTAO, 2015. [/graph]

Fragmenteret bananindustri presser priserne

En af forklaringerne på det øgede pres på bananproducenterne er, at markedet har skiftet karakter. Førhen styrede globale frugtvirksomheder salget af bananer fra produktionslandene til supermarkederne i Europa. Ifølge rapporten er de globale frugtvirksomheder efterhånden skrumpet, og de europæiske supermarkeder har fået meget mere magt. Den europæiske detailhandel har opbygget en mere direkte vej gennem handelskæden, og nogle køber endda deres bananer direkte af producenterne.

En kortere leverandørkæde mellem producent og supermarked burde umiddelbart betyde flere penge til begge parter. Men sådan er det ikke. For udviklingen i bananindustrien betyder, at alle bananproducenterne kæmper mod hinanden om at blive den foretrukne leverandør. Og det presser priserne ned.

Lige præcis i forhold til bananer er supermarkederne ekstra interesserede i så lave priser som muligt. For bananer er blevet et produkt, der giver forbrugerne et billede af, hvilket prisleje supermarkedet ligger i generelt, uagtet om vi som forbrugere er bevidste om det eller ej. Derfor kan vi nogle gange gå ned i supermarkedet og hive en banan ned fra hylden til blot 1 krone.

Øget pres på den enkelte arbejder
Kombinationen af hård konkurrence på bananpriserne og de øgede leve- og produktionsomkostninger betyder, at den enkelte arbejder har meget få penge at gøre godt med. Derudover ser mange plantageejere sig nødsaget til at annullere arbejdernes kontrakter og i stedet hente arbejdskraft fra eksterne servicebureauer. På den måde skal plantageejeren ikke leve op til formelle regler om ansættelsesvilkår. For arbejderne er det dog katastrofalt, da det betyder, at de mister deres jobstabilitet og dermed deres grundlæggende tryghed. Nogle plantager forsøger derudover at holde produktionsomkostningerne nede ved at benytte billigere kemikalier. De billige kemikalier er dog mere giftige, og arbejderne bliver langtfra altid beskyttet optimalt.

Køb bananer, køb bananer …

Hvis vi skal sikre bananarbejderne bedre forhold, skal vi forbrugere holde op med at købe bananer, som bliver produceret på denne måde, og i stedet købe bananer, der er produceret på en etisk ansvarlig måde.

For at supermarkederne udelukkende begynder at tilbyde bananer produceret under bedre vilkår, skal to betingelser være opfyldt. Den ene betingelse er, at der skal være et reelt alternativ til de konventionelle bananer. Og her er vi heldige, for ved du hvad: Sådan et alternativ findes og hedder Fairtrade-bananen.

Prisforskellen på en konventionel banan og en Fairtrade-banan er efterhånden så marginal, at der faktisk ikke er nogen argumenter for detailleddet for ikke kun at tilbyde den etiske banan. Det er der heldigvis også nogle europæiske supermarkeder, der gør. I sommer tog Irma for eksempel et skridt ind i fremtiden ved at beslutte, at de fremover kun sælger økologiske Fairtrade-bananer.

Men der er lang vej endnu, før vi er i mål. Den mest effektive måde at ændre situationen på er vores indkøbskurv. For vi forbrugere er den anden betingelse, der skal være opfyldt, for at supermarkeder skifter de konventionelle bananer ud med de etiske. Selv om du måske ikke er parat til gadekamp eller revolution, så er du bevæbnet – med dit dankort. Og med det i hånden kan du både råbe højt, slå hårdt og skabe en mere fair verden. Én banan ad gangen.

Det er nemt at afgøre, om en banan er Fairtrade: Man skal bare kigge efter Fairtrade-mærket på posen. Langt de fleste økologiske bananer i Danmark er Fairtrade-mærkede og sælges i poser. Hvis ens supermarked ikke sælger Fairtrade-bananer, kan man f.eks. henvende sig til personalet og spørge efter dem, så de ved, at efterspørgslen er der.

Bananer, der giver god smag i munden

Men gør Fairtrade så en reel forskel for den enkelte arbejder, tænker du måske. Giver det virkelig mening? Svaret er ja.

Den største forskel mellem konventionelle bananarbejdere og dem i Fairtrade-systemet er, at Fairtrade giver indkomststabilitet og en bonus. Det gælder både for de arbejdere, der er ansat på plantager, og for de bønder, der har sluttet sig sammen i kooperativer.

Fairtrade arbejder for at sikre bananarbejderne en række arbejdstagerrettigheder og en løn, de kan leve af. Det giver arbejderne stabilitet. Derudover tjener arbejdere og bønder i kooperativer en bonus, som de i fællesskab beslutter, hvad de vil bruge til. Fairtrade har desuden også standarder for, hvilke sprøjtegifte der må anvendes. For at opveje omkostningerne for producenterne og give dem incitament til at blive Fairtrade-certificerede, sikrer Fairtrade dem blandt andet et mere stabilt salg ved at garantere en mindstepris for bananerne.

Ud over Fairtrade-bonussen kræver Fairtrade, at plantageejerne betaler arbejderne en løn, der som minimum lever op til den lokale mindsteløn. Vi ved dog godt, at lykken langtfra er gjort ved at kræve, at arbejderne betales en mindsteløn. Den kan man mange steder ikke overleve på. Derfor arbejder vi på at finde en mekanisme, der kan lukke afstanden mellem mindsteløn og leveomkostninger, så vi inden for en årrække har et system, hvor arbejdsgiverne betaler Fairtrade-arbejdere en løn, de kan leve af.

Fairtrade-bonussen er en central fordel ved at være arbejder på en Fairtrade-plantage frem for en konventionel. I 2013 modtog Fairtrade-bananarbejdere og -kooperativer samlet set over 17 millioner euro i bonus. Fairtrade-plantagearbejderne valgte at bruge 38 pct. af deres bonus på at forbedre deres boliger. En anden prioritet var stipendier, bøger og betaling af skolegang, der gav mulighed for at uddanne både arbejdere og deres børn.

En af de plantagearbejdere, der har fået glæde af at arbejde på en Fairtrade-bananplantage, er Alexis Martinez Palacios, som er fuldtidspakkearbejder på plantagen Agrosiete i Columbia. Arbejderne på plantagen har valgt Alexis som formand for det udvalg, der styrer, hvad bonussen fra Fairtrade skal bruges til. Ligesom på mange andre Fairtrade-plantager bliver der bygget huse, men arbejderne får også mulighed for at optage lån, så de selv kan købe land. Bonussen går også til, at Alexis og de andre arbejdere kan klare lægeudgifter til blandt andet tandlæge, briller eller medicin.

Blot en dråbe i havet

Situationen med bananer er desværre ikke et enkeltstående tilfælde, men udtryk for et generelt mønster, som vi ser på en række råvarer. For eksempel i forhold til kaffe og kakao, hvor de mennesker, der dyrker råvarerne, tjener en meget lille bid af kagen, alt imens deres leve- og produktionsomkostninger stiger.

Det er selvsagt ikke en bæredygtig måde at handle på ud fra et medmenneskeligt synspunkt. Og det er det heller ikke ud fra et forretningsmæssigt. For hvis ikke råvareproducenterne kan leve af deres landbrug og hjælpe sig selv ud af fattigdom, ender de med at holde op med at dyrke jorden. Enten fordi de finder et bedre alternativ, eller fordi de simpelthen giver op. Foruden de menneskelige følger af dette, betyder det også, at vi kommer til at mangle råvarerne i fremtiden. Det ser vi allerede nu tegn på for eksempel i kakaoindustrien, hvor mega-koncernen Barry Callebaut har indset, at hvis de skal kunne skaffe kakaobønner i fremtiden, så er de nødt til at betale bønderne en bedre pris og gøre handlen mere bæredygtig.

Jeg håber, at du med dine indkøb vil være med til at give arbejdere og bønder verden over en bedre fremtid.