”EU er blevet et katolsk ægteskab”

Europa er under historisk forandring, mener den bulgarske intellektuelle Ivan Krastev, der har skrevet bogen ’Efter Europa’. Kodeordene er grænser og respekt for det nationale og det lokale, på samme måde som 1968’erne svor troskab til den grænseløse verden og minoriteters rettigheder.

Populismens fremmarch i Europa er langtfra forbi. Tværtimod gennemlever kontinentet i disse år en forskydning i den samfundsmæssige konsensus, på samme måde som Vesteuropa oplevede det i kølvandet på 1968, og Østeuropa gjorde det i årene efter 1989.

EU’s overlevelse afhænger af, om man er i stand til at internalisere mærkesager og socialisere ledende skikkelser fra vor tids revolutionære bevægelse, dvs. den indvandringskritiske nationalkonservative populisme.

Det mener den bulgarske politolog og samfundstænker Ivan Krastev, der har skrevet den meget roste bog ’Efter Europa’, som blev skrevet omkring årsskiftet 2016-2017, og som udkom på dansk i november sidste år.

Hele Europa læser Krastev

Bogen blev altså til i den periode, hvor verden endnu var rystet over briternes beslutning i sommeren 2016 om at forlade EU og over valget af Donald Trump som USA’s præsident. Det var i den periode, hvor tilhængerne af demokratiet, retsstaten og den liberale verdensorden stadig frygtede, at populisternes sejrsmarch ville fortsætte, og at de ville vinde magten i lande som Holland, Frankrig og Østrig.

”Det er rigtigt, at det ikke gik så slemt, som pessimisterne frygtede. Men det, jeg frygter nu, er, at optimisterne bliver for optimistiske. Populisternes oprør er ikke slut. EU står et helt andet sted i dag end før finanskrisen og flygtningekrisen. Europa er ikke længere en idé. Europa er et sted, et sted, der skal beskyttes,” siger Krastev.

Ifølge Krastev afhænger EU’s fremtid af, i hvilket omfang man er i stand til at socialisere vor tids revolutionære nationalkonservative, på samme måde som de vesteuropæiske samfund havde stort held med at socialisere de venstrerevolutionære oprørere efter 1968 og med at overtage og gøre deres politiske mærkesager til mainstreampolitik.

”Det var borgerlige politikere, der virkeliggjorde mange af 68’ernes mærkesager om individuelle rettigheder for kvinder og homoseksuelle og om beskyttelse af miljøet. Samtidig har vi set politikere som Joschka Fischer og Daniel Cohn-Bendit gå fra at være revolutionære ledere til at blive pragmatiske politikere,” siger Krastev og tilføjer:

”Enhver kontrarevolution virker i realiteten således, at den legitimerer den tidligere revolutions landvindinger. Se på den franske revolution og restaureringen. Man kunne ikke genopbygge det autoritære regime.”

Klinisk analyse

Ifølge Krastev er de begreber, fremtidens politikere skal forholde sig til, følgende: grænser, fællesskaber, det lokale, nationale, regionale, sammenhængskraft, konkret solidaritet, respekten for det arbejdende menneske og så videre. Det er begreber, der er blevet centrale, fordi de er udtryk for folkelige reaktioner på de begreber, der har præget de seneste årtiers heftige globalisering.

Styrken ved Ivan Krastevs analyse af Europas aktuelle tilstand er, at den er klinisk og antiideologisk. Han tager ikke parti for hverken højre eller venstre, for EU eller imod EU. Når man lytter til ham, fornemmer man tydeligt, at han personligt er tilhænger af et fortsat samarbejde i EU baseret på de borgerlige frihedsrettigheder, men det er ikke noget, han skilter med.

Til gengæld fremgår det tydeligt af både bogen og interviewet med ham, at han er meget velorienteret om politisk-økonomiske udviklinger i stort set alle lande i EU, og at han ligeså tæt følger den politiske udvikling, uanset om det drejer sig om grænsebevogtning, asylpolitik, reform af eurozonen eller klima- og energipolitik. På det konkrete plan konstaterer han, at briternes beslutning om at forlade EU, og det kaotiske forløb, som siden har præget deres udtrædelsesforhandlinger, har virket som en modgift mod spekulationer hos nationale politiske eliter i mindre europæiske hovedstæder om, hvor vidt de skulle overveje at forlade EU.

”De små EU-lande har indset, at der ikke er nogen vej tilbage, hvad angår medlemskab af EU. Det er som et katolsk ægteskab. Samtidig er der en risiko forbundet med den meget følsomme periode, vi befinder os i. Man ved ikke, hvad der sker. Store forandringer sker altid uventet,” siger Krastev.

Han var selv i midten af 30’erne, da Østeuropa i perioden 1989-1991 oplevede den uventede politiske befrielse, der fulgte med det kommunistiske Sovjetunionens sammenbrud. Det var netop i de år, at globaliseringen for alvor tog fart. Således var det i 1990, at ordet ’globalisering’ for første gang dukkede op i et dansk medie.

”Globaliseringen var i høj grad en globalisering af eliterne. De nationale eliter blev globaliserede eliter. De unge bulgarere rejste til Bruxelles og gjorde karriere. Og de kunne med god ret sige, at deres succes i Bruxelles byggede på det hårde arbejde, de havde gjort ved at tage lange universitetsuddannelser. Dengang talte folk i Bulgarien gerne om, at de kunne mange sprog. Det gør de ikke i dag, fordi de er bange for, at folk tænker, at hvis der bliver krise, vil de bare rejse deres vej,” siger Krastev.

Silicon Valley læser science fiction

Han påpeger, at nationale politikere i dag ofte lægger afstand til Bruxelles og til alt, hvad der kan forbinde dem med tidens så forhadte ’globaliserede elite’. Og lederne af de populistiske bevægelser går ofte et skridt længere.

”Populisterne påstår ikke, at de er mere kompetente end andre politikere. Ingen ville i øvrigt tro på dem. Men det, de siger, er, at de er mere loyale over for folket. ’De andre forsvinder, vi bliver’, siger de.”

Krastev tilføjer, at de populistiske politikere opererer på en helt anden måde end tidens meritokratiske og globaliserede politiske elite, som hele tiden stræber efter at gennemføre reformer, der på empirisk grundlag sættes i værk i bestræbelserne på at løse konkrete udfordringer.

”De populistiske politikere siger ikke, at de vil gennemføre noget, der virker. De siger, at de vil gennemføre det, som vælgerne ønsker, at de skal gennemføre. Forholdet mellem borgeren og politikeren er blevet som forholdet mellem en kunde og en sælger,” siger Krastev, som samtidig mener, at demokratiet i både de europæiske lande og i USA påvirkes i en utopisk og ikkepragmatisk retning af de filosofier og tænkning, der strømmer ud af Silicon Valley i samme høje tempo, som milliarderne strømmer ind i kassen hos de store amerikanske tech-selskaber.

”Jeg interesserer mig meget for, hvad ledere læser. Politikere læser historie og politiske biografier. Silicon Valley-bosserne læser science fiction. De tror på utopier. De vil ikke reformere samfund. Tech-eliten har lyst til at løbe ud og starte et nyt samfund. Politikerne læser historie og taler om kompromisser, som for dem er essensen af demokrati. Men kompromis er ved at blive et skældsord,” siger Krastev, som desuden påpeger, at de brede befolkningers opfattelse af nye teknologier og fremtiden har ændret sig fundamentalt i de senere år.

”For ti år siden var folk overbeviste om, at teknologien ville være en ven på vejen mod det mere liberale og demokratiske samfund. Nu oplever folk, at teknologien bruges til at understøtte autoritære regimer.”

De sidste kommunister i Europa

Ifølge Krastev er eurokrisen i 2011-2012 og migrationskrisen i 2015 de to politiske omdrejningspunkter i den politiske situation, EU-samarbejdet i dag befinder sig i. Eurokrisen var afgørende, fordi den reelt aflivede den yderste venstrefløj i Europa.

De sidste kommunister i Europa, i Grækenland og Portugal, måtte således indse, at hverken nationale valg eller folkeafstemninger reelt kunne ændre på, at de var nødt til at følge den politisk-økonomiske kurs, der blev udstukket af Eurozonens finansministre med den tyske budgethøg Wolfgang Schäuble i spidsen.

Det røde alternativ i begge lande ville være et farvel til euroen, hvilket ville have ført til statsbankerot og økonomisk sammenbrud, der ville have været langt alvorligere end de i øvrigt meget voldsomme økonomiske hestekure, som begge lande har været igennem frem til i dag, hvor de igen går kraftigt fremad.

På samme måde som eurokrisen cementerede den pragmatiske midte i europæisk politik, gjorde migrantkrisen i 2015 det ifølge Krastev også klart for alle, at migration er Europas største udfordring, og at den skepsis over for migration, som nationalkonservative populister har råbt højst op om, er både er legitim og nødvendig at håndtere på meget konkret vis. Illusionen om det grænseløse Europa er faldet.

”Migrantfjendtlige holdninger er blevet konsensus i Europa. Folk vil have grænser, og de vil have, at grænserne bliver beskyttet. Det er helt legitimt,” siger Krastev.

Som bulgarer er Krastev i sagens natur meget optaget af den voksende interne øst-vest-konflikt i det europæiske samarbejde, hvor regeringerne i Polen og Ungarn fører an i et stærkt værdiladet opgør med EU og med Angela Merkel som Europas ledende politiker.

”Øst-vest-krisen i Europa er efter min mening langt mere alvorlig end nord-syd-krisen. Hvis man vil forstå Østeuropas reaktion på flygtningekrisen, skal man forstå, at migration er et traume i mange af de øst- og centraleuropæiske lande. Efter 1989 og senere optagelsen i EU var migration forbundet med noget positivt og økonomiske og personlige muligheder. Sådan er det ikke længere. Når man lever i et aldrende samfund med en skrumpende befolkning, så er det fremtiden, der forsvinder,” siger Krastev og fortsætter:

”Det er det, der er baggrunden for den store vrede i Øst- og Centraleuropa over, at man fra EU’s side vil tvinge dem til at tage migranter. Samtidig er de østeuropæiske samfund blevet klar over, at udvandring ikke kun giver muligheder i form af de penge, som de udvandrede sender hjem. I dag er man også begyndt at spørge til de mange penge, man har investeret i uddannelse af læger og sygeplejersker, som nu arbejder i Vesteuropa.”

Heldige Macron

Den bulgarske forfatter advarer europæerne mod at være for optimistiske, efter at den energiske og proeuropæiske Emmanuel Macron blev valgt som præsident i Frankrig i maj 2017.

”Macron opfandt den proeuropæiske populisme. Han fik ønsket om forandring til at gå hånd i hånd med Europa, og det er lykkedes ham at gøre Europa til en antiestablishment-sag. Macron tog en chance, og han var skideheldig. Men man skal ikke tro, at den populistiske bølge er slut i Europa. Vi vil se det i Italien ved valget til marts. Europa står midt i et konsensusskift, og man kan ikke reducere populisme til et nationalkonservativt fænomen. Vi kommer ud af flere årtier, hvor slagordene lød, at vi ville være lige, samtidig med at vi havde ret til at være forskellige. I dag er populisternes parole, at flertallene vil have respekt. De vil ikke høre om mindretallene,” siger Krastev.

Han peger i den forbindelse på, at det bliver afgørende, at EU kommer videre med de planer, som Macron har skitseret – både når det gælder et mere solidarisk samarbejde inden for eurozonen og planerne om at lukke EU’s ydre grænser.

”Europæerne vil beskyttes, og de vil have reel solidaritet inden for EU.”

Og de er – som parterne i et katolsk ægteskab – pisket til at finde ud af det med hinanden. Skilsmisse er ikke en mulighed.

Forrige artikel Kalundborg rykker på uddannelse: Vil være hele Danmarks biotek-by Kalundborg rykker på uddannelse: Vil være hele Danmarks biotek-by Næste artikel Rådgivere kæmper om statslige managementopgaver Rådgivere kæmper om statslige managementopgaver