Lad os lave et lille tankeeksperiment. Forestil jer, at Lars Løkke Rasmussen gik til valg sidste år på at love finanslovsaftaler to år i træk med fokus på lavere registreringsafgifter på biler og fastfrysning af grundskylden i 2017 for boligejere mod til gengæld at spare milliarder af kroner på forskning, universiteter og andre uddannelsesinstitutioner.

Er det så sandsynligt, at han havde siddet som statsminister i dag? Næppe.

Ikke desto mindre er det nu for andet år i træk, at regeringen laver finanslovsaftale med partierne i blå blok med disse temaer som de bærende elementer tilsat lidt nye udlændingestramninger, som også er en gammel kending. Liberal Alliance fik atter et krav om lavere registreringsafgifter igennem. De konservative fik atter deres krav om fastfrysning af grundskylden igennem. Dansk Folkeparti fik stramninger af udlændingelovgivningen. Og pengene skal findes ved bl.a. at skære massivt på uddannelse.

Det er der ikke meget visionært fremtidsperspektiv i. Danmark er godt i gang med at gennemsave den gren, vi sidder på, for at sikre billigere biler og flere penge til boligejerne.

Der er heldigvis også lyspunkter, der peger fremad. Et godt eksempel finder vi på sundhedsområdet, hvor finansloven finansierer Kræftplan IV til godt to mia. kr., der bl.a. introducerer den patientansvarlige læge. Et andet er ældrepakken til to mia. kr. Og det giver også god mening at styrke skattevæsenet, sådan som regeringen selv lægger op til.

På positivlisten hører også, at regeringen – med støtte fra et massivt flertal af Folketingets partier – vil prioritere nye sociale indsatser baseret på viden om, hvad der virker. Det kan få stor betydning for, hvordan vi fremover bruger de over 40 milliarder kr. på sociale indsatser for udsatte borgere. Netop dette forlig er strengt taget ikke en del af finansloven, da finansieringen findes i de såkaldte satspuljemidler, som normalt ikke indgår i de egentlige forhandlinger om en finanslov.

Til det positive hører også et øget optag på politiskolen, men hvem i alverden der har fundet på ideen om politikadetter, der efter seks måneder kun skal kunne bære våben og udføre bevogtningsopgaver, må man virkelig undre sig over. Det tager tre og et halvt år at blive uddannet til frisør. Og uden at forklejne den uddannelse forekommer det sært, at en politikadet kan nøjes med seks måneders uddannelse for derefter stå med et skarpladt våben ved grænsen eller synagogen.

Trods lyspunkterne vidner finansloven om, at Lars Løkke Rasmussen betaler en høj pris for at sidde i statsministeriet. Før valget slog han ellers fast med syvtommersøm, at han ikke ville sidde som statsminister for enhver pris. Som han f.eks. udtrykte det til Berlingske: ”Jeg vil ikke være statsminister for enhver pris. Hvis jeg skal være statsminister, skal jeg have plads til at føre min politik ud i livet, og selv om jeg godt ved, at alle skal give og tage, og at Venstre ikke har monopol på sandheden, så er der nogle betingelser, som jeg vil insistere på er opfyldt.” I går blev finansministeren spurgt efter forliget om hvad der var i det for Venstre. Og han svarede meget sigende: ”At vi fik en finanslov”.

De betingelser, som Løkke stillede dengang før valget, var bl.a., at de offentlige udgifter skulle holdes i ro, og at skatten skulle lettes for dem med de laveste indkomster. Ingen af disse betingelser er indfriet. Regeringen forventer en vækst i det offentlige forbrug på 0,5 pct. de kommende år. Og afskaffelsen af PSO-afgiften bliver bl.a. finansieret ved at hæve bundskatten. Ikke lempe den, som Løkke slog fast før valget.

Løkkes udmelding om ikke at være statsminister for en hvilken som helst regeringspolitik er efterhånden godt og grundigt fladtrådt. Løkke ligner efterhånden mere en statsminister, der vil blive siddende ved magten for enhver pris.

Løkke løser heller ikke krisen i blå blok med den nye finanslovsaftale og aftalen om PSO-afgiftens afløser. Det hårdeste slag venter forude, når den udskudte 2025-plan atter kommer på bordet igen. Her er skattereformen med dens omdiskuterede lettelser af topskatten stadig den store sten i skoen.

Løkke Rasmussen skal også have en reform af pensionssystemet på plads, så flere sparer op til sin egen pension, og samtidig sætte en stopper for, at det for mange lønmodtagere slet ikke kan betale sig at spare op. Som pensionssystemet er skruet sammen i dag, er det nærmest en omvendt Robin Hood. Bliver det ikke ændret, er det kun et spørgsmål om tid, før opbakningen til pensionssystemet forsvinder, og det kan underminere den danske økonomi mange år ud i fremtiden.

En troværdig reform af pensionssystemet er langt vigtigere end lettelser af topskatten for folk, der tjener over 1 million kr. Også en vækstpakke, en SU-reform og en højere pensionsalder står på Løkkes to-do-liste.

Klimarådet har netop anbefalet, at regeringen udarbejder en strategi for, hvordan nye indenlandske tiltag kan fortsætte reduktionerne af udledningen af CO₂. I det samlede regnestykke er indenlandske reduktioner den billigste måde at gennemføre omstillingen til en klimavenlig økonomi på. Selv om Danmark ofte opfatter sig selv som duksen i den grønne omstilling, har Klimarådet tidligere påvist, at det ikke er tilfældet. Den relativt lave udledning skyldes først og fremmest en lavere vækst end i nabolandene. Kommer væksten i gang igen, skal regeringen være klar med en strategi for, hvordan vækst og fortsat reduktion af udledningen af CO₂ kan hænge sammen.

Det kan godt være, at Løkke med et fast blik på problemerne med topskatten pønser på en mirakelkur i skikkelse af en trekløver-regering med de konservative og Liberal Alliance. Det skal til gengæld nok få Dansk Folkeparti til at stå mere håndfast på deres politiske udmeldinger og bliver ikke nogen lykkelig løsning. Det afmonterer Liberal Alliances forsøg på at tage kvælertag på parlamentarismen ved at stille ultimative krav, som der ikke kan findes 90 mandater for. Men det løser ikke de udfordringer, som Danmark står over for. Det hjælper blot Løkke til at blive siddende som ’statsminister for enhver pris’.