EU-landene er hver for sig meget små i forhold til Kina. Det er de til gengæld ikke, når de optræder samlet. Det stod klart i ugerne op til påsken.

Eksemplet på den lille svage europæiske nationalstat, der bukker og skraber for de magtfulde kinesere, udspillede sig i København. Her bød Zoologisk Have velkommen til to kinesiske pandaer, der er en del af det såkaldte pandadiplomati, som Kina har bedrevet, siden Mao under Den Kolde Krig sendte pandagaver til venligtsindede kommunistiske regimer rundt om i verden.

Eksemplet på, hvor meget EU-landene kan opnå med Kina, når de står samlet, kom nogle dage senere i Bruxelles, hvor der var et såkaldt EU-Kina-topmøde. Her var EU-landene repræsenteret af kommissionsformand Jean-Claude Juncker, af Donald Tusk, formanden for Det Europæiske Råd og af to kommissærer, hvoraf Margrethe Vestager var den ene. Kina stillede med premierminister Li Kequiang.

Mødet blev en succes set fra EU’s side, fordi Kina accepterede en række europæiske krav om at stoppe statssubsidier og krav om teknologioverførsel. Selv den konservative amerikanske avis Wall Street Journal konstaterede, at EU havde sejret.

"EU tvinger Kina ind i handelsløfter," lød det således i avisen, hvor det blev beskrevet, hvordan "EU var håndfaste over for deres kinesiske modparter", og at "Kina gav en række større indrømmelser … for at sikre et positivt resultat".

Ny Kina-strategi skærper kursen

Den fælles EU-kurs over for Kina har vist sig flere gange i de seneste måneder. I midten af marts offentliggjorde EU en ny Kina-strategi, hvor man beskriver Kina som en "økonomisk rival" og en "systemisk rival", hvilket er en klar skærpelse.

Samtidig har man set, at der fra Bruxelles og de dominerende hovedstæder, Paris og Berlin, er udgået meldinger om, at myndighederne skal afholde sig fra at give eksempelvis det kinesiske selskab Huawei adgang til kritisk infrastruktur. En melding, der også blev lyttet til i København, hvor TDC i sidste øjeblik aflyste at bruge Huawei som 5G-leverandør og i stedet valgte svenske Ericsson.

Skærpelsen af tonen over for Kina er en del af den overordnede EU-strategi om, at EU skal styrke sin såkaldte strategiske autonomi. Den selvsamme politik, der har fået EU-landene til at sætte turbo på deres militære samarbejde, fordi man ikke længere tør stole på, at USA i al evighed vil garantere Europas militære sikkerhed.

EU’s stræben efter at blive en respekteret global aktør bakkes op af stort set alle EU-landene, selvom en række EU-lande som eksempelvis Italien, Grækenland, Portugal og Storbritannien hver for sig har hilst milliardinvesteringer fra kinesiske selskaber velkommen.

Fra en til tre globale supermagter

Den stærkeste fortaler for EU som en global stormagt er Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og det var også dette perspektiv, han anlagde, da han ved Brexit-topmødet 10. april tøvede længe, før han accepterede at give Storbritannien en ny Brexit-deadline til 31. oktober.

"Vi er i gang med en europæisk renæssance … Det tror jeg meget stærkt på, og jeg ønsker ikke, at Brexit kommer til at blokere os i det," lød det således fra den franske præsident før mødet.

Det kan forekomme paradoksalt, at EU stræber efter en global stormagtsrolle, samtidig med at Storbritannien siger farvel til EU, og samtidig med at EU-kritiske partier står til stor fremgang ved det kommende valg til Europa-Parlamentet. Omvendt er bevægelsen et logisk udtryk for, at den fælles tysk-franske ambition nu realiseres, fordi netop Storbritannien i årtier har virket som intern bremseklods.

Hvad angår de mange EU-skeptikere, skal man lægge mærke til, at de alle – fra Salvini i Italien til Le Pen i Frankrig – har opgivet modstanden mod euroen. I den forstand har de accepteret, at EU er rammen for de europæiske nationalstater i fremtiden, og at det nu handler om at reformere samarbejdet indefra.

Besindelsen på, at EU i fremtiden bliver del af en tripolær ledelse af verden sammen med USA og Kina, er endnu langt fra at være udbredt i en større offentlighed. Men blandt seriøse iagttagere af den globale geopolitiske udvikling har man spottet, at tiden med kun en global supermagt – USA – er ved at rinde ud.

"I denne nye verdensorden vil USA og Kina konkurrere om kontrollen med verden, hvor Europa vil spille en afbalancerende rolle mellem de to, mens resten af verden forbliver neutral," skriver den koreanske diplomat Park Sang-seek i avisen the Korean Herald.

Park er tidligere leder af det diplomatiske akademi under det koreanske udenrigsministerium. Hans analyse bærer overskriften: "En ny verdensorden vokser frem".