Danmark har en af de mest generøse ordninger for voksenuddannelse i Europa, og mange af pengene er givet godt ud. Men omkring en tredjedel af kurserne er så specialiserede, at de mere er til gavn for de enkelte virksomheder end for udviklingen af arbejdsmarkedet. Der er dermed tale om en form for skjult statsstøtte til virksomhederne. Arbejdsministeriet udbyder f.eks. via AMU-centrene typekurser i flyreparation. For statens regning lærer faglærte flymekanikere, hvordan de skal inspicere og checke en Airbus A320 eller Boeing 727. Det koster cirka 450.000 kr. per kursus. “Vi skal være mere kritiske over for at godkende kurser med et helt virksomhedsspecifikt eller specialiseret indhold. Man kan med god ret spørge, om det er en offentlig opgave,” siger LOs uddannelsessekretær, Harald Børsting. Regeringen tøver imidlertid med at lægge sine reformplaner frem. Udkastet til en rapport i serien “Danmark som foregangsland” blev diskret taget af bordet i sidste uge. Nu spiller fagbevægelsen ud med et kontroversielt forlag. LO foreslår, at erhvervslivet skal betale noget for at få uddannet medarbejderne, når der er tale om rutineoplæring og højt specialiserede kurser. Iagttagere vurderer, at omkring en tredjedel af alle AMU-kurser hører til denne kategori Samfundets udgifter til AMU beløber sig til omkring 3 milliarder kr. om året.