Covid-19-pandemien har været et forstørrelsesglas over EU’s svagheder og styrker. Den Europæiske Unions udfordringer og muligheder står i dag langt tydeligere frem, og denne viden skal bruges konstruktivt til at styrke både det europæiske kollektiv og de individuelle lande.

Det mener Maros Sefcovic, næstformand i EU-Kommissionen og ansvarlig for blandt andet EU-Kommissionens langsigtede strategiarbejde.

Sefcovic er 54 år, Moskva-uddannet eks-kommunist og nu socialdemokrat fra Slovakiet. Han har siden 2009 været sit lands kommissær i Bruxelles – i perioden 2014-2019 med ansvar for energi.

I et interview over Zoom – med deltagelse af en gruppe Mandag Morgen-læsere – forklarer Sefcovic, hvad EU-Kommissionen i strategisk henseende har lært af coronakrisen.

”EU’s vækststrategi før corona handlede om digital og grøn omstilling. Efter covid-19 har vi tilføjet resiliens. Vi må lære at komme stærkere tilbage efter en krise. Vores svar på krisen må lægge grunden for fremtiden,” siger Sefcovic, der glæder sig over, at EU-landenes ledere ved deres topmøde i juli blev enige om både det ’ordinære’ syvårige rammebudget og om den historisk store kollektive coronahjælpepakke.

”Det nye budget og genopretningspakken skal bruges til at rette op på de svagheder, vores Foresight-rapport har afsløret, og til at videreudvikle de styrkepositioner, som rapporten også viser. Når det gælder den sociale og økonomiske dimension, er det klart, at sundhedssystemet kommer i første række. Vi havde ingen idé om, at vi havde så mange svagheder i pleje af ældre, på sygehuse og med hensyn til medicin og værnemidler. Vi opdagede, at vi ikke engang havde produktion af paracetamol,” siger Sefcovic.

En svær start

Kommissæren anerkender, at coronakrisen ramte EU hårdt, og at man så medlemslandene handle ukoordineret.

” Vi havde det svært i starten, men vi kom hurtigt efter det – særligt i sammenligning med andre store aktører på globalt plan. Nu skal vi skabe en stærkere sundhedsunion. Det handler ikke om mere magt til EU. Vi skal koordinere bedre, have bedre lagre. EU's Sygdoms- og Forebyggelsesagentur, ECDC, skal styrkes. Det samme skal Det Europæiske Medicinagentur. Vi skal have et agentur for biomedicin.”

Har krisen fået medlemsstaterne til at indse behovet for bedre samarbejde?

”Helt klart. Vi har et hav af koordineringsmøder med regeringer, ministre, ledere og myndigheder. Man har indset, at dem, man bedst kan stole på, er ens nærmeste naboer. Dem, man er sammen med i EU.”

”Når det gælder økonomien, var krisen et crash course i digitalisering. Fremtidens nøglekompetencer er digitale, og vi opdagede, at to ud af fem europæere mangler grundlæggende digitale kompetencer. Det samme gælder grønne kompetencer. Digitale og grønne kompetencer skal styrkes, hvilket vi er ved at lave et casestudie om.”

Den slovakiske kommissær understreger, at rapporten Strategic Foresight 2020 også har fokus på EU’s styrker.

”Vi vil gerne levere sundhed for alle. Og det gør vi bedre end nogen af de andre store økonomier som USA. I Europa står du ikke over for personlig fallit, når du kommer ud fra hospitalet efter behandling for covid,” siger Sefcovic.

Grøn omstilling for alle

Når det gælder den grønne omstilling, gælder en lignende filosofi om, at alle befolkningsgrupper skal med i udviklingen.

”På energiområdet vil vi heller ikke have folk, der ikke kan følge med udviklingen. Derfor har vi lavet en særlig fond til ’retfærdig omstilling’. Tag kul. Det handler ikke kun om Polen. Vi har 41 kulregioner fordelt på 12 lande i EU. Dem skal vi tilbyde en ny økonomisk model. Minearbejderne skal have nye kompetencer, nye muligheder.”

Det gør man ifølge Sefcovic ved at skabe nye industrielle konsortier som European Battery Alliance.

”Den grundlagde vi for tre år siden. Nu står den bag batterifabrikker i blandt andet Polen. Vi så, at alle batterier var fra Kina – i biler, cykler, busser, overalt. Vi måtte gøre noget ved det. Og det har vi gjort,” siger Sefcovic, der er formand for European Battery Alliance.

”I 2019 blev der investeret 60 milliarder euro i batterier i Europa. Tre gange mere end i Kina. I 2020 er der kommet endnu 20 milliarder euro, så vi nu er over 100 milliarder euro. EU er blevet den globale hotzone for batteriproduktion. Nu er vi sikre på, at vi kommer til at producere de grønneste batterier i verden. Europas industrielle og finansielle styrke har virkelig vist sig i det projekt.”

Ifølge Sefcovic kommer der flere af disse konsortier. Det kommer til at ske inden for brint og for strategiske råmaterialer.

”I 2030 har vi brug for 18 gange mere lithium og i 2050 60 gange mere. Der er virkelig tale om eksponentiel vækst. Vi vil skaffe disse råmaterialer under hensyntagen til alle miljøregler. Vi vil udvikle såkaldt bæredygtig konkurrenceevne. Det skal være Europas trademark for disse alliancer.”

Disse konsortier består af mange partnere på tværs af lande, sprog, industrier og andre aktører. Er det ikke kompliceret?

”Det er meget intenst. Det er som at få et urværk til at fungere,” siger Sefcovic og uddyber:

”Ved et strategisk projekt som batteriproduktion, brint eller kritiske råmaterialer skal man have alle nøgleaktører med. Her bruger vi EU’s ’convening power’ – at vi bringer folk sammen. Vi taler med ledende aktører inden for industri, regeringer – nationale og regionale, arbejdsmarkedets parter, fra læreanstalter og fra NGO’er. Vi taler om strategiske mål, og om hvordan man når dem. Ved batterialliancen fortalte vi, at der i 2025 vil være et globalt marked til en værdi af 250 milliarder euro. Og at vi vil have så stor en del som muligt af det marked ved at producere verdens grønneste batterier. Vi vil være den regulatoriske supermagt, når det gælder kvalitet og bæredygtighed.”

Ifølge Maros Sefcovic er der en klar metodik, når man skal etablere et europæisk industrikonsortium. 

”Man skal arbejde i cyklusser med råmaterialer, design, software, brug og genbrug og mange andre aspekter. Vi skal sætte rammerne og give støtte politisk og finansielt. Det har vi gjort med batterier. Nu gør vi det med hydrogen og råmaterialer. Og senere måske microchips, og andre industrier inden for områder, hvor vi er store.”

Kan man gøre dette uden at skade det frie marked?

”Ja, bestemt. Det skader ikke konkurrence og frihandel at lave den slags. Nøgleaktører og offentlige penge skal underlægges skarp myndighedskontrol. Konsortier bliver clearet af Kommissionens konkurrencemyndigheder. Der er masser af private midler blandt de 100 milliarder, der er investeret,” siger Sefcovic og fortsætter:

”Tag et selskab som Northvolt (svensk batteriproducent, red.), der først fik kapital fra Den Europæiske Investeringsbank og siden et større lån (EIB har samlet investeret godt 400 millioner euro i Northvolt, red.). I dag er Northvolt ikke kun i Sverige men også i Tyskland og i Polen. Det er et selskab, der spreder sig bredt. Det viser, hvordan vi kan bruge det europæiske marked og den europæiske finansielle styrke til at blive meget stærke på de fremtidige teknologier.”

Tilpasning til klimaforandringer

Rapporten har også et langt afsnit om grøn resiliens. Hvordan kan EU lære at leve med klimaforandringer som oversvømmelser og skovbrande?

”Klimapolitik handler både om at afbøde og at tilpasse sig klimaforandringerne. Når det handler om at afbøde klimaforandringerne, er EU blandt de førende i verden. Men det er klart, at vi også er nødt til at tilpasse os klimaforandringerne.”

”Over de seneste 20 år har vi haft de varmeste 18 år. Når vi i dag bruger fem milliarder euro på skader efter oversvømmelser i floder, vil vi i 2050 bruge 112 milliarder euro. Det er enormt mange penge. I det store billede vil den globale opvarmning gøre visse egne i Europa ubeboelige. Det betyder tab på 150 milliarder euro, og det vil koste titusinder af menneskeliv. Vi bliver nødt til at bringe disse fakta ind i vores beregninger. Vi bliver nødt til at indregne prisen for ikkehandling i vores beregninger.”

Rune Kirt, selvstændig arkitekt og abonnent på Mandag Morgen, vil gerne vil vide, hvor mange forskellige scenarier man arbejder med i Kommissionen.

Sefcovic forklarer, at Kommissionen arbejder med otte scenarier, otte veje til at nå den strategiske vision om at blive klimaneutralt i 2050.

Forslaget om at vedtage denne vision blev fremsat af Kommissionen i 2018. Og i december 2019 besluttede stats- og regeringscheferne så, at det er det strategiske mål, man stræber efter.

”Det er et meget ambitiøst mål, at vi skal nå dertil på bare tre årtier. Som arkitekt ved du, hvor meget nye teknologier betyder. Vi har brug for nye teknologier i bygninger, i byer og inden for mobilitet. Vi skal ikke alene være CO2-neutrale. Vi skal lave carbon sinks. Vi har brug for teknologiske gennembrud, hvis vi skal blive klimaneutrale på bare 30 år. Heldigvis er din generation langt mere klar til at omfavne disse nye teknologier end min generation. Så jeg er fortrøstningsfuld.”

Den sociale dimension

Simon Redder Momsen, sekretariatsleder for 3F i Bruxelles, vil gerne vide, hvad Kommissionen agter at gøre for at styrke den sociale resiliens i EU – uden at man begrænser medlemslandene mulighed for at have nationale ordninger.

”Det er et meget relevant spørgsmål. Når man arbejder med foresight, skal man have alternative scenarier, og man skal lave såkaldt back casting for at analysere, hvordan man når frem til den ønskede situation – altså social modstandskraft,” siger Sefcovic og fortsætter:

”Det første, vi gjorde, var at bringe data om social resiliens sammen for at vurdere vores sociale modstandskraft som kollektiv og på nationalt plan. Vi kiggede på fattigdom, trange boligforhold, evnen til at klare uventede udgifter, usikkerhed i ansættelser, tidlig skoleafslutning, gæld i virksomheder, privat gæld, ledighed og den slags. Og nu skal vi bruge det nye budget til at styrke vores sociale resiliens,” siger Sefcovic, der tilføjer, at man i Kommissionen også er optagede af debatten om velfærd afkoblet fra BNP.

”Vi ser jo alle sammen hver aften, at det ikke er lande med det højeste BNP, der klarer sig bedst. Den europæiske sociale model klarer sig godt. Vi har sociale stabilisatorer, sundhedsforsikring og uddannelse. Derfor klarer landene i EU sig relativt godt. Men det skal udvikles mere.”

Er der rum i EU til den danske arbejdsmarkedsmodel?

”Jeg kan forsikre jer om, at den danske og den nordiske model med stærke sociale parter, respekt for hinanden og evnen til at løse vigtige problemer er en model for hele EU. Jeg kan forsikre, at vi ikke vil gøre det mere kompliceret,” siger Sefcovic og tilføjer:

”Men der er også en virkelighed i de lande, hvor man ikke har minimumslønninger, og hvor man ser en sårbarhed udvikle sig. Folk bliver arbejdsløse. Det har betydet meget stort pres på lønninger, der går ned under det, man kan kalde et acceptabelt niveau. Vi skal kunne fintune systemet – vi skal have et gulv, man ikke kan gå under. Det er målet for os. Det er særligt for lande, hvor man ikke har så stærke systemer.”

Mens social, økonomisk, miljømæssig og digital resiliens alle er områder, der ligger naturligt i forlængelse af, hvad EU har beskæftiget sig med i årtier, forholder det sig noget anderledes med det tema, der kaldes geopolitisk resiliens. Det dækker dybest set over EU’s evne til at varetage ‘europæiske’ interesser på globalt plan.

Når man beder Maros Sefcovic om at svare kort på, hvordan EU opnår en stærkere geopolitisk resiliens, svarer han sådan her:

”Vi skal arbejde for åben strategisk autonomi. Vi skal i EU sikre os retten til at beslutte for os selv. Vi skal have adgang til råmaterialer og medicin, vi skal have sikre forsyningskæder. Vi skal skubbe på for frihandel og multilateralisme. Det er ikke noget, USA, Kina og Rusland prioriterer. De globale institutioner har brug for EU for at fungere.”

EU’s ledelse har store globale ambitioner, og man har kort at spille på den globale scene. Omvendt står det 75 år efter anden verdenskrig fortsat klart, at EU og resten af Europa er dybt afhængigt af USA, når det gælder grundlæggende militær sikkerhed. Der er med andre ord lang vej til geopolitisk resiliens og strategisk autonomi for EU.