Erhvervsliv og ngo’er: Bæredygtig business er den bedste bistand

Danmark kan skabe udvikling og vækst i et hidtil uset omfang, hvis udviklingsbistanden bruges katalytisk og forstår at tiltrække privat investeringskapital. Dette er allerede sket i Kenya, hvor Google har købt en stor ejerandel af Afrikas største vindmøllepark, som Vestas er ved at opføre. Den danske stat og Danmarks førende virksomheder og ngo’er bør ifølge ambassadør Peter Taksøe-Jensen satse på at skabe slagkraftige eksportkonsortier, der kan byde ind med kommercielt bæredygtige løsninger på tre af de udfordringer, der er stillet op i FN’s 17 nye verdensmål, og som skal nås inden 2030. Dansk Industri, Folkekirkens Nødhjælp og PensionDanmark bakker op om planerne.
Claus Kragh

Kender du historien om, at danske aktører – offentlige såvel som private – lige nu er ved at bygge Afrikas største vindmøllepark bestående af 365 Vestas-møller, som snart vil levere 15 pct. af Kenyas samlede elforsyning fra placeringen i en udtørret ørkensø i det østafrikanske land?

Og vidste du, at projektet er så attraktivt, at Google i efteråret 2015 meddelte, at man vil købe 12,5 pct. af aktierne i projektet, der ikke var blevet til noget, hvis ikke fremsynede statslige finansieringsinstitutter som Investeringsfonden for Udviklingslande, IFU, og Eksportkreditfonden, EKF, havde leveret den tidlige og risikovillige kapital?

Vindmølleprojektet ved Lake Turkana er noget nær den perfekte showcase for den fornyelse af dansk udviklingsbistand, som ambassadør Peter Taksøe-Jensen anbefaler i sin autoritative udenrigspolitiske udredning ”Dansk diplomati og forsvar i en brydningstid – vejen frem for Danmarks interesser og værdier mod 2030”, som blev fremlagt i sidste uge.

Udredningen har bud til dansk erhvervsliv på flere fronter. Først og fremmest slår den fast, at Danmarks nationale velstand og virksomhedernes velbefindende både i forhold til eksport og arbejdskraft er dybt afhængige af et proaktivt dansk medlemskab af EU. Derudover gør den det klart, at varetagelsen af dansk erhvervslivs interesser skal foregå gennem en række overnationale fora, fra Nordisk Råd, over NATO, til FN, WTO og flere andre. Grænselukninger er ingen option.

Hvad angår regeringens, centraladministrationens, erhvervsorganisationernes og ngo’ernes indsats, er der ifølge Taksøe-Jensen brug for både nytænkning og konsolidering af allerede velfungerende initiativer, hvilket han understreger i udredningens kapitel 5 om udvikling, stabilisering og økonomisk diplomati. Disse 22 sider bør blive pligtlæsning i erhvervslivet og på landets højere læreanstalter.

”De danske erhvervsorganisationer har sat store aftryk i rapporten. Tak for det,” lød det fra Peter Taksøe-Jensen, da han i sidste uge stillede op til debat om udredningen i Danmarks Rederiforening sammen med Karsten Dybvad, Jens Klarskov, Anne H. Steffensen og Birgitte Qvist-Sørensen fra henholdsvis Dansk Industri, Dansk Erhverv, Danmarks Rederiforening og Folkekirkens Nødhjælp.

Danmark skal satse på Asien

Ifølge Taksøe-Jensen skal man i varetagelsen af Danmarks internationale erhvervsøkonomiske interesser have blik for de overordnede økonomiske udviklingstrends frem mod 2030, hvor det altoverskyggende faktum er, at der kommer en monumental vækst i Asien. Det skal Danmark forstå at udnytte gennem en bredt favnende men alligevel målrettet indsats.

Taksøe understreger i den forbindelse, at Danmarks strategiske partnerskab med Kina er et stort aktiv, som kun få andre lande af Danmarks størrelse nyder godt af. Ambassadøren understreger i sin redegørelse, at Danmark også vil være godt placeret til at kunne indgå et lignende strategisk partnerskab med de kommende års helt store vækstmotor, Indien. Dette forudsætter dog, at Taksøe-Jensen som ambassadør i Indien selv får skabt et regulært tøbrud, efter at Danmark i årevis har været lagt på is på grund af den såkaldte Niels Holck-sag, der handler om, at Danmark nægter at udlevere den i Indien terrorsigtede Niels Holck.

Fælles for Kina, Indien og en række andre kommende vækstlande i Asien, Afrika og Sydamerika er det, at de efterspørger samhandel på en række områder, hvor Danmark og danske virksomheder har kompetencer i verdensklasse. Det gælder ikke mindst grøn energi, vandteknologier og alt inden for fødevareproduktion.

Danmark kan altså – hvis man forstår at fokusere bestræbelserne – gentage succesen fra den gigantiske vindmøllepark i Kenya. I denne forbindelse taler den udenrigspolitiske gransker, som han kaldes, om, at Danmark skal forstå at samtænke sine indsatser inden for militær stabilisering, økonomisk diplomati og udviklingsbistand.

”Danmark har i mange år været blandt de dygtigste og mest generøse donorer inden for udviklingsbistand. Det skal vi også være i fremtiden, men det forudsætter, at vi bliver bedre til at bruge de statslige udviklingsmidler mere effektivt. Det kan man blandt andet gøre ved at samarbejde med private investorer,” siger Peter Taksøe-Jensen.

Han peger i den forbindelse på, at man skal være bedre til at dyrke samarbejde mellem statslige aktører som Udenrigsministeriet, IFU, EKF og Vækstfonden på den ene side og private investorer og teknologileverandører på den anden. Og samtidig skal man bruge internationale politiske målsætninger som FN’s 17 verdensmål og FN’s klimaaftale som redskaber til at spotte, hvor nye markedsmuligheder vil åbne sig. Både DI, Folkekirkens Nødhjælp og Danmarks Rederiforening bakker op om denne tilgang. Det samme gør Torben Möger Pedersen, adm. direktør i PensionDanmark.

”I PensionDanmark er vi altid interesserede i at få adgang til investeringsmarkeder, som ellers kan være vanskelige at gå ind i alene, fordi vi ikke har indsigten og kompetencerne til at vurdere risici. Disse ekspertiser findes i høj grad i IFU og i Danida. Derfor ser vi meget gerne et samarbejde med dem,” siger Torben Möger Pedersen.

Katalytisk bistandspolitik

PensionDanmark har i de senere år investeret et tocifret milliardbeløb i rent kommercielle projekter inden for grøn energi, som samtidig har engageret selskabet i de to statslige danske investeringsfonde Klimainvesteringsfonden og Danish Agribusiness Fund. Begge fonde blander statslig og privat dansk kapital i milliardstørrelsen, og som Googles investering i vindmølleprojektet i Kenya understreger, er det altså muligt at skabe projekter, som både skaber udvikling og vækst, og som samtidig er interessante for nogle af verdens førende private virksomheder.

Ifølge Torben Möger Pedersen er det helt rigtigt set, at Danmark i en vis udstrækning skifter fokus fra donorbaseret bistand til forretningsmæssigt baseret bistand.

”Man kan tale om et nyt paradigme for dansk udviklingsbistand: Den bedste bistand er bæredygtig business,” siger Möger Pedersen og fortsætter:

”Når offentlige udviklingsbudgetter er under pres, og når en række udviklingslande bevæger sig op fra at være meget svage lande til nu at blive mellemindkomstlande, så er det tid for at skifte gear. Og det er faktisk også, hvad man foretrækker i mange udviklingslande. De vil hellere have bistand i form af projekter, der er forretningsmæssigt baserede og udviklede. Mange ngo’er er kommet til samme konklusion.”

Han forklarer videre, at projekter, hvor der er privat kapital involveret, giver en væsentligt bedre garanti for også at være økonomisk bæredygtige på langt sigt.

”Investorerne stiller jo naturligvis krav om et fornuftigt afkast af deres investering, hvilket betyder, at man får projekterne kvalificeret. Man får så at sige lavet en solid økonomisk screening. Samtidig har den danske stat en meget klar interesse i det her, fordi man får langt mere ud af sine sparsomme midler. Hver gang staten kommer med en krone, kommer vi private investorer med fire. Man bruger altså danske statsmidler katalytisk,” siger Torben Möger Pedersen.

Verdensmål skal være ledestjernen

Pensionskassedirektøren synes også, at det giver god mening, at Danmark identificerer de områder inden for FN’s 17 verdensmål, hvor man har noget særligt at byde ind med.

”På den måde kan vi både levere de løsninger, som udviklingslandene har brug for, og som samtidig også kan give gevinst for Danmark i form af vækst og arbejdspladser,” siger Möger Pedersen.

Han opfordrer samtidig til, at danske aktører tænker i etablering af konsortier, som kan operere internationalt inden for grøn energi, vand og fødevareproduktion.

”Der er brug for både projektmagere, teknologileverandører og leverandører af innovative finansieringsløsninger. Og hvis man så samtidig får lokale partnere med, så giver det både naturlige exit-muligheder, når vi trækker os ud, og lokalt engagement og politisk opbakning i de lande, hvor vi investerer.”

Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, advarer på sin side om, at store dele af den statsfinansierede humanitære bistand finder sted i områder, hvor det slet ikke giver mening at tale om kommercielle investeringer. Men når det er sagt, giver hun samtidig sin opbakning til en række af de hovedtræk for dansk udviklingsbistand 2.0, som Peter Taksøe-Jensen anbefaler.

”Der er et stort behov for, at vi bliver bedre til at arbejde sammen på tværs af sektorerne. Erhvervslivet, ngo’erne og de statslige aktører kan skabe væsentligt bedre resultater for både verdens fattige og for Danmark, hvis man er i stand til at lære af hinanden,” siger Birgitte Qvist-Sørensen.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu