Euroens finanspolitiske vendepunkt

POLITIK OG VELFÆRD EU I 2020 blev finanspolitik og fælles gæld på forunderlig vis nye vilkår for det europæiske projekt. Det styrker euroen og åbner helt nye muligheder for politikere, næste gang en krise rammer unionen. 

Fælles gæld og finanspolitik er pludselig nye vilkår i EU. Det åbner helt nye døre op for politikerne, næste gang en krise rammer.
Fælles gæld og finanspolitik er pludselig nye vilkår i EU. Det åbner helt nye døre op for politikerne, næste gang en krise rammer.
Simon Friis Date

MM Special: Euroland 2030

I denne uges Special bringer Mandag Morgen et scenarie for EU i 2030. Vi trækker nutidens tendenser ti år frem og tænker de mulige konsekvenser af dem til ende. Vi Vi kalder scenariet for Euroland 2030. Og det er ikke kedeligt!

2030-scenarie: Et grønt og værdikonservativt Europa griber til våben

En omkalfatring af hele EU's migrationspolitik

Euroens finanspolitiske vendepunkt

EU bliver en global aktør

Indre marked bliver rødt og grønt

I sine første tyve leveår har euroen været kontroversiel og delt både politiske fraktioner og økonomiske skoler. 
Der er dem, der betragter euroen som en håbløs politisk konstruktion. I deres øjne er valutaområdet født med store handicap, hvilket vi så udpenslet under eurokrisen, hvor centralbanken skulle hjælpe lande med forskellige økonomiske behov.

Den mere optimistiske udlægning af euroen betragter den som en forsikringsordning, hvor lande kan udnytte hinandens forskellighed til at sprede finansielle risici. I eurozonen er lande med stort vækstpotentiale gået sammen med lande, der i høj grad har udlevet deres vækstpotentiale, men til gengæld har høj finansiel stabilitet. Præmissen for euroen som forsikringsordning er, at chok, finanskriser eller pandemier rammer landene forskelligt, men alle kan i princippet blive ramt, og derfor hæfter man solidarisk.

Svar på tiltale

Der er dog to problemer. For kritikerne af euroen betyder det manglende finanspolitiske ben, at det er umuligt at kompensere og stimulere visse lande, områder eller sektorer i krisetider. Hvad er det rigtige pengepolitiske håndtag at trække i, når et land oplever buldrende højkonjunktur, mens et andet land sidder fast i krisens dyng? Kun målrettet finanspolitik kan løse den opgave, og den dør har eurolandene hidtil holdt lukket og låst. Forsikringsvinklen står foran det politiske problem, at medlemslande har incitament til at minimere deres egne bidrag så meget som muligt, når chokket faktisk rammer. Det er en slags kollektivt handlingsproblem, hvor det er svært at være dem, der går forrest.

I juli 2020 landede EU’s regeringsledere en aftale, der udfordrer de to tilganges præmisser. Med genopretningsfonden fik EU pludselig et regulært finanspolitisk instrument af en ganske betydelig størrelse. Hvad genopretningsfonden også viste, var, at nogle af eurozonens lande faktisk kan se fordelen ved at være solidariske, gå forrest og redde hårdt pressede medlemslande, også selv om det vil koste dem penge på den korte bane.

Denne analyse er skrevet efter interviews med...

• Waltraud Schelkle, professor i politisk økonomi ved European Institute, London School of Economics

• Thomas Barnebeck Andersen, professor I økonomi ved Institut for Virksomhedsledelse og Økonomi, Syddansk Universitet

• Jacob Funk Kirkegaard, Senior Fellow ved Peterson Institute for International Economics.

Næste gang, krisen rammer

Hvad angår finanspolitik og fællesskab, er historien om coronakrisen en anden end eurozonekrisen. Kynisk kan man sige, at Tyskland endnu en gang gjorde, hvad der lige nøjagtig var nødvendigt for at holde den europæiske økonomi oppe – en økonomi, som tysk erhvervsliv med vigende eksportmarkeder i både USA og Kina er stadig mere afhængige af. Kynikeren må dog også erkende, at der nu er slået hul på diget, og den fælles gældsudstedelse er en realitet. Lånene er udskrevet med så lang en tidshorisont – 38 år – at enhver snak om reel tilbagebetaling virker nærmest hypotetisk.  

Coronafonden tegner nye perspektiver op for fremtidens politikere. Hvis EU’s regeringsledere på fem dage kan fremtrylle en massiv fond til én krise, er det svært at argumentere for, at det ikke kan ske igen. Står EU i 2030 med en akut klimakrise, ekstreme temperaturer, oversvømmelser, orkaner eller det hele på én gang, vil der være EU-lande, der får brug for hjælp. Til den tid kan fremtidens politikere gå tilbage til sommeren 2020 og gentage kunststykket. Hvorfor skulle de ikke? 


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu