Paris 13. november 2015. Europæisk-fødte terrorister fra Islamisk Stat angriber flere steder i den franske hovedstad. Ved Stade de France, hvor Frankrig spiller venskabskamp i fodbold mod Tyskland. Ved en række caféer i det centrale Paris bliver fortovsgæster mejet ned med automatvåben, og på spillestedet Bataclan, hvor terroristerne skyder på det sagesløse publikum. I alt 129 bliver dræbt og 433 såret.

Europa er i chok. Men midt i sorgen og vreden erklærer Frankrigs præsident François Hollande, at Frankrig nu er i krig, koldblodig nok til at bruge sagen til at foretage et europapolitisk skaktræk, der overrasker de 27 andre EU-lande.

I en tale i Nationalforsamlingen mandagen efter angrebene, der finder sted fredag aften/lørdag morgen, henviser den franske præsident til en paragraf i Lissabontraktaten, som aldrig tidligere har været brugt. Af paragraf 42, stk. 7, fremgår det, at “hvis et EU-land er udsat for væbnet aggression på sit territorium, skal de andre lande have en forpligtelse til at hjælpe dette land med alle til rådighed stående midler”. De 27 andre EU-landes forsvarsministre erklærer dagen efter ved et møde i Bruxelles deres fulde støtte til Frankrig, selv om man på denne måde tillægger EU en militær betydning, som hidtil har været NATO’s og kun NATO’s ansvarsområde.

Frankrigs forsvarsminister Jean-Yves Le Drian forklarer efter mødet, at der er tale om en meget vigtig politisk beslutning. Med den i hånden kan Frankrig føre bilaterale forhandlinger med udvalgte EU-lande om, hvordan de kan hjælpe med at aflaste Frankrigs hårdt pressede militære styrker. Et par uger senere vedtager den tyske Forbundsdag at sende op til 1.200 soldater i krig mod ISIS i Irak og Syrien, uden at der foreligger et mandat fra det internationale samfund.

Det er første gang siden Anden Verdenskrig, at tyske politikere træffer en sådan beslutning, og det er en konkret støtte til de hårdt pressede franskmænd. Men det er ikke en beslutning, der kommer ud af det blå. Knap to år tidligere, ved sikkerhedskonferencen i München i januar 2014, opfordrer den daværende tyske præsident Joachim Gauck sine egne landsmænd til at besinde sig på, at Tyskland bliver nødt til at tage større ansvar i international politik – også når det gælder evnen til at sætte militær magt bag sine politikker.

”Der tales meget om, at det er Brexit og Trump, der har fået EU-landene til at sætte fokus på øget militært samarbejde. Men det er en udvikling, der har været i gang længe. Frankrig har længe presset på for at få Tyskland til at tage mere ansvar. Og det viste tyskerne sig at være klar til i december 2015,” siger Manuel Lafont Rapnouil, der er leder af Paris-kontoret i tænketanken European Council on Foreign Relations.

Rapnouil har en fortid i det franske forsvars- og udenrigsministerium og i en amerikansk tænketank. Han konstaterer, at de centrale EU-lande således allerede havde taget betydelige skridt til tættere forsvarssamarbejde i perioden 2014-2016, der også bød på den massive indstrømning af flygtninge fra Syrien til Europa i 2015, da et flertal af de britiske vælgere i juni 2016 stemte for at forlade EU.

Selv om både Tyskland og Frankrig beklager denne beslutning, åbner den nye politiske muligheder på det forsvarspolitiske område. Her har Storbritannien gennem årtier bekæmpet ethvert optræk til en militær rolle for EU, fordi dette i sagens natur er et skridt i retning af den politiske union, som briterne netop hele tiden har understreget, at man ikke ønsker, at EU skal udvikle sig til.

Mere sikkerhed for pengene

Allerede i september 2016 var Jean-Yves Le Drian og hans tyske kollega forsvarsminister Ursula von der Leyen klar med et kortfattet men vidtrækkende udspil til øget militært samarbejde i EU. Oplægget blev forelagt Lars Løkke Rasmussen og de 26 andre stats- og regeringschefer ved topmødet i Bratislava, hvor man var samlet for at lægge planer for EU’s fremtid uden Storbritannien.

Udspillet favner endog meget vidt: Der skal oprettes en fælles militær kommandocentral under EU, hvilket er sket i marts 2017. Derudover skal EU-landene dele satellitsystemer, have fælles officersuddannelser, koordinere sine våbenindustrier, have fælles militære forsknings- og udviklingsprogrammer, ligesom forsvarsbudgetter og fælles finansiering af store våbensystemer skal koordineres på EU-niveau gennem det europæiske rustningsagentur, European Defence Agency.

Netop den materielle side af europæisk forsvar er et område, hvor der er en række lavthængende frugter at plukke for EU-landene. Således benytter EU-landene sig tilsammen af 110 forskellige våbensystemer, når det gælder kampvogne, fly, skibe, artilleri og ubåde, mens USA kun benytter sig af 19 forskellige våbensystemer. Se figur 1.

”Det siger sig selv, at man kan få langt mere forsvar og sikkerhed og flere jobs for de øgede budgetter, hvis man bliver bedre til at koordinere indkøb og produktion,” siger Manuel Lafont Rapnouil, der ikke tøver med at udpege Danmark, som et land, der bruger sit forsvarsbudget på en ’intelligent’ måde.

”Selvom Danmark ikke har noget stort forsvarsbudget, formår man at stille med brugbare militære styrker og udstyr i fælles aktioner. Det er noget, Danmark får stor anerkendelse for i Frankrig,” siger Rapnouil, som samtidig advarer om, at det ikke nødvendigvis er nogen let sag at få EU-landene til at samarbejde.

I den forbindelse nævner han sagen fra efteråret 2016, hvor den polske regering pludselig meddelte, at man hellere ville købe amerikanske helikoptere til sit forsvar end at købe de europæiske Airbus-helikoptere, som man indtil da havde forhandlet om.

Konsulenthuset McKinsey kortlægger løbende de europæiske forsvarsindustrier, og McKinsey-folkene vurderede i forbindelse med årets sikkerhedskonference i München i januar, at EU-landene kan spare op til 30 pct. på deres militære udgifter, hvis man arbejdede mere sammen om produktion og indkøb af våbensystemer. Omsat til den aktuelle europæiske kontekst betyder det, at EU-landene vil få væsentligt mere for de ekstra penge, som alle landene i 2016 har accepteret at bruge på deres forsvar.

Selvom Danmark har forbehold for EU’s forsvarspolitik, erklærer udenrigsminister Anders Samuelsen, at det europæiske forsvars- og sikkerhedspolitiske samarbejde står centralt for regeringen.

”Europa skal tage mere ansvar for vores egen sikkerhed. Det kræver blandt andet, at Europa har de nødvendige kapabiliteter – uanset hvilken ramme de skal bruges i. Det er ikke ensbetydende med, at europæisk forsvarssamarbejde skal udvikle sig til kollektivt forsvar. Det skal det ikke. Det har vi NATO til – og det skal vi blive ved med at have. Det handler om at gøre Europa og EU i stand til bedst muligt at komplementere og supplere NATO. Det støtter vi uagtet at Danmark ikke kan deltage i store dele af samarbejdet på grund af forsvarsforbeholdet,” skriver ministeren i en mail til Mandag Morgen.

Både Danmark og de øvrige EU-lande er i det hele taget blevet dygtige til at føre en fortsat begrænset fælles forsvarspolitik, selv om Danmark har et forbehold, og selv om forsvarspolitikken står relativt svagt i Lissabontraktaten på grund af tilbageholdenhed fra briterne og andre EU-lande. Således kan man bruge særlige regler om såkaldt permanent struktureret samarbejde, PESCO, i forbindelse med forsvarspolitisk samarbejde. Disse regler gør det muligt at drive den fælles forsvarspolitik fremad, uden at der behøver at være konsensus, og uden at alle lande behøver at deltage i alle fælles initiativer. Banen er på denne måde kridtet op til et EU i flere hastigheder på det forsvarspolitiske område, ligesom der også lægges op til det på andre områder.

”Der er ingen tvivl om, at der er et hidtil uset momentum på forsvarsområdet i EU. Og en af de væsentligste grunde til, at der er bred opbakning – selv fra besværlige politikere i Ungarn og Polen – er, at Tyskland fra starten har gjort det klart, at man ikke er interesseret i at skabe en EU-hær,” siger en centralt placeret europæisk diplomat til Mandag Morgen.

”EU-landene vil gerne samarbejde om fælles opgaver på det militære område, men de vil ikke have deres militære styrker underlagt europæiske institutioner. Det skal fortsat være de nationale parlamenter, der afgør, hvornår de nationale styrker skal i aktion,” siger vedkommende.

Ronja Kempin, senior fellow ved tænketanken SWP i Berlin, bekræfter, at der i Tyskland på regeringsniveau er hastigt voksende forståelse for og accept af, at Tyskland skal og bør tage et større ansvar i globale politiske anliggender.

”Men man skal huske, at franskmændene altid har været meget ivrige efter at trække Tyskland med i skabelsen af en europæisk hær, som de dybest set ønsker at forme i deres eget billede. Og dér er Tyskland slet ikke i dag, selvom man har flyttet sig” siger Kempin.

Hun påpeger, at man i Tyskland anerkender, at den nationale hær, Bundeswehr, er nedslidt og i vidt omfang råder over forældet materiel. Og at det skal der laves om på via et gradvist stigende forsvarsbudget.

”Men det er samtidig vigtigt at understrege, at der blandt tyske toppolitikere fortsat er en meget begrænset tiltro til, at store væbnende interventioner som i Afghanistan eller Irak er den mest intelligente måde at skabe kollektiv sikkerhed på.”

Derfor er der i tyske regeringskredse og udenrigspolitiske ministerier en klar opfattelse af, at udviklingsarbejde og konfliktforebyggelse er helt centrale politikker, hvis Europa skal styrke sin kollektive sikkerhed.

Under alle omstændigheder står det klart, at både de 27 EU-lande og de europæiske institutioner i Bruxelles og Strasbourg er sig meget bevidste om, at tryghed er og bliver et nøgleord, hvis man fortsat skal gøre sig forhåbninger om EU-borgernes opbakning. Derfor er ekstern sikkerhed og intern sikkerhed gennem bedre beskyttede ydre grænser og stærkere politi- og efterretningssamarbejde internt i EU områder, der har politisk topprioritet fremover. Og med et aggressivt russisk styre i Kreml, en uberegnelig amerikansk præsident i Det Hvide Hus og et Mellemøsten i fortsat kaos står det klart, at der mere end nogensinde tidligere er brug for, at Europa har et fleksibelt, stærkt og kollektivt forsvar, der både kan forsvare Europa og varetage Europas sikkerhedsinteresser i Afrika og Mellemøsten. NATO vil i mange år fremover være den centrale institution, men det vil ikke forhindre, at EU tager en række skridt til også selv at blive en aktør, når det gælder den hårde sikkerhedspolitik.