Nej-siden tabte folkeafstemningen den 28. maj, men er ved at vinde slaget om den kommende tids danske Europa-politik. Folkeafstemningens frontale sammenstød med de EU-skeptiske vælgere har givet statsministeren “et granatchok” - som en regeringskilde udtrykker det. Siden de hektiske dage op til folkeafstemningen har både statsminister Poul Nyrup Rasmussen og de store borgerlige partier sendt nye signaler, der skal komme nej-sigerne i møde. Nyrup forsikrer, at der ikke kommer nye integrationsskridt efter Amsterdam-traktaten. Også de Konservative lægger en mere EU-kritisk kurs op til næste års valg til Europa-parlamentet. I en analyse peger Mandag Morgen på åbenlyse problemer i de nye signaler. Nyrups forsikringer mod “mere union” kommer hurtigt under pres på en kommende regeringskonference. Blandt andet kan debatten om øget brug af flertalsafgørelser hurtigt blive ubehagelig konkret. Også på andre felter løber politikerne en betydelig risiko for, at de ikke kan levere den lovede vare. De risikerer dermed at puste yderligere til den folkelige modvilje mod EU.