Der findes særligt to tidspunkter, hvor du som leder i særlig grad er nødt til at give den en ekstra skalle og bevise dit værd lidt mere. Om du har talentet eller ej: Er du ung, så har du oddsene imod dig. Og når du engang er kommet op i årene, er det, som om det hele vender tilbage, og så er alderen igen imod dig. 

Ak. Det skal ikke være let.

Den gængse holdning er, at et talent bliver mindre, i takt med at alderen stiger. At alder og kompetencer er uadskillelige størrelser.

Og det er grænsende til det aldersstigmatiserende, mener Erik Rasmussen.

”Vi har generelt et unuanceret forhold til alder. Ser vi bort fra de fag, hvor årene slider mennesker op, mener jeg, at holdninger og mindset er vigtigere end antallet af leveår. Nogle personer på 40 år kan virke ældre end andre på 80. Talentet trives og udfoldes i alle aldersklasser.”

Han har selv oplevet at blive sat i en aldersbås. Da han som 27-årig blev chefredaktør på Dagbladet Børsen, var det for en forsamling aldrende mistroiske herrer, hvor gennemsnitsalderen var tæt på de 60. Og da han som 33-årig blev direktør for Gutenberghus Bladene, var han stadig ”ham den unge”. Og senere: 

”Da jeg blev 70 år, var jeg blevet for gammel til at være med i VL-gruppe 3. Det var også okay efter 40 år, men efter jeg blev 70, er både min nysgerrighed og utålmodighed da kun vokset. Derfor oplever jeg mere alderen som en styrke frem for en byrde. Vi har ikke råd til den stigmatisering, især ikke i en fremtid, hvor kunstig intelligens udfordrer den menneskelige intelligens. I den situation er det helt afgørende, at vi netop forstår at udvikle og optimere menneskets kompetencer. Så glem ideen om, at du først er ung og talentfuld og derefter bliver du erfaren, men mister talentet.”

Hvad er man så bagefter?

”Bagefter? Måske præsenil.”

Han griner, selv om han langtfra hører til i sidste kategori. Som 78-årig er han stadig opvakt, talegaverne er stadig i orden, og den fynske dialekt fra Bogense anes stadig, og når han fortæller om, hvordan han blev hentet fra Berlingske til Børsen, er det historien om dengang, han blev ”hæthåntet”.

Når han går, er det i et tjept tempo, og når han løber om morgenen, lunter han ikke en lille hyggetur. Så løber han syv kilometer. Det, der indikerer alderdommens indtræden, er lidt fuger i ansigtet. Den slags.

Unge udfordringer

Skulle man have overset det, så lad en disclaimer være skrevet med det samme: Erik Rasmussen er dette ugebrevs grundlægger. Det skete for næsten præcis 30 år siden, og han ansatte en hel del år senere selv denne skribent. Interviewet her er biased, så det batter, og sådan ér det bare .

Før han overhovedet havde tænkt en ærlig tanke om Ugebrevet Mandag Morgen, havde han en virkelig bemærkelsesværdig karriere. Det har han også haft efterfølgende, men historien før Mandag Morgen er den, vi taler om nu. For det var dengang, han var ung leder og lidt af et komettalent.

Det startede med elevpladsen på Bogense Avis. Så rykkede han til Frederikshavn, så til Fyens Stiftstidende og derfra til Berlingske Aftenavis, hvor han som 25-årig blev erhvervsredaktør. Og da han var 27 år – jep, sølle syvogtyve – blev han hentet til Børsen som chefredaktør og skulle redde bladet fra oplagsdøden.

”Børsen var et hensygnende grossererblad i broadsheet-format med et oplag på 4.000 og en chefredaktør på 72 år. Man skulle bare bytte cifrene i vores alder om. Jeg følte det dengang som en hån mod journalistikken, at der kunne sidde en så gammel chefredaktør. Der var cirka 30 medarbejdere, og jeg var absolut den yngste af alle. Den på alle måder gamle virksomhed skulle jeg lede, og det var noget af en udfordring.”

Udfordringen bestod blandt andet i den bundne opgave at skaffe oplagsfremgang, og det kunne ikke ske på anden måde end gennem store forandringer. Der skulle skaffes det, Rasmussen kalder kompetent kapital – det vil sige både pengeindsprøjtning og nye kompetencer – og det betød redaktionel udskiftning.

”Den gamle chefredaktør var der stadig, og han skulle pludselig lytte til det der ’unge talent på 27’, som nu var båret ind fra højre og skulle overtage hans livsværk. Og de ansatte … ja, hvad sker der, når du som ungt menneske kommer ind og skal lave om? Problemet var ikke medarbejdernes alder, men deres holdninger og mindset. Jeg måtte konstatere, at de hverken havde energien eller engagementet til at gå nye veje.”

Han kunne mærke det i stemningen. Ham den unge var en farlig starut, og det kunne næsten høres på gangene: Kunne han overhovedet løfte opgaven, blev der spekuleret i krogene. Og det eneste, der var at gøre i den situation, var at skabe resultater. Hurtigt bevise sit værd. Så det gjorde han. Han skaffede kapital, da Bonnier-koncernen overtog aktiemajoriteten i 1969, han ansatte 25 nye journalister, og han skaffede oplagsfremgang.

Han var ikke længere en trussel, nu var han en helt.

Fristelsens fejl

Da han efter seks år forlod Børsen, var oplaget omtrent 30.000 og altså steget betragteligt. Men at blive hængende, også i en succes, ville være forudsigeligt, og det passede ikke til hans temperament.

Da han blev hentet ind til en stilling som direktør for Gutenberghus Bladene, det nuværende Egmont, var det duften af noget nyt, der fik ham til at sige ja. Men han blev også fristet af noget stort. Med mere end tusinde ansatte og 300 millioner i omsætning var det en langt større organisation end det Børsen, han var vant til.

”Men det var bare noget helt andet. Og der lærte jeg noget omkring talent: Du skal være tro mod det, du har dine styrker i. Jeg havde måske et eller andet sted en tro på, at jeg kunne tilføre stedet mine journalistiske kompetencer. Det kan du ikke, når du sidder i et krævende administrativt job. Set i bagklogskabens lys var det forkert. Hvis du mener, du har en særlig forudsætning – nogle kalder det talent – så hold dig til det. Fokusér på det.”

Det var lige fra dag ét, at det føltes forkert i ham. Trods direktørtitel som 33-årig og et stort ansvar og nye, spændende opgaver var det bare ikke det rigtige.

”Kulturen, omgivelserne, hele strukturen og miljøet var mig fremmed. Det motiverede mig ikke. Du skal sørge for, når du har et talent, at du finder omgivelser, der giver dig energi, motivation, noget, der inspirerer dig. Og der er alle mennesker forskellige. Og jeg fandt ud af, at det her ikke var mig.”

Gutenberghus var samlingssted for Anders And og alle hans venner. Mickey. Fedtmule. Dem alle sammen. Så direktørjobbet var milevidt fra erhvervsjournalistik og avisdrift. Erik Rasmussen fortæller en anekdote, som skærer det ud i pap: 

Få dage inden han forlod Børsen, havde Erik Rasmussen stået for en stor konference i Tivolis Koncertsal med forfatteren Alvin Toffler, som har skrevet bogen ’Fremtidschok’ (’Future Shock’). Rasmussen var, og er stadig dybt fascineret af ham. Der var 800 mennesker i Tivolis Koncertsal, og emnet var naturligvis fremtiden, og hvordan man forholder sig til den. 

Få dage efter stod han på Gutenberghus og mødte ved en frokost sin forgænger, der mente, at der var brug for at sætte gang i en Fedtmule-bølge i Danmark.

Han stopper op og fortrænger høfligt et grin. Alle har sine credoer, men det her var alligevel for åndssvagt: ”Jeg troede, det var en vittighed, men han stod fast. Jeg tænkte på Alvin Toffler og fremtiden, og få dage efter var det Fedtmule-bølgen.”

Fantasien er god

Erik Rasmussens fantasi har alle dage været veludviklet. Og skæbnen ville, at det var under hans tid, at Jumbobøgerne kom til Danmark, og hans egen version af Fedtmule-bølgen blev til tegneserier, der favnede hans historiske interesse, så Fedtmule blev til Leonardo Da Vinci, Fedtmule blev til Mozart, Fedtmule blev til Beethoven.

Det er ikke helt til at greje, om han er klar over, hvor stor en betydning børnelitteratur som Jumbobøgerne har haft for mangen en generation. For selv om historien, om dengang han fik Jumbobøgerne til Danmark, er én, han kan finde på at bringe på banen uden tvang, så er han ikke sådan helt tilfreds med perioden.

”Det var altså en detour i min kompetenceudvikling. Og dog. Man lærer altid noget, uanset hvad. Jeg lærte en hel del om publicistisk virksomhed og markedsføring, som var en fordel for mig at kunne senere. Men det var måske for stort et spring, for det trak ikke på mine grundlæggende kompetencer.”

Da Erik Rasmussen var barn, nu er vi helt tilbage ved førskolealderen, vidste de voksne derhjemme altid, hvor han var. Hans far var inspektør på et gods ved Bogense, og familien boede omgivet af marker og store haver og skove, hvor lille Erik kunne vandre rundt i timevis og tale med sig selv. Han talte om konger og kejsere og lande og befolkninger, og de kæmpede alle sammen mod hinanden, og det gik ikke stille for sig. Mens han gik rundt og udviklede sit parallelle univers, kunne de voksne bare følge lyden. Dér går han nu. Bag træerne. Dér går han nu. Ude på gårdspladsen.

”Min fantasi blev udviklet i de store skove. Og på et tidspunkt begyndte jeg selvfølgelig at interessere mig for den rigtige verden. Min historielærer fastholdt min interesse i historie, og det førte til journalistik. Men det startede hjemme i haven, inden jeg kom i skole, og jeg gik rundt og talte med mig selv om et fantasiunivers. Så fantasien førte til historien, som førte til journalistikken.”

Han ville have læst historie, men det krævede en studentereksamen, og der var for langt ind til Odense, syntes han. Godt det samme, for han fandt senere frem til, at der nok ikke var den store spænding i at læse gamle bøger. Næh. Så hellere nye. Så hellere rapporter og nye sammenhænge. Og journalistik.

Forsvundne talenter

Erik Rasmussen er blevet kaldt talentfuld på tusindvis af forskellige måder. World Economic Forum har udnævnt ham til at være en af verdens 100 mest indflydelsesrige journalister, han har været medlem af The International Media Council, og han har modtaget Den Store Publicistpris.

Men alligevel har han en sær og – vil nogen måske sige – uvant ydmyghed over for det at have talent: 

”Jeg mener ikke, at jeg har et specielt talent for noget. Jo, jeg har en interesse for noget. Men der er forskel på at have en interesse og et indbygget talent. De færreste har det sidste. For mig handler det om at perfektionere og udforske sine interesser – om passion, fokus, disciplin og nysgerrighed. Det bestemmer, hvad du kan.,” siger han.

Man bliver ikke chefredaktør som 27-årig, hvis ikke man har et talent. 

”Jeg tror snarere, det var, fordi jeg i en tidlig alder og på Berlingske Aftenavis havde haft muligheden for at udvikle en ny form for erhvervsjournalistik. Og ud fra den vurdering er jeg måske mere talentfuld i dag end dengang. Fordi for mange udfoldes talentet jo med erfaringerne. Jeg har fulgt historiens gang i forskellige sammenhænge gennem 60 år, og jeg har oparbejdet en forståelse af de forhold, der skaber ny udvikling og nye drivkræfter. Den forståelse øges med erfaringen og er en vigtig komponent til at fortolke komplekse begivenheder i verden og oversætte dem til analyser. Så på en måde vokser mit talent tilsvarende.”

Han vender tilbage til en af sine kæpheste. Talent kender ingen alder. Og hvad er alder også for en størrelse? Se på mennesket. Se på kompetencerne. 

Mens han var chefredaktør for ugebrevet her, var han kendt for at give unge akademister, som huset kaldte sine universitetspraktikanter, meget frie tøjler. Hvis de havde en lederartikel i ærmet, jamen værsgo. Spaltepladsen var deres. Hvis de havde en skæv og på papiret fuldstændig umulig idé til en analyse, jamen værsgo. Prøv det dog!

”Man skal passe på med stigmatisering og bureaukratisering af ens alder – at med en bestemt alder følger nogle bestemte evner, som forfalder i takt med alderen. Vi skal blive meget bedre til at forstå, hvad de enkelte mennesker rummer af muligheder og begrænsninger.”

Nysgerrighedens pris

”Som leder handler det netop om at spotte talenterne blandt dine medarbejdere. Og du finder ret hurtigt ud af, at nogle af dem er fejlplaceret, fordi de var ofre for en stigmatisering og en forventning, som skjulte deres reelle kompetencer. Derfor er det vigtigt, at man bruger uddannelsen til at udvikle de iboende naturlige færdigheder, som ethvert menneske har. Uddannelser for uddannelsens skyld kan være enormt stigmatiserende og enormt begrænsende og hæmmende for udklækning af naturtalenter.”

Erik Rasmussen joker med, at han ikke selv har en grad fra universitetet og heldigvis, ”for så ved jeg ikke, hvad der ikke kan lade sig gøre”.

Selv har han haft for vane at rode sig ud i områder, hvor der ikke var nogen erfaring at bygge på, og så var han lige vidt. År på bagen eller ej. 

”Det er klart, at når man ser tilbage med den nuværende erfaring, ved man godt, at der var ting, man ville gøre anderledes. Men det er lidt hypotetisk, især for en, der som mig altid har været drevet af at afprøve nye grænser. Der var for eksempel ikke nogen erfaring med, hvordan man laver et erhvervsblad i Danmark. Der var ikke erfaring med erhvervsjournalistik. Der var ikke nogen erfaring med … Fedtmule-bølgen. Heller ikke med, hvordan du laver et ugebrev og ugebrevsjournalistik. Eller en grøn tænketank som Sustainia. Intet af det, jeg har lavet, har jeg kunnet bygge på en erfaring. Alt er udviklet fra grunden af, og det betyder selvfølgelig, at jeg har begået nogle fejl. Det er prisen,” siger han og bliver så selvkritisk – nysgerrigheden og fantasien har kostet:

”Set ud fra et forretningskoncept har det ikke altid været den smarteste strategi. Jeg har også fået øretæver og lidt nederlag, fordi passionen og nysgerrigheden har været stærkere end forretningsideen. Lidt forenklet udtrykt har jeg i flere situationer været for meget journalist og for lidt kapitalist.”

Ham den gamle chefredaktør på Børsen. Han var 72, og det var for gammelt. Og nu er du selv 78, og du synes, du er skarpere end nogensinde.

”Ja. Nogle bliver meget gamle i deres holdninger, mens andre stimuleres, motiveres og lever anderledes i dag end for 50 år siden. For mig er alder et spørgsmål om mindset og evnen til at bevare sin nysgerrighed og passion. Nok har jeg min længste karriere bag mig. Men jeg tror stadig, jeg har den mest interessante foran mig.”