EU står på tærsklen til det store gennembrud som toneangivende global aktør på linje med stormagter som USA og Kina.

Med den proeuropæiske tyske kansler, Angela Merkel, i spidsen vil de tre store EU-lande frem mod 2020 opruste samarbejdet markant over en bred kam – fra det økonomiske og finanspolitiske område over energi- og industripolitik til værdipolitik, udenrigs- og sikkerhedspolitik. Se også tekstboks.

Det viser Mandag Morgens analyse, der bygger på vurderinger fra eksperter ved førende tænketanke og strategiske policy-enheder i centrale ministerier i Berlin, London, Paris, Bruxelles og Helsinki. De konkluderer alle, at den politiske integration i EU vil accelerere i de kommende år, og at Den Europæiske Union samlet set vil træde i karakter som en global aktør.

Drivkraften i udviklingen bliver den alliance, der nu tegner sig mellem Angela Merkel og Frankrigs præsident, Francois Hollande. Siden midten af december har begge lande givet betydelige gensidige indrømmelser på områder, der tidligere har splittet dem.

Socialisten Francois Hollande leverede en stor gestus til tyskerne, da han i januar erklærede sig som ”socialdemokrat”. I danske øren lyder det måske ikke opsigtsvækkende. Men i Frankrig, hvor gamle venstrefløjsdogmer trives langt ind i Socialistpartiet, er det kontroversielt.

Hollande beskyldes nu for at gøre sig til ”arbejdsgivernes håndlanger”, fordi han erkender, at genopretningen af Frankrigs økonomi går gennem styrket konkurrenceevne, offentlige nedskæringer og evne til at tiltrække udenlandske virksomheder.

Tyskland har på sin side gjort det klart, at man er klar til at spille en større rolle i den globale udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det har man længe efterlyst i Paris, hvor man ser frem til, at Tyskland politisk, økonomisk, logistisk og militært vil støtte Frankrigs indsatser i bl.a. Afrika. Også USA har efterlyst, at Europa tager større sikkerhedspolitisk ansvar i sit nærområde.

Merkel og Hollande har et stærkt udgangspunkt for deres fælles lederskab. Ingen af dem skal på valg før 2017, og samtidig betyder Merkels nye regeringssamarbejde med socialdemokraterne i SPD, at den tysk-franske akse reelt består af en grænseoverskridende stor koalition mellem konservative og socialdemokrater.

Tysk-fransk fodslag

Magten i Europa er som et impressionistisk maleri. Ligesom malerens strøg er et produkt af den historie, viden og tænkning, han bærer i sig, er magten i Europa et produkt af historien, økonomien og personlige erfaringer blandt de siddende politiske ledere i Europas tre store magter: Tyskland, Frankrig og Storbritannien. Se også figur 1.

Den stærkeste spiller i armlægningen er det milde og demokratisk indstillede, men økonomisk hårdtslående Tyskland. De sidste fem år har Tyskland definitivt etableret sin position som den dominerende magt i Europa. Og det står klart, at Merkel er klar til at bruge magten til at samle Europa og sikre det gamle kontinent indflydelse og relevans i den nye verdensorden.

[graph title="Det europæiske trekantsdrama" caption="Figur 1  " align="left" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/23ffe-ckr_fig01_deteuropaeisketrekantsdrama.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/16f5f-ckr_fig01_deteuropaeisketrekantsdrama.png" text="Dynamikken mellem de politiske ledere i de tre store medlemslande bliver afgørende for EU’s politiske oprustning i de kommende år."]Kilde: Mandag Morgen. [/graph]

Ved sin side har hun Frankrigs præsident, Francois Hollande. Tyskland og Frankrig har siden Anden Verdenskrig levet i en form for tvangsægteskab. Som økonomisk og politisk projekt er EU helt fra begyndelsen designet med det formål at undgå nye konflikter mellem de to arvefjender efter de blodige krige i 1870-71, 1914-18 og 1940-45.

Det britiske problem

Den sidste nøgleperson i det evige europæiske trekantsdrama er premierminister David Cameron. Han leder, ligesom Hollande, en forhenværende stormagt, der er både økonomisk og demokratisk nedslidt.

Den konservative Cameron kan efter massive reformer glæde sig over højere vækst end den nedskæringsforskrækkede socialist på den anden side af Kanalen. Derimod har Frankrig bevaret en diplomatisk og militær stormagtsstatus, mens Storbritannien under Cameron er kraftigt svækket i forhold til både USA og traditionelle allierede som Danmark og Polen.

Briterne har traditionelt indtaget en skeptisk holdning til den politiske del af EU-samarbejdet. Men Camerons håndtering af europapolitikken – ikke mindst løftet om en decideret folkeafstemning om EU-medlemskabet i 2017 – har på det seneste tvunget britiske EU-tilhængere længere frem på banen.

Det bliver stadig mere klart, at ledende aktører i britisk erhvervs- og samfundsliv ikke har tænkt sig at forblive passive i europadebatten. Den britiske tænketank Policy Network anbefaler i rapporten Britains Financial Services Industry in a Changing Europe, at regeringen i London og finansindustrien afstår fra at udfordre de europæiske institutioner og i stedet arbejder intenst på at sikre Londons rolle som ”Europas naturlige finanscentrum”, på samme måde som Tyskland er det naturlige industrielle centrum.

Angela Merkel har i de seneste uger arbejdet intenst på forholdet til Frankrigs præsident og Storbritanniens premierminister. Hun har besøgt både Paris og London for at forberede det kommende EU-topmøde 20.-21. marts og for at tale om de langsigtede udviklingsperspektiver i EU og i eurozonen.

I torsdags blev den tyske kansler modtaget i London med al den pomp og pragt, det gamle imperium kan præstere: Te hos dronningen og invitation til at tale til både Under- og Overhuset. I sin tale forsikrede Merkel sine værter om, at Tyskland og resten af Europa ønsker sig et stærkt og europæisk engageret Storbritannien. Til gengæld var hun stenhård i sin afvisning af David Camerons ønske om en ændring af EU’s traktatgrundlag.

Ifølge Teija Tiilikainen, der er direktør for Finlands Udenrigspolitiske Institut, har de store ændringer i de politiske magtstrukturer og i EU’s institutionelle opbygning skabt betydelige spændinger mellem Tyskland, Frankrig og Storbritannien.

”Men EU har samlet set – og i høj grad i kraft af reformerne i eurozonen siden 2008/2009 – markeret, at man vil stå sammen. Det betyder, at USA og Kina i dag i højere grad opfatter EU som en ligeværdig partner i globale anliggender,” siger Tiilikainen, der er tidligere viceudenrigsminister og særlig europapolitisk rådgiver for den finske statsminister.

Parlamentet taber indflydelse

Den voldsomme oprustning af det europæiske samarbejde har fået relativt begrænset opmærksomhed i Danmark og de øvrige medlemslande, der så småt har taget hul på valgkampen frem mod valget til Europa-Parlamentet i maj.

Det er der naturlige forklaringer på: De EU-venlige partier ønsker ikke at udpensle over for deres EU-skeptiske befolkninger, hvor gennemgribende forandringer de europæiske politikere er i færd med at gennemføre. Omvendt vil EU-modstandere som Dansk Folkeparti, United Kingdom Independence Party og Front National, der står til stor fremgang ved valget, nødig erkende, at de har tabt kampen om at forhindre en egentlig politisk union.

Ifølge en analyse fra Berlin-tænketanken Stiftung Wissenschaft und Politik får skeptikernes forventede fremgang ikke den store betydning for Europa-Parlamentets lovgivningsarbejde. Mange af dem bruger først og fremmest Parlamentet som en politisk talerstol vendt mod en national offentlighed. Til gengæld kan deres styrke få stor indirekte betydning.

”Europa-Parlamentet er et attraktivt offentligt forum til at påvirke national politik, hvilket er skeptikernes egentlige mål. I sidste ende betyder dette, at nationale regeringsbærende partier overtager EU-skeptiske ideer af frygt for valgnederlag og derefter indfører disse ideer i national politik,” skriver analytikerne Daniela Kietz og Nicolai von Ondarza fra SWP.

Referencer:

• Sluterklæring fra det fælles fransk-tyske regeringsmøde 21. februar 2014.
• Stiftung Wissenschaft & Politik og German Marshal Fund: New Power New Responsibility – Elements of a German foreign and security policy for a changing world, oktober 2013.
• Policy Network: Britains Financial Services Industry in a Changing Europe, London, december 2013.
• Teija Tiilikainen: Who Leads the New EMU. Implications of the Economic Crisis for the EU’s Institution. Briefing paper, Ulkopoliittinen instituutti (Finlands udenrigspolitiske institut), februar 2014.
• Brussels Think Tank Dialogue 2014: Legitimising EU Policymaking: What Role for National Parliaments? Discussion Papers for Session 1 of the BTTD 2014. Bertelsmann Stiftung, the European Policy Centre (EPC) and the Centre for European Policy Studies (CEPS).