Et blåt øje til elitens stjerneprojekt

Den latente vejsidebombe i det europæiske samarbejde, der længe har ligget og ventet på, at nogen kom til at træde på den, er nu udløst.

UKIP-lederen Nigel Farage triumferede, da det britiske folkeafstemningsresultat lå klar. ”Dette er en sejr for rigtige mennesker. For almindelige mennesker. En sejr over ”the establishment”. En sejr over bureaukraterne, storbankerne, eksperterne, økonomerne med alle deres skræmmeudtalelser. Over alle dem, der taler om, at vi ikke kan klare os alene, og over dem, der vil styre os fra Bruxelles.”

Den latente vejsidebombe i det europæiske samarbejde, der længe har ligget og ventet på, at nogen kom til at træde på den, er nu udløst. Utilfredsheden med det europæiske projekts tilstand har været der længe. Den har ulmet med forskellig styrke. Faktisk mest i Frankrig. Med flertallet af de britiske vælgeres beslutning om exit er den europæiske krise så fundamental, at det må tvinge EU’s tilbageværende 27 nationer til at sætte sig sammen og gentænke projektet, dets prioriteringer, dets formål, struktur og arbejdsopgaver.

I eftertankens klare lys er der fire hovedårsager til krisen. Udvidelsen med de øst- og centraleuropæiske lande er den første. Begejstringen ville ellers ingen ende tage, da den daværende danske statsminister, Anders Fogh Rasmussen (V), kort før jul i 2002 kunne annoncere aftalen om, at EU blev udvidet med otte central- og østeuropæiske lande samt Cypern og Malta. Det var adgangsbilletten for mange millioner europæere til et mere velstående Europa med bedre sociale ydelser og ledige jobs. Udvidelsen har gjort EU’s institutioner og processer mere tunge og uoverskuelige, og det har stillet helt nye krav til den indre økonomiske solidaritet i unionen.

Årsag nummer to skal hentes i finanskrisen og alt, hvad den afslørede af manglende politisk handlekraft og styring, hvad angik finanssektoren og uigennemsigtige globale økonomiske sammenhænge. Årsag nummer tre skal hentes i flygtninge- og migrantkrisen, som EU’s politiske ledere ikke har været i stand til at finde brugbare løsninger på. Den fjerde årsag skal findes i den manglende folkelige forankring af EU-projektet og en protest mod en stigende ulighed, mangel på en bedre fremtid og bedre jobs, som mange mennesker i EU oplever. EU opfattes som elitens projekt, der ikke har haft det rette fokus. Det omtales som noget, ”de andre” har fundet på for at pålægge os alle mulige snærende bånd og restriktioner. Det er aldrig blevet en del af os selv. De nationale politikere har oftere talt om EU som et problem i stedet for som en del af løsningen på vores mere og mere globale udfordringer.

I den britiske valgkamp forud for folkeafstemningen blev en af de karakteristiske slogans ”at tage kontrollen tilbage over eget land”. Fredagen blev ligefrem kaldt ”Uafhængighedsdagen”. Det er absurd at fejre en uafhængighed af et samarbejde, som briterne selv politisk har været med til at skabe og udvikle gennem 43 år, men det siger alt om det folkelige oprør mod de etablerede politiske kræfter, som finder sted rigtigt mange steder i Europa.

EU’s næststørste økonomi, verdens femte største økonomi, forlader nu det europæiske fællesskab inden for en overskuelig periode. En ny britisk premierminister til oktober vil få den vanskelige opgave at trykke på exit-knappen og udløse § 50 i Lissabon-traktaten samt at indlede forhandling af vilkårene for Storbritanniens exit og håndtere et potentielt ønske fra Skotland om at forlade det forenede kongerige og fortsætte som medlem af EU. Det er en klog beslutning, at den siddende britiske premierminister, David Cameron, efter nederlaget for hans opfordring til at blive i EU, vælger at gå af. Det er til gengæld også ansvarligt, at han giver både EU-systemet og ”Leave”-fløjens folk i hans eget parti og det britiske parlament en mulighed for at tage stilling til, hvad det egentlig er for en slags løsere tilknytning, Storbritannien ønsker sig i fremtiden til EU. Det kan ingen sige noget fornuftigt om lige nu.

Når de resterende 27 europæiske ledere nu tager fat på at drøfte næste skridt, så er meget på spil. Storbritanniens exit skaber en ny magtbalance i EU med kun Frankrig og Tyskland i den mest magtfulde sværvægtsklasse i kernen af EU. Den britiske vælgerfrustration kan sprede sig som en steppebrand til Frankrig, som skal have præsidentvalg i 2017. Den kan også sprede sig til andre lande. Der er brug for en ny start for EU-projektet, og at det signal sendes meget hurtigt. Uanset hvor uvelkommen det britiske exit er, så må EU’s politiske ledere betragte den britiske folkeafstemning som et konkret og markant puf i ryggen til at revolutionere og gentænke hele den europæiske model og den europæiske vision. Til at få skåret brutalt ned på bureaukratiet, overflødige projekter og opgaver, som medlemslandene selv kan håndtere, og fokusere på det, de europæiske befolkninger er optaget af: en bedre fremtid med mindre ulighed, jobs til ordentlige lønninger, sikkerhed i forhold til terrortruslen, værdsættelse af de europæiske værdier og af det velfærdssamfund, som mange mener er truet af den store indvandring.

Forrige artikel Startskud for den bæredygtige businessrevolution Startskud for den bæredygtige businessrevolution Næste artikel Patienter sidder med ved mødebordene