De gamle politiske partier ligger, som de har redt, når det gælder populismens fremmarch i Europa og den aktuelle optur for politikere og protestpartier med lette, kortsigtede og overfladiske løsninger på store, dybe og komplicerede problemstillinger.

Den socialdemokratiske bevægelse er skrumpet til næsten ukendelighed i størrelse i en række europæiske lande og er i dyb intern splittelse om svaret på fremtidens udfordringer. Det samme gælder de gamle konservative og liberale partier og for den sags skyld også den gamle venstrefløj, som også er udfordret.

Det har givet plads til nye partier både på højre- og venstrefløj og rene protestpartier med fokus på indvandring, nationalisme, antifrihandel og på en bølge af udefinerlig folkelig modreaktion på globaliseringen, den teknologiske udvikling, de gamle institutioner, eksperterne og eliten. Læg oven i den liste fornemmelsen af tab af national kontrol og identitet.

Hvordan skal vælgerne få det indtryk, at EU er løsningen på noget som helst, når det europæiske fællesskab gang på gang bliver gjort til problemet mere end løsningen af de etablerede partier?

Hvordan skal vælgerne få det indtryk, at globaliseringen og den teknologiske udvikling rummer masser af positive muligheder, når den politiske retorik og iscenesættelsen af disse emner i årevis har været negativt fokuseret på social dumping, tab af jobs til lavtlønslande i Asien, truslen fra robotterne, truslen fra arbejdskraftens frie bevægelighed og grænseoverskridende kriminalitet?

Hvordan skal vælgerne tro på, at politikerne i de etablerede, gamle partier har svarene, når de ikke kan se en politisk handlekraft, der trækker landene i Europa ud af lavvækst, skaber håb om bedre levestandard og styr på ukontrolleret migration?

Hvordan skal vælgerne få tillid til, at fremtiden bliver bedre og ikke dårligere, hvis der ikke tegnes en klar vision for, hvad det er, der skal forbedre den nuværende skæve fordeling af goderne ved globaliseringen? Hvis der ikke gøres noget effektivt ved multinationale selskaber, rigmænd og smarte finansfolk, der kan søge i skattely og undgå betaling til fællesskabet. Hvis der ikke skabes en større transparens og indsigt og medinddragelse af borgerne i de demokratiske processer. Hvis der ikke tages hånd om, at den nationale kultur, sproget og identiteten har sin fuldgyldige plads i den europæiske ramme, som på trods af tidens EU-skepsis vokser sig stærkere år for år.

Det er i den sammenhæng befriende og velplaceret, at to fremtrædende socialdemokrater, Poul Nyrup Rasmussen og Udo Bullmann fra tyske SPD, med deres essay gengivet i denne udgave af Mandag Morgen giver den socialdemokratiske bevægelse en ordentlig rusketur. Det duer ikke at kopiere eller nærme sig de populistiske partier for at vinde vælgerne tilbage, lyder beskeden til S-formand Mette Frederiksen, der forsøger at række ud efter en alliance med Dansk Folkeparti, og til S-gruppeformand Henrik Sass Larsens udmeldinger om, at der skal flere følelser end rationel politik på paletten og en mere kritisk EU-linje.

Det handler om at opstille en ny troværdig vision for befolkningerne, som ikke taler protestbevægelserne efter munden, men giver et håb om en bedre fremtid og viser en ny sympatisk vej for vælgerne, lyder det gode råd fra Nyrup og Bullmann. Det nytter ikke at tale EU ned, når EU er en del af løsningen på den globale udfordring. EU er blevet et symbol på de gamle partiers krise i stedet for et redskab til at give Europa en stærk position, hvad angår konkurrencen fra de andre kontinenter. Derfor må Den Europæiske Union ”genindlæses”, som det hedder i de to socialdemokraters oplæg ”The Social Democracy To Come”. Også deri har de ret.

Den besynderlige danske, tvetydige tranedans om vores EU-medlemskab – demonstreret endnu en gang med den halvgode Europol-løsning, som regeringen med møje og besvær har været tvunget til at forhandle efter nej’et ved folkeafstemningen sidste år – må snart finde et andet mere givende format.

Vi har brug for modige politikere, der tør gribe om EU-debatten på en helt anden, offensiv og konstruktiv måde i stedet for at gå i flyverskjul. Politikere som kan sætte en ny, opfindsom, ambitiøs dagsorden for et Europa, som respekterer nationalstaterne behov for selvstændig udvikling, men finder ind til kernen af et fællesskab, som giver mening i 2016 og årene fremover – og ikke baseret på det, der gav mening i fortiden. Det er bl.a. et fællesskab, som viser nye veje til at gøre globalisering, digital transformation og åbenhed til plusord i stedet for minusord i vælgernes bevidsthed. Der er brug for modige politikere, der kan tegne en europæisk model for en fair og inkluderende globalisering, der ikke graver nye sociale kløfter, men det modsatte.

Derfor kære danske politikere: Tag nu globaliseringsdebatten ind ad hoveddøren, og fortæl, hvordan Danmark faktisk som lille land har stor gavn af både globaliseringen og den digitale transformation. Tag nu EU-debatten ind ad hoveddøren, og lad være med at lade Dansk Folkeparti evig og altid tegne dagsordenen. Stil krav til de helt nødvendige reformer af EU, for det behov er der helt klart. Men det nytter ikke at lade EU være den prygelknabe, man altid kan tage frem ved velvalgte lejligheder. Vis vælgerne, hvad EU faktisk er godt for. Dansk Folkeparti taler om, at Danmark nu med Europol-aftalen skal straffes for at have stemt nej sidste år, ved at en ny aftale bindes op på Schengen-medlemskab. Men undskyld: Er det så underligt, at man ikke først kan stemme sig ud af en klub og bagefter forlange at få alle klubrabatterne alligevel og fuld adgang til klubbens fortrolige database?