Europa er Merkels historiske projekt

Angela Merkel bliver genvalgt som Tysklands kansler. Hendes landsmænd ser hende som garant for stabilitet, fortsat fremgang og som en stærk repræsentant på den europæiske scene. Eksperter undrer sig over, at Danmark gerne vil samarbejde med Tyskland økonomisk, men modarbejder tyskerne europapolitisk.

Claus Kragh

MM Special: Merkels globale projekt

I anledning af valget til Forbundsdagen søndag 24. september tegner Mandag Morgen et analytisk portræt af det moderne Tyskland, der både er pro-europæisk og globaliseringsparat og samtidig præget af de samme EU- og islamkritiske strømninger, som findes over hele kontinentet.

Europa er Merkels historiske projekt

MM MENER: Tyskland er andet end god business

Merkel og Zuckerberg sætter turbo på dansk startup i Berlin

Jævne tyskere klager over besparelser og indvandrere

Tyskland vil fortsætte sin økonomiske kurs efter valget

“Hvis det er godt nok til tyskerne, er det godt nok til hele verden”

”Det er Tysklands opgave at være et stabilitetsanker i verden.”

Sådan står der i det valgprogram, som Tysklands borgerlige kanslerkandidat Angela Merkel går til valg på søndag 24. september. Programmet viser tydeligt, at valget til den tyske Forbundsdag ikke alene er et valg med betydning for de snart 83 millioner tyskere. Det er et valg med betydning for hele Europa.

Det er man meget bevidst om i Merkels CDU/CSU, der har haft regeringsmagten siden 2005.

”Tyskland og Europa er partnere, som man i disse urolige tider kan have tillid til,” garanterer Merkels parti således i samme valgprogram.

Det er udmeldinger som disse, der gør, at resten af Europa ser frem imod det tyske valg uden nogen form for nervøsitet. Mens valg og folkeafstemninger i Østrig, Storbritannien, Holland og Frankrig har givet anledning til frygt for politisk uro og ustabilitet i forhold til den demokratiske orden, har resten af Europa tillid til Tyskland. Ingen seriøse iagttagere af tysk politik er i tvivl om, at Tyskland efter valget vil være ledet af en kansler, der på pragmatisk vis går ind for fortsat styrkelse af det europæiske samarbejde i EU.

Alt tyder på, at denne kansler vil være Angela Merkel. Den 63-årige superpragmatiker, der i 2005 sendte den testosteronpumpende socialdemokrat Gerhard Schröder på pension, synes helt urørlig for udfordreren, den 61-årige socialdemokrat Martin Schulz.

De seneste meningsmålinger viser, at knap 60 pct. af tyskerne foretrækker, at Merkel fortsætter, mens kun godt 30 pct. ønsker Schulz. Hans største problem er, at han dybest set er enig med Merkel, når det gælder de to primære strategiske udfordringer, som Tysklands nye regering vil stå over for i de kommende år, og at han ikke ønsker at bidrage til den store utilfredshed, som er voksende på Tysklands yderste højrefløj. Se figur 1.

Merkel står til sejr

Figur 1 | Forstør   Luk

På trods af tilbagegang står CDU-leder Angela Merkel til at få sin fjerde periode som forbundskansler. Både FDP og AfD ser i modsætning til for fire år siden ud til at klare spærregrænsen på 5 pct.

Kilde: YouGov, 13. september.

De to store strategiske projekter i Tyskland anno 2017 er:

  • Sikringen af Den Europæiske Unions fremtid som en økonomisk og sikkerhedspolitisk troværdig global aktør, der nyder folkelig opbakning i medlemslandene.
  • Omstillingen af Tysklands industri til en ny digital og energimæssig virkelighed.

Det er disse projekter, man arbejder med i de tyske ministerkontorer, erhvervsorganisationer, fagforeninger og tænketanke. Det betyder ikke, at tysk indenrigspolitik og den aktuelle valgkamp ikke har været præget af et mylder af politiske dagsordener om voksende ulighed, fattige pensionister, et massivt efterslæb i offentlige investeringer og voldsom ballade om indvandring og integration.

Det yderste højres gennembrud

Mens alt tyder på, at Angela Merkel fortsætter som kansler i en ny koalitionsregering med SPD og med Martin Schulz som udenrigsminister, bliver valgets altoverskyggende nyhed, at det højreorienterede protestparti Alternative für Deutschland, AfD, får en betydelig repræsentation i Forbundsdagen. Partiet står i meningsmålingerne til lidt under 10 pct., hvilket vil give omkring 70 mandater i Berlin. Det vil rent organisatorisk give partiet en masse ressourcer, som – hvis de forvaltes klogt – vil kunne give AfD et varigt liv i tysk politik.

Denne udvikling har Angela Merkel og hendes partikammerater for længst set komme, hvilket også fremgår af partiprogrammet, der trods den tryghedssøgende titel ’Für ein Deutschland, in dem wir gut und gerne leben’ (For et Tyskland, hvor vi lever godt og gerne, red.), også viser, at man er klar over, at man bliver nødt til at reagere over for presset fra det yderste højre og andre radikale kræfter i samfundet.

”Vi skal ikke se passivt til, mens der tales dårligt om vores land af venstre- og højrepopulister og radikale kræfter, som taler nedsættende om vores demokratiske institutioner og vores frie presse, og som forsøger at splitte vort land. Overfor dem må alle, der bærer politisk ansvar, stå modigt og aktivt frem,” lyder det i valgprogrammet.

61,5 mio. tyskere går til valg

Tysklands føderale parlament, Forbundsdagen i Berlin, har i øjeblikket 631 medlemmer. 598 medlemmer vælges direkte og suppleres op med et skiftende antal tillægs- og udjævningsmandater. 61,5 mio. tyskere er stemmeberettigede, heraf 31,7 mio. kvinder og 29,8 mio. mænd. Tyskland har 299 valgkredse, hvor hver vælger afgiver en såkaldt 1. stemme på en kandidat og en 2. stemme på en partiliste. Forbundsdagens aktuelle sammensætning: CDU/CSU 311 mandater, SPD 193, Die Linke 64 og de Grønne 63.

Kilde: Deutscher Bundestag.

Angela Merkel selv har under valgkampen været helt ude i frontlinjen med to til tre offentlige arrangementer dagligt. Her har hun mødt voldsomt stor vrede fra store grupper af AfD-tilhængere i byer som bl.a. Finsterwalde og Bitterfeld. Faktisk har modstanden mod Merkel været så slem, at avisen Bild forleden spurgte på forsiden: ”Hvor farligt er hadet mod Merkel?”.

Normaliseringen af Tyskland i den forstand, at man nu også skal til at håndtere en ny hård EU-skeptisk, islamkritisk og nationalkonservativ flanke på højrefløjen bliver en varig udfordring i en tid, hvor både Merkel og Schulz går ind for mere EU, integration af islam i Tyskland og for fortsat frihandel.

Det europæiske imperativ

Selv om Europapolitikken ikke har spillet nogen fremtrædende rolle i valgkampen, er man i Berlin meget bevidst om, at Tyskland har en særlig rolle at spille i EU og på den internationale scene i de kommende år.

Ifølge Josef Janning fra tænketanken European Council on Foreign Relations, ECFR, i Berlin skyldes det manglende europæiske fokus i valgkampen, at de tyske vælgere ”ikke oplever EU som truende, begrænsende eller dominerende over for Tyskland.” Og samtidig er Tyskland bevidst om, at landet i de kommende år skal spille en helt central rolle i europæisk politik, hvilket også fremgår af en omfattende analyse, som Tysklands selskab for udenrigspolitik, DGAP, offentliggjorde her i sommer.

Udenrigspolitik og Tysklands næste regering’ hedder analysen, hvori forfatterne gør det klart, at ”Tysklands rolle såvel i Europa som på internationalt plan er vokset betydeligt over de senere år”, og at der er en række eksempler på, at Tyskland tager det lederskab på sig.

Det gælder Europas forhold til Rusland, EU’s rolle i international klima- og udviklingspolitik, og det gælder militært, hvor Tyskland bidrager med tropper både i Mellemøsten i kampen mod ISIS og i Sahel-regionen i det centrale Afrika, hvor man i samarbejde med Frankrig forsøger både at stoppe migrationen mod Europa og at kappe forbindelserne mellem islamister i Nordafrika og syd for Sahara.

Tyskland har over de senere år revurderet sin egen udenrigspolitiske rolle gennem udarbejdelse af nye strategier for udenrigs-, forsvars- og europapolitikken, ligesom tyske embedsmænd har været dybt involveret i udarbejdelsens af EU’s nye globale strategi, der lå færdig i sommeren 2016.

En ufærdig union

Nicole König, seniorforsker og viceforskningschef ved den anerkendte tænketank Jacques Delors Institut i Berlin, er ikke i tvivl om, at Tysklands kommende regering vil arbejde tæt sammen med Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, om at sikre et nyt integrationsspring i EU.

”Eurokrisen viste, at EU’s økonomiske og monetære union kun er halvt færdig. I Tyskland og Frankrig er der enighed om, at man bliver nødt til at føre en mere fælles politik, der rækker ud over reglerne i vækst- og stabilitetspagten. Man er nødt til at kunne være mere solidarisk, hvis der opstår en ny alvorlig krise,” siger hun og tilføjer, at man i Tyskland også er enig med Frankrig i, at man skal udvikle den forsvarspolitiske union i EU.

”Efter at EU har handlet om integration inden for handel og miljø og den slags ting, er man nu kommet til kronjuvelerne, kan man sige.”

Selv om den tyske ekspert forudser, at Tyskland og Frankrig vil have mere EU på disse områder, mener hun ikke, at vi er på vej mod EU’s Forenede Stater.

”Det er en gradvis udvikling, og jeg mener ikke, at danskerne bør frygte, at vi lige pludselig springer ud som en fuld politisk union. Har vi en politisk union nu?,” spørger hun retorisk og svarer selv:

”Det er der forskellige holdninger til. Nogle mener, at vi er gået for langt. Andre mener det modsatte. Personligt mener jeg, at problemet er, at vi har en fragmenteret politisk union. Der er nogle områder, hvor EU har stor kompetence, som f.eks. handelspolitik. Vi har også fælles grænser, men vi har ingen fælles asylpolitik. Vi har en europæisk forsvarsfond, men vi har ikke en EU-hær. Så vi har en ufærdig union i mange henseender.”

Hun peger i øvrigt videre på, at netop Europapolitikken kan få afgørende indflydelse på, hvem Angela Merkel ønsker at danne regering med efter valget.

”I hele Tyskland er der en følelse af, at en stor koalition ikke bør fortsætte, fordi den skaber fremgang for de ekstreme partier på begge fløje. I de seneste fire år har vi haft en meget stor regering og en meget lille opposition. Det er ikke altid godt,” siger König, som i øvrigt selv påpeger, at det meget vel igen kan ende med en stor koalition mellem CDU/CSU og SPD.

”Merkel vil nok gerne lave en koalition med FDP (det liberale midterparti, som står til igen at komme i Forbundsdagen, red.) Men selv hvis de fik nok mandater, kan det blive svært, fordi partiet er meget ortodokst, når det gælder europolitikken,” siger König. 

En udenrigspolitik for EU

FDP er ortodokst i den forstand, at man er imod enhver form for fælles gældsstiftelse og finanspolitik med de øvrige eurolande, og det er netop på dette område, at Merkel har lagt op til at imødekomme Macron. I øvrigt gør det næppe heller FDP-lederen Christian Lindner mere attraktiv som regeringspartner, at han dels har gjort sig til fortaler for en mere ruslandsvenlig tysk udenrigspolitik og dels en meget hård udlændingepolitik.

Merkel gav forleden FDP-lederen svar på tiltale i forhold til ruslandspolitikken.

”Når jeg hører folk, der siger, at man blot bør acceptere Ruslands anneksion af Krim, så tænker jeg: ’Hvad ville der være sket, hvis man i sin tid havde forholdt sig lige sådan til os i DDR. At man havde sagt: Tyskland forbliver delt, det kan vi ikke ændre på’,” sagde Merkel til Frankfurter Allgemeine Zeitung.

I samme interview understreger hun, at et af hendes vigtigste mål i de kommende år er at forme en sammenhængende EU-udenrigspolitik, fordi der efter hendes opfattelse ”desværre” findes meget forskellige grundholdninger over for lande som Kina og Rusland.

Disse udmeldinger er blot yderligere understregninger af, at FDP næppe er en egnet koalitionspartner for Merkel i den kommende regeringsperiode, selv om meningsmålinger fortsat tyder på, at Merkel rent matematisk vil kunne danne regering med FDP og de Grønne.

Det korte af det lange er, at Angela Merkel – trods det udbredte ønske i befolkningen om ikke at være ledet af en stor koalition henover midten – formentlig vil være fristet til netop at fortsætte samarbejdet med SPD, fordi socialdemokraterne går ind for de EU-reformer, som Merkel og Macron har bebudet, at de planlægger.

Berlin undrer sig over Danmark

For Danmarks vedkommende har valget i Tyskland stor betydning. På det økonomiske område er det fremragende for den danske eksport, at tyske virksomheder har det så godt, som det er tilfældet. Og netop den økonomiske side udgør hele den tysklandsstrategi, som Venstre-regeringen offentliggjorde i februar 2016, da Kristian Jensen var udenrigsminister. Til gengæld stod der ikke et ord om politisk samarbejde mellem Danmark og Tyskland i strategien, der fylder 16 sider.

Det er ikke tilfældigt. Ifølge Josef Janning fra tænketanken ECFR oplever man i Berlin en meget tøvende dansk partner.

”Statsministeren blander sig meget lidt i de europæiske debatter. Han siger altid: ”Well, wait, we have to see.” I Berlin oplever man Danmark som et land, der forbruger rigtig meget af det fælles gode, som EU’s indre marked er. Til gengæld bidrager Danmark i Berlins øjne ikke meget til skabelsen af dette fælles gode,” siger Janning og fortsætter:

”Berlin har brug for partnere, og man vil meget gerne have, at Danmark er mere aktiv. Det har jeg også sagt i København for nylig – at Danmark bør række mere ud efter Tyskland.”

Ifølge Janning er det ikke nogen dum idé, at udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) nu laver alliancer med lande som Irland, Portugal, Østrig og Tjekkiet, selv om det er lande, der ligger langt væk og kan virke perifere.

”Hvis Danmark kan bidrage til at trække Østrig og Tjekkiet længere ind i de europæiske debatter, vil det være positivt for Berlin. Men hvis det handler om at skabe vetoalliancer, så er det selvfølgelig en anden sag,” siger Josef Janning.

Han påpeger samtidig, at man i Tyskland havde forståelse for, at Danmark lukkede grænsen under flygtningekrisen i 2015.

”Man havde selvfølgelig forståelse for, at antallet af asylansøgere betød meget, men man har samtidig noteret sig, at Danmark også meldte sig ud af forsøget på at finde fælleseuropæiske løsninger. Det har man ikke glemt,” siger han.

Siegfried Matlok, tidligere chefredaktør ved det tyske mindretals avis Der Nordschleswiger og nu politisk kommentator, konstaterer, at Lars Løkke Rasmussen efter en skidt start ved COP15 i 2009 har fået et udmærket forhold til Merkel, selv om han langt fra er lige så populær hos den borgerlige kansler som hans forgænger, socialdemokraten Helle Thorning-Schmidt, var det. Men ifølge Matlok undrer man sig i det tyske udenrigsministerium over Danmarks europapolitiske optræden.

”Man savner, at Danmark spiller mere proaktivt med. Man har glædet sig over tysklandsstrategien, men til gengæld undrer man sig over, at Anders Samuelsen nu rejser rundt og nærmest laver alliancer vendt mod Tyskland,” siger Matlok.

Udenrigsministeren var i foråret på rundrejse i Lissabon, Wien og Prag, og dér forklarede han, at formålet var at skabe modvægt til Tyskland og Frankrig.

”Jeg forsøger at gribe muligheden for at undgå, at der kommer en fransk-tysk alliance, der bliver endnu tungere,” sagde Anders Samuelsen til Altinget.

Europæerne har tillid til Tyskland

Mens den danske regering lider af politisk berøringsangst over for Tyskland, kan Angela Merkel glæde sig over, at europæerne generelt er trygge ved Tyskland som den ledende nation i EU.

Det fremgår af rapporten ’The Future of Europe – Comparing Public and Elite Attitudes’, der er udarbejdet af den britiske tænketank Chatham House på baggrund af besvarelser fra 10.000 almindelige borgere og fra 1.800 politikere, erhvervsfolk, organisationsfolk og mediefolk i 10 EU-lande. Analysen dækker Belgien, Tyskland, Frankrig, Polen, Storbritannien, Østrig, Ungarn, Spanien, Italien og Storbritannien.

Konklusionen i rapporten er, at de to lande, hvor opbakningen til det tyske lederskab er størst, er Polen og Ungarn. Polakkerne og ungarernes positive holdning til tysk EU-lederskab står i skarp kontrast til de holdninger, der ellers kommer fra regeringerne i Warszawa og Budapest, som er i åben konflikt med Merkel om netop Tysklands lederskab i EU.

Ifølge Thomas Raines, hovedforfatter på rapporten, er trygheden ved Tyskland udbredt både i de nationale eliter og i de brede befolkninger. På tværs af de 10 lande mener 48 pct., at Tyskland spiller en positiv rolle i EU, mens det blandt de nationale eliter er hele 62 pct. I den anden ende af skalaen mener 28 pct. af de brede befolkninger, at Tyskland spiller en negativ rolle, mens 23 pct. af eliterne mener dette.

”Tilliden til Tyskland er generelt høj. Men der er store forskelle. Grækerne og italienerne er meget negative over for en stærkere rolle til Tyskland på grund af sparepolitikken under eurokrisen. Mens der eksempelvis i Polen og Ungarn er bred accept af Tysklands nye rolle,” siger Thomas Raines.

Vil det at sige, at vi i Europa har begravet spøgelserne fra Anden Verdenskrig?

”Jeg vil sige, at det er ret fantastisk, at vi har denne grad af positiv indstilling til Tyskland. At så mange mennesker i Europa føler sig komfortable med Tyskland i den rolle. Men det er også en udfordring for de tyske politikere,” siger Raines og påpeger, at både håndteringen af flygtningekrisen i 2015 og etableringen af Nord Stream-gasrørledningen mellem Rusland og Tyskland er eksempler på, at Tyskland som leder har været ude af trit med andre europæiske lande.

”Den slags sager er en udfordring for Tyskland, men resten af Europa må naturligvis også forstå, at Tyskland er et land, der som alle andre lande har nationale interesser at varetage.”

Omtalte personer

Angela Merkel

Fhv. forbundskansler, Tyskland (CDU)
Fysiker, doktorgrad i kvantekemi


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu