Løser kulturminister Mette Bocks (LA) nye medieudspil den store, nationale kultur- og mediepolitiske udfordring, vi står over for i forhold til Google, Facebook, YouTube, Instagram, Netflix og HBO? Nej.

Kan udspillet skabe rammerne for et stærkt nationalt modspil til de internationale giganter, der i dag er massivt til stede på det danske marked, og som ryster de danske mediers og produktionsselskabers forretningsmodeller og dermed også gør den fremtidige danske indholdsproduktion og demokratiunderstøttelse fra mediernes side mere sårbar og skrøbelig? Nej.

Den udfordring kan vi ikke løse med en dansk medieaftale, siger kulturministeren. Jo. Det kunne man i det mindste have en ambition om at tage fat på. Der står ikke et eneste ord i regeringens medieudspil om at regulere de internationale spillere på mediemarkedet, så konkurrencen bliver mere fair. Ikke et ord om beskatning. Ikke et ord om investeringskrav i dansk indholdsproduktion til gengæld for de penge, som giganterne trækker ud af det danske marked. Ikke et eneste forslag til et europæisk eller nordisk initiativ på området, som regeringen vil sætte sig i spidsen for.

TIL GENGÆLD MÅ MAN SIGE OM UDSPILLET, at det er det hidtil mest markante og stringente politiske bud på at røre godt og grundigt rundt i den danske mediegryde af knopskydninger og støtteordninger til dette og hint, der er blevet udviklet igennem en lang årrække. Og det er nogle kontroversielle omprioriteringer, der er lagt op til. Det er forfriskende og modigt. Det løser bare ikke det problem, at dansk kvalitetsindhold og den for demokratiet så livsvigtige, kontinuerlige, daglige, kritiske journalistik helt uomtvisteligt vil blive underfinansieret og udfordret i de kommende år.

Det er også det mest værdipolitiske udspil længe set fra en borgerlig-liberal regering, der skærer i alt hidtil public service-finansieret produktion: 40 procent af TV 2 skal sælges fra, 33 procent af licensen til Radio24syv skal skæres væk, 20 procent af licensen til DR forsvinder om 5 år, og det samme gælder 10 pct. af licensen til de otte TV 2-regioner. Udspillet griber langt ind i DR’s kanalstruktur på tv-området og skærer to kanaler væk. Det griber også langt ind i DR-ledelsens råderum i forhold til digital strategi og placering af DR-indhold på andres platforme og distributionskanaler. Og det kommercialiserer den FM4-kanal, som Radio24syv sender på i dag, når den næste år sendes i udbud.

Det er samtidig et udspil, som åbner døren for de kommercielle medier på en række punkter og endelig – langt om længe – giver samme nulmoms-status for internetbaserede nyhedsmedier, som i dag er gældende for de trykte aviser. Men det er en illusion at tro, at et betydeligt mindre DR automatisk vil gavne de private medier. Medieudspillet sender to nye kanaler – en tv-kanal for kultur og folkeoplysning og en radiokanal på DAB til kultur og klassisk musik – i udbud. Da det kommercielle perspektiv i sådanne to udbud næppe er stort, og antallet af tilbudsgivere fra den private branche derfor er tilsvarende mindre, kræver det en pæn sum public service-penge med i udbuddet, selv om der åbnes for reklameindtægter.

Beskæringen af FM4-budgettet på godt 90 mio. kr. årligt, som Radio24syv nu modtager, er allerede fra dag ét blevet et af stridspunkterne mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Vil man fortsat have en taleradio som konkurrent til P1 – og det er som sådan Radio24syv blev født – så skal man ikke gøre sig forestillinger om et stort kommercielt potentiale. Og Radio24syv leverer trods alt for den halve pris af omkostningerne til P1. Så kan man skrue på lidt genudsendelser og slække på den meterlange liste over krav i sendetilladelsen, men det bliver stadig svært for dem, der skal deltage i et nyt udbud på FM4 i 2019, at få den forretning til at køre. Og kommer Dansk Folkeparti igennem med kravet om at flytte radiostationens hovedkvarter til Aarhus, så skal der alligevel bruges penge på en redaktion og studiefaciliteter i København. Det hænger slet ikke sammen, og det bliver under alle omstændigheder ikke den kanal, folk kender i dag, og som både politikere og lyttere ellers anser for en succeshistorie. 

EN ANDEN VOLDSOM KNAST I FORHANDLINGERNE KAN BLIVE besparelsen på TV 2-regionerne. Dels er Dansk Folkeparti indædt imod alt, hvad der går provinsen imod – det gælder også i denne sag. Dels er TV 2-regionerne verdensmestre i lobbyisme på Christiansborg, så det er intet under, at flere af regionerne er helt rolige i deres kommentarer til kulturministerens udspil. Det kommer ikke til at ske, at regionerne skal spare det, som alle andre kulturinstitutioner længe har skullet levere af besparelser, og hvad DR nu også skal levere dobbelt op på af besparelser hvert år.

Samlet set lægger udspillet op til at reducere den offentlige mediestøtte til public service for flere hundrede millioner kroner, men kulturministeren vil ikke ud med det samlede tal. Vi har ikke en indholdskrise, mener Mette Bock, men alene en krise i forhold til distribution og formidling. Men de tre ting – indhold, formidling og distribution – kan man bare ikke skille ad. Sandt er det, at offentligt ejerskab og mediestøtte ikke i sig selv borger for kvalitet, og sandt er det også, at de private, kommercielle medier leverer masser af god kvalitet – vel at mærke også med statslig støtte, men uden statsligt ejerskab. Men presset på de private mediers økonomi og kravene til finansieringen af deres teknologiudvikling kommer til at fortsætte i de kommende år, og det gør medieudspillet intet ved.

NÅR DR BLIVER 773 MIO. KR. FATTIGERE OG SKAL VÆRE ET smalt fyrtårn i stedet for en bred mediemastodont med politiske krav om at være noget for hele befolkningen, så kommer der en ændring af indholdet, erkender ministeren. Og det er faktisk hele meningen, fastslår hun, med en klar irettesættelse til DR’s ledelse, der bliver ved med at tale om, at besparelserne vil betyde et andet DR end det, folk kender. DR skal tænkes forfra, og den opgave må DR-bestyrelsen og ledelsen snarest gå i gang med. Det behøver der faktisk ikke komme noget dårligt ud af, hvis DR får tilstrækkeligt med frihed til at tage nogle modige valg. Hvad man kan frygte, er, at DR ikke får lov til at få de frihedsgrader, når public service-kontrakten mellem DR og Kulturministeriet skal udformes. Så kommer kravene om udlægning af produktion, mere regional dækning, mere for børn og unge og mere af dit og dat, hvilket ikke er hjælpsomt for et DR, der skal omdefinere sin rolle.

Derfor denne appel til kulturministeren og medieforhandlerne om hurtigst muligt at gennemføre forslaget om en ny bestyrelse for DR, der ikke er udpeget af partierne repræsenteret i Folketingets Finansudvalg, men som er sammensat efter uafhængighed og kompetencer. Den nye bestyrelse må have mandat til og en chance for at arbejde med den strategiske udfordring for DR med nytænkning af hele institutionen.

Når det gælder salget af TV 2, kan regeringen nu sætte flueben ud for det punkt i regeringsgrundlaget. I medieudspillet lægges der op til en start på salgsprocessen med frasalg af en andel på 40 procent af virksomheden. Men det forslag vinder man ikke næste folketingsvalg på, og det kan blive vanskeligt at styre, hvor ejerskabet af de 40 procent lander. Også her har regeringen en udfordring med Dansk Folkeparti, som faktisk ikke har noget ønske om at sælge den kanal, som danskerne sætter højt på popularitetslisten. 

PÅ DEN POSITIVE OPRYDNINGSLISTE I REGERINGENS MEDIEUDSPIL kan man finde, at den gamle aftale om at blande filmstøtten ind i DR’s og TV 2’s public service-aftaler forsvinder. Det har hele tiden været noget rod. En revision af den såkaldte værditestordning, der skulle bruges til at vurdere, hvornår DR og de regionale TV 2-stationer med nye tjenester med statsstøtte i ryggen bevæger sig uhensigtsmæssigt ind på områder, hvor de private medier arbejder, er absolut tiltrængt. Ordningen har slet ikke været anvendt. Og en vis omfordeling af mediestøtten fra de landsdækkende medier til de regionale og lokale medier forekommer også både rimelig og nødvendig. Om der er brug for mere støtte til nye medier end de allerede eksisterende ordninger giver, er dog mere tvivlsomt.

Tilbage står så forslaget om en bredere og større public service-pulje, som skal vokse fra de nuværende godt 35 mio. kr. til 220 mio. kr. i slutningen af de 5 år, som en ny medieaftale sigter efter. At puljen bliver flere hundrede millioner kroner større, gør det altså ikke til en bedre og mere administrerbar idé. Det fremgår af udspillet, at programmerne produceret under public service-puljen skal distribueres på flow-tv og streamingtjenester, og at man skal sikre sig, at det støttede indhold anvendes af borgerne, og at der opstilles måltal for det. Har det så nogen konsekvens, hvis forventningen ikke holder stik? Endelig skal ansøgerne selv finansiere 50 procent af produktionsomkostningerne, hvorefter det støttede indhold ’efter en kortere periode’ stilles frit til rådighed for borgerne. Så mange filantroper findes der nok ikke derude.

Der er masser at tage fat på med det nye, stærkt værdipolitiske medieudspil, som kulturministeren er kommet med. Det er til gengæld desværre svært at se et bredt medieforlig for sig på baggrund af udspillet. Gennemføres det på store stræk i den form, som udspillet har nu, vil det være en historisk omkalfatring af dansk mediepolitik.