Midt i en ophedet dansk euro-debat om bl.a. euroens betydning for velfærdsstaten bliver netop velfærd og socialpolitik nu placeret centralt på EU-dagsordenen. Efter sidste uges topmøde i Portugal er der lagt op til, at EU på en række områder skal begynde at beskæftige sig med finansieringen og fordelingen af den europæiske velfærd. Hidtil har der i EU været meget begrænset vilje til at røre ved spørgsmålene. Men problemer i kølvandet på f.eks. globaliseringen har tvunget emnet ind på EUs dagsorden. For Danmarks vedkommende er emnet ekstra besværligt, fordi de danske euro-modstandere har anvendt det som et argument mod dansk medlemskab af den fælles mønt. Men uanset om Danmark er med i ØMUen eller ej, er emnet havnet permanent på EU-dagsordenen: EUs arbejds- og socialministre skal arbejde med området, og det franske formandskab ønsker en EU-erklæring om socialpolitik på topmødet i Nice i december. Og inden årets udgang skal med-lemslandene tage stilling til, om det skal være lettere at vedtage EU-regler på skatte- og socialområdet.