Mens EU i handels- og klimapolitisk forstand er en global sværvægter, er det modsatte tilfældet, når det gælder evnen til at føre en troværdig fælles udenrigspolitik bakket op af militær autoritet. 
EU er en militær svækling, men det kommer til at forandre sig kraftigt over det kommende tiår. Forsvarspolitik – herunder våbenproduktion – har efter Brexit i 2016 fået et spektakulært gennembrud i EU. 

Siden 1945 har de europæiske lande – først i vest og siden i øst – levet under tryg amerikansk sikkerhedsgaranti. Men nu arbejder skiftende magthavere i EU’s kernelande og i USA på, at Europa skal tage større ansvar for sin egen sikkerhed.  
USA kan og vil ikke betale i det lange løb, og samtidig mener man i Tyskland og Frankrig, at det er i EU’s strategiske interesse selv at kunne garantere sine borgeres sikkerhed. 

Frankrig og Tyskland presser på

Storbritanniens farvel til EU blev allerede i efteråret 2017 brugt af Frankrig, Tyskland og EU-Kommissionen til at aktivere det såkaldte PESCO-samarbejde om udviklingen af EU’s militære dimension. PESCO kom ind i Lissabon-traktaten i 2009, men var med tidligere kommissionsformand Jean-Claude Junckers ord i mange år EU’s Sleeping Beauty.

Siden er det gået voldsomt hurtigt. På mindre end tre år har PESCO-sekretariatet, der har til huse hos EU’s udenrigstjeneste EEAS, sat gang i ikke færre end 47 konkrete projekter, der skal styrke EU’s fælles militære kapaciteter og de nationale hæres evne til at arbejde sammen for at kunne sikre EU’s såkaldte ’strategiske autonomi’. 25 EU-lande deltager i PESCO, mens Danmark og Malta har sagt nej tak. 

Særligt Frankrigs præsident Emmanuel Macron er fortaler for denne udvikling af ’Europas autonome operationskapabiliteter’. Og han har støtte i Tyskland og hos kommissionsformand Ursula von der Leyen, der har sat både EU’s geopolitiske rolle og EU’s militære industripolitik under ledelse af den franske kommissær Thierry Breton højt på sin dagsorden.

I Danmark ses der, ifølge en analyse fra tænketanken ECFR, i forsvarspolitiske kredse med stor skepsis på debatten om EU’s strategiske autonomi. Det samme er tilfældet i Sverige, Holland og Polen. Blandt politikere og diplomater er der til gengæld gang i en hastig opbygning af forholdet til særligt Frankrig og også til Tyskland og andre EU-lande, nu hvor USA og Storbritannien ikke længere er så tætte og tillidsvækkende allierede som tidligere. 

Danmark har således meldt sig som frivillig deltager i det franske såkaldte Europæiske Interventionsinitiativ, EI2, hvor ni EU-lande plus Storbritannien erklærer sig villige til at samarbejde om militære interventioner i eksempelvis Afrika. Det er i dette regi, at 70 danske specialtropper i dag deltager i den fransk-ledede Operation Barkhane mod islamistiske terrorister i Mali.

En strategisk plads mellem USA og Kina

EU fik først i 2016 en regulær global strategi, og det er givet, at området er under voldsom udbygning, fordi mange EU-lande ser det som en nødvendighed at udvikle og forsvare fælleseuropæiske interesser over for USA, Rusland og Kina, som alle forsøger at spille EU-landene ud mod hinanden. 

Samtidig skal EU finde sin plads i den strategiske rivalisering mellem USA og Kina, der synes at komme til at præge verden i de kommende årtier.

Mens Danmark er hæmmet af sit forsvarsforbehold i forhold til PESCO – altså institutionaliseringen af EU’s forsvarspolitik – er der fra dansk side stor opbakning til, at EU skærper sit fælles beredskab over for de truende folkevandringer fra Afrika og Mellemøsten, der er EU’s politisk set mest eksplosive geostrategiske udfordring.