Annonce

Erhvervspolitisk rollebytte på Christiansborg

8. august 2010 kl. 10.55

Anført af en tidligere topkommunist er klapjagten på statsstøtte til erhvervslivet gået ind.

SFs gruppeformand og finansordfører Ole Sohn satte sig i sidste uge i spidsen for et opgør med regeringens rundhåndede erhvervsstøtte til bl.a. avisproduktion, landbrug, personbefordring og vedvarende energi.

Tidligere analyser – bl.a. i Mandag Morgen – har vist, at støtten gives til en række sunsetindustrier, og at der ikke løbende foretages evalueringer, som kan vise, om den fungerer efter hensigten. Se også MM01, 2010.

Med Socialdemokraternes fulde opbakning vil SF gennemføre en omfattende revision af den nuværende erhvervsstøtteordning.

“Vi vil tage aktivt stilling til, om de enkelte erhvervstilskud giver arbejdspladser nok. Har de den værdi, som de var tiltænkt, eller er det bare dødvægt? Hvis det er, skal man stoppe og bruge pengene på industrier med fremtidsmuligheder,” forkyndte Ole Sohn i sidste uge over for dagbladet Berlingske Tidende.

Reaktionen kom prompte fra erhvervsminister Brian Mikkelsen (K), der skarpt afviste nødvendigheden af at foretage gennemgribende ændringer af erhvervsstøtten:

“De steder, vi giver støtte, skaber arbejdspladser. Fjerner vi støtten, vil det koste arbejdspladser,” sagde han.

Men hverken erhvervslivet eller den borgerlige tænketank Cepos giver den melding mange point. Sidstnævnte kalder oppositionens forslag en “fremragende finansieringsmulighed” for regeringens ambition om at sænke selskabsskatten.

Og såvel erhvervsorganisationerne DI, DE samt flere fremtrædende erhvervschefer nikker også anerkendende til oppositionens forslag.

“DI er bestemt tilhænger af sådanne evalueringer,” erklærer Anders Ladefoged, underdirektør i DI.

Med De Radikales forslag om, at al erhvervsstøtte skal udfases, tegner der sig et stærkt billede af, at oppositionen er ved at køre Ole Sohn i stilling som kommende erhvervsministerkandidat. Endda under den ellers så borgerlige parole: “Lad markedskræfterne afgøre politikken”.

Annonce
Mandag Morgen logo

Læs mindre - forstå mere

  • ChefredaktørAndreas Baumann
  • Adm DirektørAnne Marie Kindberg
  • CFOAnders Jørning
  • Ansv. ChefredaktørJakob Nielsen
  • Kommerciel direktørMichael Thomsen
  • Formand og udgiverRasmus Nielsen
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 93 93 23mm@mm.dkCVR nr.: 38253395

Mandag Morgen leveres af Mandag Morgen ApS, der ejes af Alrow Media ApS.

Copyright © Mandag Morgen, 2026