Er Danmark klar til den geoøkonomiske tidsalder?

Verdensøkonomien er under hastig forandring, og grænserne mellem politik, sikkerhed og økonomi bliver stadig mere flydende. Stormagter som USA og Kina bruger i stigende grad handel, teknologi og finansielle instrumenter som magtpolitiske våben. Sikkerhedspolitik og økonomi er smeltet sammen til en geoøkonomisk konkurrence. Danmark og Europa er tvunget til at navigere i en ny virkelighed, hvor statsstøtte, industripolitik og strategiske investeringer er blevet nødvendige redskaber for at sikre økonomisk robusthed og politisk handlekraft.

Den omkalfatring af verdensøkonomien, som sker i disse år, bliver i høj grad afgjort af, hvilke stater der bedst formår at bruge innovations- og industripolitiske midler til at styrke sin økonomiske base i forhold til geoøkonomiske rivaler. Danmark er nu, efter at have stået skeptisk på sidelinjen, for alvor på vej ind på denne bane.

Men er Danmark rustet til denne nye geoøkonomiske virkelighed? Har vi de rette institutioner, strategier og analytiske kapaciteter til at navigere i den nye geoøkonomiske tidsalder.

Industripolitikkens comeback

Industripolitik var i mange år et politisk tabu i Vesten. Den dominerende tankegang siden 1980'erne har været, at staten burde træde i baggrunden og lade markedskræfterne styre. Den neoliberale globalisering blev set som vejen til vækst og velstand, og statsstøtte til virksomheder blev betragtet som ineffektivt og skadeligt. 

For at undgå, at industripolitik bliver en form for socialhjælp til store virksomheder, kræves der politisk mod og vilje til at trække støtten tilbage, når den ikke længere er berettiget.

Men den tid er, på godt og ondt, forbi. USA tog med Bidens ’CHIPS Act’ og ’Inflation Reduction Act’ et markant opgør med den laissez-faire-politik, der har præget de foregående årtier. Staten er igen blevet en aktiv spiller i økonomien, og nationale interesser trumfer markedets usynlige hånd. Kinas statsstyrede kapitalisme har vist sig ekstremt konkurrencedygtig, og EU er nødt til at finde sin egen vej i denne nye økonomiske orden. Den europæiske debat har for alvor taget fart, særligt efter Mario Draghis rapport, der understreger behovet for en mere strategisk og statsstyret tilgang til økonomien.

Socialhjælp til virksomheder?

Men industripolitik er svær at mestre, og erfaringer fra andre lande viser både succeser og fiaskoer. For at undgå, at industripolitik bliver en form for socialhjælp til store virksomheder, kræves der politisk mod og vilje til at trække støtten tilbage, når den ikke længere er berettiget.

Der er adskillige eksempler på, at dette har virket. Japan og Sydkorea opnåede markante resultater fra 1960’erne til 1980’erne, og Frankrig brugte statslig planlægning til at fremme investeringer i teknologi og produktion. Kinas seneste satsning på elbiler har vist, hvordan konkurrence på hjemmemarkedet kan konsolidere og styrke industrien. 

Omvendt har Latinamerikas erfaringer med eksportsubsidier ofte ført til ineffektivitet og afhængighed af statslig støtte. USA's nylige eksperimenter med Bidens IRA viser en blandet succes: Der er sket en markant stigning i industrielle investeringer, men der er også problemer med ineffektiv allokering af midler, hvor store summer er endt som tilskud til virksomheder og investorer uden at føre til yderligere produktionsvækst.

Hvis man vil sikre en bred opbakning til en industripolitisk strategi, er det også vigtigt at se på de fordelingspolitiske aspekter. At bruge skattepenge på industripolitik betyder, at man beder den brede befolkning om at støtte virksomheder. Uden en sikring af, at dette giver gode jobs og afkast tilbage til brede grupper, for eksempel gennem krav om sociale klausuler eller statsligt medejerskab, er det svært at se en langsigtet folkelig opbakning. 

Danmark står over for en række valg, hvis landet skal være rustet til den geoøkonomiske tidsalder. 

Behovet for uafhængig ekspertise

En velfungerende geoøkonomisk strategi kræver, at beslutningstagere har adgang til uafhængig ekspertise, som kan give nøgterne vurderinger uden at være påvirket af særinteresser. Industripolitik kræver en balance mellem risikovillighed og tålmodig kapital, men også evnen til at sætte klare betingelser for virksomhederne.

Danmark står over for en række valg, hvis landet skal være rustet til den geoøkonomiske tidsalder. En styrket koordinering mellem ministerierne, en mere strategisk tilgang til industripolitik og en uafhængig analysekapacitet er nødvendige skridt.

Vi har Det Økonomiske Råd (populært de økonomiske vismænd) til at vurdere økonomiske forhold og Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) til sikkerhedspolitik. Men vi mangler en institution, der kan sammentænke disse perspektiver og omsætte dem til sammenhængende strategier. Hvis Danmark vil være klar til den geoøkonomiske tidsalder, kræver det en langsigtet strategi, der bygger på analyse, koordination og politisk vilje til at træffe de nødvendige beslutninger.

For at undgå de ovennævnte faldgruber skal Danmark sikre, at en ny industripolitik er forankret i klare mål og strategier. Støtten skal gå til morgendagens industrier, ikke blot til at beskytte etablerede aktører mod konkurrence. Samtidig skal der stilles krav til virksomhederne: Statslige midler skal give afkast til samfundet i form af beskæftigelse, bæredygtighed og teknologisk udvikling.