Eurozonen er et halvfærdigt projekt, som kun kan overleve, hvis de 19 medlemslande styrker deres gensidige økonomiske solidaritet og udstyrer samarbejdet med en omfattende politisk overbygning.

Sådan lyder det i den vigtige men oversete rapport om EU’s fremtid, som EU’s fem præsidenter fremlagde ved eurotopmødet i sidste uge. Rapporten ”Completing Europe’s Economic and Monetary Union” er skrevet af formændene for EU-Kommissionen, Det Europæiske Råd, Eurogruppen, Den Europæiske Centralbank og Europa-Parlamentet. Samtidig er den nøje afstemt med regeringerne i Berlin og Paris.

Der er med andre ord tale om vidtgående reformplaner, der er dybt forankrede i EU’s institutioner og to vigtigste medlemslande. Dermed er sandsynligheden for, at disse planer gennemføres, langt større, end at Storbritanniens premierminister, David Cameron, kommer igennem med sine reformplaner i retning af mindre EU. Dem fik han 10 minutter til at orientere om ved sidste uges topmøde, der var præget af Grækenlandskrisen og den uholdbare flygtningesituation omkring Middelhavet.

Cameron fik i øvrigt klar besked fra EU-præsident Donald Tusk, der sagde, at man gerne vil hjælpe den britiske premierminister, men at EU’s centrale principper ikke er til forhandling. De fem præsidenter beskriver Europas økonomiske og monetære union, ØMU’en, som et hus, der er blevet bygget på gennem årtier, men som stadig kun er halvfærdigt.

”Da stormen ramte det, var man nødt til hurtigt at stabilisere væggene og taget. Nu er det på høje tid at få styrket husets fundament og at forandre ØMU’en til det, den var ment som: et sted med velstand baseret på afbalanceret økonomisk vækst og prisstabilitet, en konkurrencedygtig social markedsøkonomi med fuld beskæftigelse og sociale fremskridt som mål. For at nå dette mål er vi nødt til at tage nye skridt for at færdiggøre ØMU’en,” skriver de fem præsidenter.

De foreslår, at reformarbejdet i eurozonen deles op i tre faser:

• 1. fase: juli 2015 ­– 30. juni 2017: Eurolandene skal ved hjælp af de aktuelle juridiske værktøjer i Lissabon-traktaten færdiggøre den såkaldte finansunion, der fuldender den europæiske regulering af den finansielle sektor, som under finanskrisen var ved at koste euroen livet, fordi bankerne udelukkende var nationalt reguleret. Samtidig skal man booste konkurrenceevnen og den såkaldte strukturelle konvergens. Det betyder bl.a., at landenes ordninger for understøttelse, arbejdsmarkedspolitik og social velfærd skal harmoniseres, alt imens man anerkender, at landene skal kunne opretholde deres nationale særpræg.
• 2. fase: juli 2017 – 2020: I denne fase skal eurolandene afgive suverænitet, således at den centrale beslutningskraft i eurozonen styrkes. Nationale politikker inden for beskæftigelse, erhvervsklima og styring af den offentlige sektor skal harmoniseres. Det samme gælder for dele af skattelovgivningen, primært selskabsskat. Det understreges, at flexicurity-konceptet skal iagttages. Et fælles eurozonebudget – i realiteten et eurofinansministerium – skal kunne bruges kontracyklisk, således at man opbygger budgettet i økonomisk gode tider og til gengæld kan bruge det til at stimulere økonomien i nedgangstider. 
• 3. fase 2020-2025: De fem præsidenter er mindre konkrete vedrørende de nødvendige reformer i denne fase. Men de skriver, at eurozonen som verdens næststørste økonomi ikke i længden kan bygge alene på juridiske bestemmelser. Tværtimod må eurozonen nødvendigvis kunne styres politisk, hvilket betyder, at eurolandene må afgive mere suverænitet over deres nationale økonomiske politik.

De fem præsidenters rapport om de vidtgående reformplaner for eurozonen er blevet offentliggjort på alle EU’s officielle sprog. Forfatterne understreger, at man er opmærksom på, at de ønskede forandringer ikke må påføre ikke-eurolande ulemper. Men der er ingen tvivl om, at det intensiverede samarbejde mellem eurolandene vil øge betydningen af det faktum, at Danmark som ikke-euroland er udelukket fra beslutningsprocesserne i eurozonen.