”Var der nogle danskere blandt ofrene ved angrebet i Marbella?”

Statsminister Christina Kristensen vender sig mod sin nye udenrigsminister Kent Andersen fra Konservative. De to partiledere i den nye, blågrønne regering sidder i Forsvarets fly på vej til deres første EU-topmøde.

Kun tre uger efter det valg, der endte med, at de to partier kunne danne en mindretalsregering med støtte fra Venstre, skal EU’s ledere mødes under højdramatiske omstændigheder i Bruxelles. Kristensen og Andersen er på vej til en veritabel ilddåb på den største europæiske scene.

”Ikke så vidt vi ved. Men der er et par afdøde gangstertyper med arabiskklingende navne og familierelationer i Københavnsområdet. Borgerservice er i gang med at undersøge det,” siger K-formanden, der efter valget var hurtig til at slå til, da det viste sig, at udenrigsministerposten var inden for rækkevidde.

”Franskmændene har bedt os om at sende nogle jagerfly til Toulon, hvis der skulle blive brug for offensiv handling. Det synes jeg, vi skal acceptere,” siger Andersen.

Kristensen er enig. De to danske politikere sidder nogenlunde roligt i flyets lysebrune lædersæder og kigger ud ad vinduet. Det bliver en intens omgang dernede. Ser man bort fra den nye trussel fra Algeriet, har det seneste halve års løbske vejrforhold i både nord og syd givet anledning til dybe panderynker.

Ekstremt vejr har medført skader på det europæiske kontinent for flere tusind milliarder euro, mens presset på unionens ydre grænser mod syd er vokset massivt. Millioner af tørkeramte afrikanere har ikke længere anden udvej end at forlade deres hjem i håb om en bedre fremtid. Det har vist sig vanskeligt at håndtere de to forskellige kriser syd for Middelhavet, kan Christina Kristensen og Kent Andersen konstatere.

EU har set måbende til, mens Algeriets Væbnede Gruppe på ingen tid overtog regeringsmagten med militærets støtte. Kuppet var en yderligere destabilisering af en region, EU så på med stigende bekymring. En islamisk terrorgruppe ved EU’s ydre grænser med magt over et af Afrikas største militær var uacceptabel, udtalte både EU-Kommissionens formand og Marine Le Pen. Frankrigs nyudnævnte præsident lod tilsyneladende temperamentet løbe af med sig, da hun blev fanget af en journalist, som spurgte om EU ville gribe til våben mod den tidligere kolonistat. Det kunne hun bestemt ikke afvise, udtalte hun.

Kort efter magtovertagelsen, og få dage efter Le Pen-interviewet, blev et ferieresort på Marbella udsat for et attentat. EU’s grænsebevogtning omkring de EU-algeriske grænsefarvande var endnu ikke blevet opgraderet med ekstra mandskab, og det skulle vise sig fatalt. En gruppe professionelle kommandosoldater i fem gummibåde dukkede op fra et algerisk flådefartøj i farvandet ud for den spanske kystby og rykkede ind med automatvåben og dronegranater. 87 civile mistede livet, og flere hundrede blev såret. Soldaterne var ude lige så hurtigt, som de var inde og undgik dermed både spansk politi og civilgarden.

Naturkatastrofer på stribe

Set i bakspejlet havde 2020’erne været en lang kavalkade af advarsler til EU om, at voldsomme klimaforandringer truede med at forandre den europæiske levevis for altid.

Hele verden så med, mens de Olympiske Lege i Paris 2024 lå under for en historisk hedebølge. Tilskuere måtte forlade Stade de France, ekstraordinære vand- og hvilepauser blev indført til de varmeramte atleter, mens temperaturerne i den franske hovedstad flere dage oversteg 50 grader. Tour de France blev aflyst samme år, hvor tusinder af ældre franskmænd og spaniere døde af dehydrering.

I flere år op til denne sommer var Balkanhalvøen hårdt ramt af oversvømmelser. Det ekstreme vejr havde fået fatale konsekvenser tidligere, blandt andet i sommeren 2020, hvor voldsomme regnskyl væltede ned og oversvømmede den kroatiske hovedstad Zagreb hurtigere, end flere af byens svageste borgere kunne nå at reagere. I 2027 blev hele halvøen ramt af, hvad der mindede om nålestiksoperationer fra himlen, og mange mistede livet under oversvømmelserne.

Få måneder senere kollapsede en række vitale diger i Holland under det vandtryk, som stormfloden Alva førte med sig. Det nordvestlige Tyskland og det meste af Danmark blev ramt af oversvømmelser i hidtil uset omfang. Enorme ødelæggelser i de nordeuropæiske lande medførte massive folkelige protester over det meste af kontinentet.

Det stod nu klart, at det europæiske folkestyre måtte sætte alt ind på klimakatastrofereparationer.  

Euroen bliver global  

Katastrofen havde også syntes nært forestående under den sidste store krise, coronapandemien. Da landenes hjælpepakker til virksomhederne udløb, skyllede en bølge af konkurser ind over Europa. Særligt i servicebranchen haltede efterspørgslen efter langt ind i 2022, og recessionen trak i mange sektorer dybe spor flere år efter, vaccinen begyndte at blive distribueret i efteråret 2021. 

Trods svære tider havde der bredt sig en vis optimisme i EU i anden halvdel af 2020’erne. I 2030 var EU kommet langt med genopretningen efter coronakrisen. ’Marshall-hjælpen’ til Sydeuropa havde i det store hele virket. Allerede i 2025 fremstod EU som en anderledes politisk sammentømret union med et Italien, der efter drøje reformer og store milliardtilskud endelig havde fået gang i en moderat vækst. Euroskepticismen blev bestemt ikke drevet ud af Italien for bestandig. Men kravene om udmeldelse blev dæmpet af blandt andet den øgede beskæftigelse fra coronafonden.

Samtlige EU-medlemmer med undtagelse af Sverige og Danmark lod sig indlemme i euroen, mens ambitionerne om medlemsudvidelser på Balkan blev sat på hold, men dog langt fra aflyst. Med sin insisterende bevarelse af fastkurspolitikken bandt Danmark sig helt stramt til den fælles mønt, som op gennem 2020’erne voksede på det globale marked. De politiske ambitioner, som særligt Frankrig og Tyskland havde på vegne af euroen, viste sig at få ben at gå på i årene efter coronakrisen. EU oprettede og udvidede eurogældsmarkedet og integrerede valutaen i de globale finansmarkeder.

Med et dybt og likvidt gældsmarked er euroen i 2030 en snæver nummer to efter dollaren som verdens reservevaluta. De privilegier, der følger med EU’s position, er endnu en af grundene til, at Christina Kristensen rejser til Bruxelles med forsigtig optimisme.

Hendes budskab til kollegerne er klart; Den Europæiske Klimafond, som hendes forgænger Mette Frederiksen var med til at etablere i 2026 skal udvides markant. Fonden skal finansiere nye diger ved Vadehavet fra Belgien til Esbjerg. Den skal sætte endnu mere gang i udbygningen af solenergi og energieffektivisering i Sydeuropa, og den skal finansiere en genopretning af naturen ved de centraleuropæiske flodsystemer, som på grund af årtiers indelukning i beton og uhæmmet bebyggelse, nu hvert år løber over deres breder og forårsager store ødelæggelser.

En ny konservativ power-duo

Danmarks statsminister ved, at hun har opbakning fra Tyskland, Holland, Sverige, Belgien, Østrig og Frankrig. Hun ved også, at hun med det massive havvindmølleboom i Nordsøen og i Østersøen har en fremragende case til at overbevise skeptikere om fornuften i at give Euroland endnu en grøn, keynesiansk kickstart. Det er grøn beskæftigelsespolitik med fuld støtte fra Europas største industrier.

De østeuropæiske medlemsstater bliver ikke så svære at danse med i klimapolitikken, som de tidligere har været. Flere af landene er nettobidragydere til EU’s budget grundet høje vækstrater og generelle velstandsstigninger op gennem 2020’erne. Problemerne med en voksende ældre befolkning og hjerneflugt er langt fra ovre. Uligheden truer også med at slå sprækker, særligt i Baltikum hvor en driftig it-elite fandt den rette digitaliseringshylde at lave penge på, mens landområderne blev hængende. Bekymrede politologer og public intellectuals råber jævnligt op om faren ved de voksende økonomiske og sociale kløfter i Østeuropa, men de fleste satser tilsyneladende på, at økonomien holder. Den aktive grønne industripolitik har tiltrukket betydelige investeringer fra de øvrige medlemslande, og velstanden vil med tiden sprede sig rundt i hele regionen, lyder argumentet.

EU-Kommissionen er fortsat ikke tilfreds med overholdelsen af retsstatsprincipperne og det demokratiske sindelag i blandt andet Tjekkiet, Polen og Ungarn. Landene selv har dog skruet ned for konfrontationerne og ændret syn på EU, efter den nationalkonservative Marine Le Pen i 2022 blev valgt som Frankrigs præsident. En historisk tæt og kaotisk valgkamp med flere omganges fintælling endte med detroniseringen af Macron, der måtte bide sig i tungen ved regeringsoverdragelsen for at tilbageholde sine protester.

Le Pen viste sig hurtigt at være en langt mere EU-kompatibel aktør, end mange havde forestillet sig. Østeuropæerne følte sig hørt og forstået af den franske jurist, men også de vesteuropæiske eliter formåede hun at holde sig på nogenlunde god fod med. Allerede i 2020 havde Le Pen gjort det klart, at Frankrig skulle forblive i euroen. Få havde dog på forhånd gættet, at hun delte sine forgængeres ambitioner på den fælles mønts vegne.

Efter magtovertagelsen udviklede Le Pen hurtigt et fornuftigt forhold til Tysklands konservative kansler Friedrich Merz, der havde fået et comeback på den politiske scene med en væsentlig skarpere værdipolitisk profil end forgængeren Angela Merkel.

Kansler Merz havde imponeret sine regeringskolleger i EU med sin kamp i hjemlandet mod den kinesiske tech-gigant Huawei. Det var ikke altid populært i det tyske erhvervsliv, der blev ramt hårdt af konfrontationen, men Merz formåede at kappe alle 5G-bånd til kineserne, trods hans forgængers planer om det modsatte.

Også USA så med milde øjne på den iltre tometermand med de spydige bemærkninger. Merz var kontant i kontakten med kineserne. Han ville gerne handle med den fortsat voksende økonomiske stormagt, men han lod ingen amerikansk præsident – republikaner eller demokrat – tvivle på, hvor EU’s loyalitet lå. Den linje var værdsat i både Washington og Bruxelles’ etablissementer, hvor analysen var, at ’Merz-doktrinen’ styrkede båndene over Atlanten og begrænsede omfanget af Kinas politiske magt. Med den slags venner kunne Merz godt leve med kritiske røster fra det sikkerhedspolitiske forskningsmiljø, der kaldte EU’s Kina-strategi kortsigtet og naiv.

I grøn klemme mellem Kina og erhvervslivet

Christina Kristensen er lettet, da hun og kollegerne går til pause efter et langt formiddagsmøde. Forslaget til udvidelsen af klimafonden, som den unge danske statsminister netop har præsenteret, var Marine Le Pen vild med. Den ville give masser af arbejdspladser både langs Frankrigs vestkyst og ved Middelhavskysten. Også den tyske kansler elskede succeshistorien om det grønne Europa, der på en og samme tid passer på kloden og udvikler nye eksporterbare teknologier.

”Det var tiltrængt,” bemærker Kristensens finske kollega opmuntrende på vej ud af mødelokalet. EU’s grønne ambitioner havde lidt flere knæk op gennem 2020’erne, og den folkelige utålmodighed var vokset, især i Norden. Flere af de nuværende regeringsledere var stadig i gang med at slikke sårene, efter prestigeprojektet om en fælleseuropæisk CO2-told kuldsejlede under pres fra det europæiske erhvervsliv.

Særligt den tyske og franske bil- og byggeindustri var i Bruxelles’ korridorer lykkedes med at sætte en kæp i hjulet på projektet, som de kaldte en bombe under deres forretninger. Merz’ ’Huawei-korstog’ havde ikke ligefrem hjulpet dem i Kina. En CO2-told på blandt andet indkøb af stål fra Kina ville ikke alene udhule bilfabrikanternes profit, det ville også være en gave til det voksende kinesiske marked for bilproduktion, som i forvejen pressede de europæiske producenter. Kampagnerne mod CO2-tolden virkede, og grønne NGO’er på tværs af kontinentet kunne hverken finde de rette ord eller grimasser, da det gik op for dem, at industrien endnu en gang slap for at betale for den grønne omstilling.

Plastikafgiften blev indført som planlagt og var med til at åbne de politiske debatter om fælles grønne EU-skatter. Men særligt det tysk-franske makkerpar Le Pen og Merz var opmærksomme på ikke at lade EU-Kommissionens fangarme strække sig for langt ind i nationalstaterne. Den linje så Christina Kristensen ingen synderlig grund til at udfordre, og skulle hun komme i tvivl, stod udenrigsminister Kent Andersen altid klar med et uopfordret foredrag om suverænitetsafgivelse.

Med udvidelsen af klimafonden kunne Kristensen ane en konsensus i regeringsledergruppen om, at de politiske omkostninger ville være mindst. En fin skalp at tage med hjem.

EU til modangreb

I det hele taget var der stor tilfredshed med Danmark blandt unionens franske og tyske ledere. Danmark havde forbehold for stort set alle centrale politikker i EU, men optrådte alligevel som en ren mønsterelev. Uanset om det gjaldt viljen til at sende soldater i kamp i Afrika eller pålæg om at overtage – og sågar medfinansiere – regulære europolitikker, var der ingen slinger i valsen i København. Når man hertil lagde, at Danmark også støttede Le Pen og Merz’ bestræbelser på at stramme op i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, er der ikke noget at sige til, at den danske statsminister var populær i Berlin og Paris.

Christina Kristensen var lettet over støtten, men kunne ikke slippe en følelse af ubehag efter de foregående timers dramatiske beslutninger.

Frankrigs præsident havde været rødglødende ved mødets start, hvor hun havde gjort det klart, at EU måtte gengælde angrebet på Marbella. Hvis ikke EU-landene straffede de islamistiske banditter hårdt militært, ville den fælles sikkerheds- og udenrigspolitik miste enhver troværdighed, buldrede Le Pen og henviste til EU-landenes militære musketered i artikel 42, stk. 7 i Lissabon-traktaten.

Stort set hele vejen rundt om bordet havde man nikket. Kun Sverige sagde nej til at angribe de algeriske islamister. Uanset hvor kompliceret Christina Kristensen tænkte, det efterfølgende kunne udvikle sig, nikkede hun også.

Den danske statsminister var sådan set ikke bange for ikke at kunne få opbakning i Folketinget. Det skulle nok ordne sig. Det var snarere følelsen af at have været del af en gruppe af mennesker, der så hurtigt – og så følelsesmæssigt påvirkede – traf beslutninger med uoverskuelige konsekvenser, som virkede voldsomt på hende.

Christina Kristensen var enig i, at EU bliver nødt til at vise, hvem der bestemmer i Middelhavet. Alligevel kunne hun ikke lade være med at se sig selv og det hele udefra.

27 regeringsledere havde siddet der og besluttet, at nu griber Euroland til våben. Det havde hun ikke set komme, dengang hun som forsvarsordfører i 2026 førte ordet på partiets vegne i den succesrige folkeafstemning om at afskaffe forsvarsforbeholdet.

”Men,” tænkte hun, ”sådan er de faktiske forhold i den europæiske jernindustri åbenbart.”