Regeringens fjumreår er snart ovre. De vælgere, der stemte Helle Thorning-Schmidt til magten, kan med rette forvente, at der inden Folketingets sommerferie foreligger i hvert fald ét klart formuleret, ambitiøst og visionært politisk kerneprojekt fra regeringen.

Og på ét område har statsministeren alle kort på hånden til en storoffensiv: bæredygtig vækst.

Her kan statsministeren præsentere et katedralprojekt, som rækker langt ind i fremtiden og ud over Christiansborgs mure. Et projekt, som kan forvandle en statsminister til statskvinde.

Det vil ligge i logisk forlængelse af regeringsgrundlaget og energiforliget. Helle Thorning-Schmidt kan lancere det med troværdighed og rygdækning, og det bør have tre klare målsætninger: Flere arbejdspladser, større eksportindtægter og øget konkurrenceevne.

Indtil videre har statsministeren klogt og korrekt fokuseret på EU-formandskabet og håndteringen af den økonomiske krise. Men statskvinder nøjes ikke med at styre. De leder.

Hvis der skal være nogen som helst mening med at have fravristet de borgerlige magten, så må og skal hun i sit første parlamentariske år træde i karakter og sætte en ny, fremadrettet dagsorden, som kan skabe begejstring og momentum blandt vælgerne, i erhvervslivet, i kommuner og regioner – og gerne uden for landets grænser. Hun mangler et projekt på niveau med Foghs værdikamp i 00’erne, Nyrups arbejdsmarkedsreformer i 90’erne eller Schlüters økonomiske genopretning i 80’erne.

Bæredygtig vækst ligger lige til højrebenet. Det handler ikke kun om klima og energi, men om ressourcer, ansvarlighed, borgernes livskvalitet og miljø generelt. Og det handler ikke om at redde verden (selvom det da er meget godt). Det handler om 2010’ernes barske realiteter:

• Arbejdspladser: På kort sigt vil målrettede tiltag, først og fremmest inden for infrastruktur (f.eks. kloakker, klimatilpasning og jernbanenet) samt energibesparelser i byggeriet, skabe job her og nu. Stat, kommuner og regioner bør pålægges bindende krav om energibesparelser i den offentlige bygningsmasse, anvendelse af de såkaldte ESCO-løsninger og langt mere offensive målsætninger for grønne indkøb. Energiselskabernes besparelsesmål bør skærpes. Boligejerne må belønnes i langt højere grad for at energirenovere. På mellemlangt og langt sigt har Danmark unikke forudsætninger for at skabe fortsat vækst i den grønne beskæftigelse. I dag er i omegnen af 60.000 danskere beskæftiget inden for energi- og miljøsektoren, og Danmark har dokumenterede styrkepositioner på en række af de globale, grønne vækstmarkeder, som i øjeblikket er de suverænt mest lovende, såsom vind, biomasse, energieffektivitet, smart grid, biobrændstof, brændselsceller og vand. Analyser indikerer f.eks., at alene en satsning på el-biler vil kunne skabe op til 20.000 arbejdspladser i Danmark i 2025. En satsning på biobaseret produktion kan potentielt skabe 10.000 danske arbejdspladser, heraf en stor del i landdistrikterne.
• Eksportindtægter: Som et af de eneste lande i verden har Danmark en eksport af miljø- og energiløsninger, der fylder godt i samfundsøkonomien. 18 pct. af vores eksport stammer fra disse løsninger, hvilket får udlandet til at spærre øjnene op og misunde os. Det er den sektor, der er vokset suverænt mest de sidste ti år. Men konkurrencen skærpes, og positionen skal konsolideres og udbygges. Målrettet privat-offentligt samarbejde om grøn eksport, klyngedannelse og branding, især i forhold til de fjernere vækstmarkeder i bl.a. Asien, er afgørende. Det omfattende ’klimadiplomati’ fra forberedelserne til COP15 bør genoplives, denne gang med eksport for øje. Kundegrundlaget fejler ikke noget, for de globale investeringer i cleantech øges i rekordfart. Fra 2010 til 2011 steg investeringer i sol, vind og biomasse f.eks. med 31 pct. Frem mod 2030 forventes de at blive tredoblet. Ifølge Eksportkreditrådet har Danmarks eksport af grøn teknologi potentiale til at blive mere end fordoblet fra 109 mia. kr. årligt til 250 mia. kr. årligt. Markedsføring af danske løsninger bør intensiveres, bl.a. med udgangspunkt i den tilsyneladende umættelige interesse for dansk cleantech over hele verden. Det skal vi naturligvis udnytte – godt hjulpet på vej af andre ’danish trends’ som f.eks. kåringen af Danmark som nr. 1 på FN’s World Happiness Index, den kolossale succes for New Nordic Kitchen, dansk arkitektur, Københavns status som grønt Shangri-La (ifølge bl.a. The Guardian, BBC og CNN) og regeringens brandingprojekt State of Green. Selv kulturelle døråbnere som tv-serierne Forbrydelsen og Borgen skal tænkes ind.
• Konkurrenceevne: De nyeste nøgletal tyder på, at Danmark ikke står helt tosset i den internationale konkurrence. Men endnu større muligheder åbner sig på længere sigt. Den globale knaphed på ressourcer – fra vand og energi til mineraler og metaller – vokser, og snart bliver ressourceeffektivitet en vigtigere konkurrenceparameter end arbejdskraft. Det er en enorm fordel for et Danmark med historisk tradition for høje lønninger, men effektiv ressourceudnyttelse. Det faktum, at vi er OECD’s mest energieffektive land, og at vi skifter fra fossile brændsler til vedvarende energi i en tid, hvor oliepriserne er på himmelfart, lover godt. Og vi kan yderligere optimere på f.eks. vand- og affaldsområdet samt øge genanvendelsen. På langt sigt vil det styrke vores konkurrenceevne i Den Ny Økonomi.

En del tiltag er allerede planlagt eller formuleret, men de skal samles og koordineres i én buket og tilføres midler.

Regeringsgrundlaget er udskældt, fordi regeringen har haft svært ved at realisere det, men det er faktisk et stærkt, politisk manifest – mere gennemtænkt og sammenhængende end noget tidligere regeringsgrundlag. Det viser, at S-SF-R kan, når de vil. Og i modsætning til regeringsgrundlaget, er oddsene for en grøn masterplan gode. Helle Thorning-Schmidt har tre afgørende forudsætninger for at komme godt fra start:

1. Flertallet. Med energiforliget er der skabt en forpligtende ramme, som kun proteststemmerne fra Liberal Alliance sidder uden for. Dermed har regeringen sikret sig ikke bare stemmer, men også opbakning til en markant, grøn linje. Der er stor tilslutning til visionen langt ind i Venstre og De Konservative, og det vil være uhyre svært for disse partier at opponere mod tiltag, der ligger i logisk forlængelse af en aftale, som de har været med til at skabe og talt varmt om.
2. Medejerskabet. Kernen i Danmarks grønne succes de seneste 40 år har været samspillet mellem virksomheder, forskere, politikere og civilsamfund. I dag er samtlige disse aktører ikke alene parat til at tage medejerskab. De tripper for at komme i gang. Det gælder kommuner, regioner, erhvervsliv, universiteter og interesseorganisationer, som alle efterlyser politisk mod og lederskab.
3. Markedet. Det globale marked for de løsninger, som Danmark kan levere og tjene penge på, boomer fortsat trods krisen. Den voksende middelklasse i lande som Kina, Indien og Brasilien skaber en enorm efterspørgsel efter grønne løsninger i de kommende årtier. Samtidig har Tyskland og Japan valgt at neddrosle a-kraft og investere massivt i vedvarende energiløsninger, ligesom EU-landene i stor stil får brug for nye løsninger inden for energi og energibesparelse for at opfylde 2020-målene.

Stort set alle ministerier har klare aktier i projektet, ikke kun ’de grønne’, men også de økonomiske ministerier samt Udenrigsministeriet, Fødevareministeriet, Transportministeriet samt Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter. En grøn vækstplan handler om erhvervspolitik, eksport, vækst, forskning, uddannelse og planlægning.

Arbejdet bør derfor forankres i Statsministeriet og ledes af et ministerudvalg med statsministeren for bordenden, støttet af en tværministeriel taskforce med repræsentation på højeste embedsmandsniveau. Den traditionelle ressortfordeling skal brydes ned. Det er en fælles sag.

Projektet vil naturligt møde modstand. Forsigtige rådgivere og partifæller vil hviske statsministeren i øret, at ”det er vi jo allerede i gang med” med henvisning til energiaftalen. Men energiaftalen er kun en ramme, en forudsætning. Den er på ingen måde den fængende, politiske fortælling, som både vælgerne og regeringen har brug for. Set fra hovedgaden i Hørning er energiforliget bare endnu politisk en aftale, der især huskes for en detaildiskussion om oliefyrsforbud, nogle uforståelige milliardbeløb og en glad klimaminister.

I den bedste af alle verdener indkalder statsministeren til pressemøde i Spejlsalen i Prins Jørgens Gård inden 5. juni. Her fremlægger hun – flankeret af økonomiministeren, finansministeren, klimaministeren og miljøministeren – en ambition på Danmarks vegne. Et velargumenteret bud på, hvordan Danmark kan konsolidere sig her og nu samt investere i fremtiden, iværksat med alle de muskler, regeringen råder over.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.