Kampagnemagerne op til Europa-Parlamentsvalget forbereder sig i blinde. Slaget bliver reelt slået fire dage i starten af juni, hvor en blanding af ukontrollable, ydre begivenheder sætter dagsordenen: Den 3.-4. juni mødes EU-statscheferne i Køln for at drøfte europæisk forsvar og for at starte en endnu en revision af EUs traktater. Dagen efter fylder grundloven 150 år. Blandingen af disse folkekære temaer kan sætte skub i danskernes euro-politiske holdninger, der allerede er i drift, og sikre en intens medieopmærksomhed. Meningsmålingerne har ikke mange chancer for at indfange tendenserne. Et muligt scenario er, at modstanderlisterne fører valgkampagne på EUs militarisering, som danskerne måske er ved at skifte holdning til, bl.a. i lyset af Kosovo. Det kan give dem et stort nederlag, hvorimod Socialdemokratiet af flere grunde kan overraske med et godt valg.