Danmarks største og mest kendte virksomheder er i gang med en markant etisk oprustning. Københavns Lufthavne, Danisco, NKT og en lang række andre koncerner med en samlet omsætning på op imod 100 milliarder kr. vil inden for det næste år indføre en skriftlig etisk erklæring, der fastlægger deres politik i forhold til menneskerettigheder, sociale problemstillinger m.v. Herefter vil hver fjerde af Danmarks førende virksomheder have forpligtet sig til at inddrage etiske værdier i deres forretningsmæssige beslutninger. Det fremgår af den første samlede kortlægning af det etiske engagement i toppen af dansk erhvervsliv. Undersøgelsen, som Ugebrevet Mandag Morgen har foretaget, omfatter samtlige 300 industri-, handels- og serviceselskaber, der enten er børsnoterede eller har en omsætning på mere end 1 milliard kr. Tidligere var det den almindelige opfattelse, at erhvervsvirksomheder skulle koncentrere sig om “at drive forretning” - d.v.s. tjene flest mulige penge. Derfor markerer det et skred, at godt en tredjedel nu siger, at etikken vil få væsentlig eller afgørende betydning. FDB, Shell og Grundfos er stadig pionervirksomheder når det gælder offentlige etiske erklæringer.