Europa: Ud af kulissen og frem på scenen

Vores generation har glemt, hvordan man taler om krig og fred, magt og strategi. Vi mangler erfaringen, som var historien et land, vi ikke har besøgt længe.

Europa er ved at blive en global aktør

Men måske er tingene ved at ændre sig. Ord og handlinger har i den seneste tid vist, at Europas ledere igen er ved at indstille sig på at tage verden, som den er, snarere end som de gerne ville have, den var. Et nærliggende eksempel er Angela Merkel og François Hollandes arbejde i Minsk i februar: en våbenhvileforhandling, der må betragtes som den største prøve, Europas geopolitiske viljestyrke har været på siden den kolde krigs afslutning. Det nylige EU-topmøde om katastroferne i Middelhavet var et andet tegn.

Hele verden er en scene,” skrev Shakespeare. I årtier har EU stræbt efter at blive en udenrigspolitisk aktør. I Bruxelles, Paris, London og Berlin excellerer tænketanke, akademikere og diplomater i sofistikeret strategiplanlægning. Men måske er det nødvendigt først at stille det enkle spørgsmål: Hvad vil det sige at være en “spiller”? Er Europa rustet til denne rolle, ikke bare materielt eller institutionelt (eksperternes tumleplads), men først og fremmest hvad angår begreber og selvopfattelse? I det politiske teater er der fire grundlæggende kategorier: spillet, teateret, aktøren og offentligheden. Lad os se nærmere på alle fire.

1. Spillet

Da Berlinmuren faldt i 1989, havde de europæiske stater i fire årtier været besat af enten Amerika eller Sovjetunionen. Pludselig stod de på egne ben igen, der var frit slag om pladsen på scenen. Det var et euforisk men også usikkert øjeblik. Var spøgelserne fra fortiden manet i jorden, kunne vi håndtere den nye frihed? Men før vi nåede til disse spørgsmål, blev der ordineret et beroligende middel: “historiens afslutning”. De kapitalistiske demokratier havde vundet, og resten af verden ville følge efter.

[quote align="left" author=""]Vi mangler styrken til at sige: En dag vil Den Europæiske Union gå hertil, de her lande bør lukkes ind (hvis de vil), men ikke de her (selv hvis de gerne vil). I stedet dyrker vi tvetydighed, med Ankara og med Kiev.[/quote]

Hvor ironisk: Netop som Europa oplevede en geopolitisk opvågnen, var der nogen, der råbte: “Forestillingen er slut, I kan godt gå tilbage til jeres omklædningsrum!”

Vi troede det hellere end gerne. “Historiens afslutning” passede fint som ramme for den integrationsmodel, Frankrig, Tyskland og de andre europæiske stater siden 1950 havde anvendt til at skabe “evig fred” – i det mindste blandt dem selv. Institutionerne i Bruxelles klarer på enestående vis at lukke luften ud af interne konflikter, at sætte parentes om magten og at afpolitisere.

Lige så godt som det fungerede internt, lige så lidt var man med denne tilgang forberedt på en verden udenfor, hvor folk spillede efter andre regler og med andre lidenskaber. Dette billede er under hastig forandring. “Politik er vendt tilbage til Europa, historien er tilbage,” sagde EU-præsident Tusk, efter han tiltrådte i slutningen af 2014.

2. Teateret

Europas udenrigspolitik blev udformet, mens man var tryllebundet af ”historiens afslutning”: Den er rettet mod at hjælpe andre lande med at blive ligesom os ved hjælp af udviklingsbistand, handelsaftaler og eksport af normer. Den medfølgende opfattelse af geografi er sigende. Så snart unionen havde åbnet for otte tidligere kommunistiske lande ved topmødet i København i december 2002, begyndte man i Bruxelles at rette blikket længere væk.

Formanden for EU-kommissionen Romano Prodi talte i 2003 om en “ring af venner”, der strakte sig fra Marokko over Egypten til Kaukasus og Ukraine. Det var geopolitik med passeren: Tag et verdenskort, anbring det ene ben i Bruxelles, og tegn en god, bred cirkel med det andet ben – uanset forskellene mellem de lande, der blev inkluderet. Heraf opstod EU’s naboskabspolitik. Da Prodi forklarede sin vision i Washington, sagde George W. Bush: “Det lyder som Romerriget i mine ører, Romano!”

[quote align="right" author=""]Det største handicap er således ikke Bruxelles mangel på midler, men medlemsstaternes tilbageholdenhed med at gøre sig deres egne midler klart og bruge dem som en del af helheden.[/quote]

I Bruxelles fulgtes det dengang populære løsen “en ring af venner” af undgåelsen af et andet: “et nyt Jerntæppe”. Formuleringen vidner om betænkelighed ved at trække nogen som helst streg på et kort af frygt for at skabe nye ar og for at eksludere nogen. Men hvordan kunne man få dette til at gå op med Europas ambition – højtideligt fremsat i Maastrichttraktaten i 1993 – om at agere på den globale scene? Indebar det ikke, at man overvejede sit forhold til andre spillere og sonderede forholdene i sine indflydelsessfærer?

Siden da er naboskabspolitikken brudt sammen under udfordringerne fra de arabiske oprør (2011) og krigen i Ukraine (2014). Nogle giver EU skylden for konflikten med Rusland. Mod bedre vidende: Det er åbenlyst, hvem aggressoren er. Men den apolitiske position havde negative konsekvenser for den europæiske side.

Det var ubetænksomt at tvinge Ukraine til at vælge mellem tilknytningsaftalen med EU og toldunionen med Rusland – på grundlag af WTO’s handelsregler. Det var i Vilnius i november 2013. I sidste uge mødtes EU-lederne igen med deres kolleger fra nabolandene i øst, denne gang i Riga. Har EU lært noget?

Måske. I et nyligt EU-dokument hedder det, ualmindelig selvkritisk, at naboskabspolitikken “ikke altid (har) været i stand til at sikre en tilstrækkelig reaktion pa° den seneste udvikling”. For diplomater er det en hård udtalelse.

Fire forandringer peger i retning af politisk realisme.

For det første: I dokumentet tales der om “differentiering” og “fleksibilitet”. Med andre ord: Hold op med at putte ethvert land fra Egypten til Armenien i samme kasse, og lær at reagere på forhold, der er under forandring.

For det andet: Se på “naboernes naboer”.  Det vil sige: Udform ikke en Ukraine-politik, som om Rusland ikke eksisterede, eller en Egypten-politik uden Saudi-Arabien eller Iran.

For det tredje: Dokumentet fremhæver “stabilitet” og “sikkerhed” som mål på linje med demokrati og menneskerettigheder. Det er utvivlsomt en erfaring fra Libyen, hvor vesten jagtede en diktator for i stedet at få anarki og flygtninge.

For det fjerde: Ordet “interesser” optræder meget oftere. “Europæiske interesser” var længe et tabuiseret begreb. EU-politik handlede, når alt kom til alt, om at overvinde sine egne nationale interesser – vi kunne vel ikke ønske os at gentage brøden på et højere plan? Tabuet opfyldte sit formål, da unionen blev skabt. At Europas fælles interesser er kommet i centrum, er et tegn på modenhed.

Et svagt punkt i unionens geografiske selvbillede bliver tilbage: Vi er ude af stand til at fastlægge en grænse. Vi mangler styrken til at sige: En dag vil Den Europæiske Union gå hertil, de her lande bør lukkes ind (hvis de vil), men ikke de her (selv hvis de gerne vil). I stedet dyrker vi tvetydighed, med Ankara og med Kiev.

Diplomatisk hykleri kan være et aktiv: Det tillader, at muligheder holdes åbne, for ikke at fornærme nogen. Men man betaler også en pris – og den pris er blevet højere. Udenrigspolitisk kunne en territorial afklaring bidrage til at opbløde det spændte forhold til Moskva. Indenrigspolitisk kunne det styrke Europas svage følelse af at tilhøre samme klub: For hvordan føler man sig hjemme med en åben dør?

3. Spilleren

I mellemtiden indser vores globale ”europæiske spiller”, at han må forholde sig til det, der sker, holde på sine landområder og få offentligheden over på sin side. Men hvordan kan man agere, når man er en “union”?

Luuk van Middelaar

Igen et spørgsmål om selvbillede. Tag ønsket om, at Europa skal “tale med én stemme”. Det kræver unægtelig et stærkt centrum. Men det indebærer ikke, at det kun er Bruxelles, som taler, mens Paris, London, Berlin og andre hovedstæder holder mund. Unionen er ikke en stat, den vil forblive en forening af stater.

At svække staterne ville være den hurtigste vej til Europas globale irrelevans. Unionens opgave er derfor at udnytte sine medlemmers styrker og stemmer, så de bliver som et kor. (Da eksalterede føderalister og selvtilfredse euroskeptikere bliver ved med at gentage det modsatte ved enhver lejlighed, skal det tilføjes: Én disharmonisk tone er ikke et tegn på korets endeligt!)

Udenrigspolitiske midler og ditto mandsskabsstyrke befinder sig primært hos medlemsstaterne, det være sig i form af diplomater, hære, efterretningstjenester eller budgetter – hertil kan føjes EU-diplomater og -budgetter.

Tilsammen har vi verdens næststørste hær, det bedst bemandede diplomati og det største budget for udviklingsbistand. Det største handicap er således ikke “Bruxelles” mangel på midler, men medlemsstaternes tilbageholdenhed med at gøre sig deres egne midler klart og bruge dem som en del af helheden.

At forholde sig til dette kræver ikke nogen traktatændring: Det er et spørgsmål om mentalitet. Frem for at dagdrømme om en fremtidig europæisk hær vil det være mere nyttigt at få de eksisterende hære til at marchere i samme retning. De større medlemsstater må lære at dele magten og ikke bare bruge EU som værktøjskasse for deres egne tiltag. De mindre stater må modsvare deres ønske om at deltage i globale debatter med villighed til at påtage sig omkostninger og risici.

Energisikkerhed, dilemmaer om immigration, forsvarsudgifter: Indenrigs- og udenrigsanliggender er stadig sværere at adskille. Det er en af grundene til, at premierministre er stadig mere aktive. De mødes stadig hyppigere i Det Europæiske Råd, med Kommissionsformanden og den højtstående repræsentant ligeledes til stede.

Den Europæiske Union har en form for kollektiv topleder – som ikke sidder i et ovalt kontor, men rundt om et ovalt bord. På plussiden: Magten til at fordele midler (både nationale og fra EU) modsvarer her fuldt ud kompetencen til at udstikke unionens retning. På minussiden: Denne instans er drevet af kriser, den mangler tid, kontinuitet og sammenhæng.

4. Offentligheden

En spillers globale magt hviler ikke kun på økonomisk formåen, militær styrke eller diplomatisk status. Støtten fra hans hjemlige offentlighed er lige så vigtig. Udenrigsanliggender er i det globale søgelys. I demokratier har offentligheden magt til at buhe ad en optræden. Den gør livet hårdt for sine talsmænd. Men det modsatte er også tilfældet: Offentlighedens støtte er et uforligneligt magtgrundlag. Tænk på præsidenterne i Rusland, Amerika og Kina, som – indimellem med nådesløse midler – formidler den følelse, at hele nationen står bag dem.

Det er den sværeste opgave for europæiske ledere. De må konfrontere deres egne vælgere, når det gælder vigtige, internationale anliggender. Udmeldinger af denne slags vinder ingen stemmer – men hvordan kan politikere, som frygter deres egne vælgere, gøre sig forhåbninger om at skræmme Putin? En aktørs værste fejl er at undervurdere sit publikum.

Portugiserne, irerne, franskmændene, rumænerne, danskerne eller briterne: Folk i Europa ved udmærket, at historien har nye optrædener i vente til dem. Nogle håber uden nogen tvivl på at glemme deres frygt ved at forlade teateret. Men mange er klar til at bifalde aktører, som forholder sig til verden – som den er.

Forrige artikel Videnskaben ville vælge alternativt Næste artikel Hvem er den bedste statsminister? Hvem er den bedste statsminister?

Kun politisk mod i coronaklassen kan forhindre grønvask af investeringer

Kun politisk mod i coronaklassen kan forhindre grønvask af investeringer

ANALYSE: En af de vigtigste lektioner fra coronakrisen er, at politikerne kan utrolig meget, når de virkelig skal. Når den store genopretning begynder, står de europæiske regeringer med en historisk mulighed og et helt nyt værktøj til at stimulere grønne investeringer. Men den bedste vej er den sværeste. 

Med EU's nye grønne stempel kan selv fossil gas kaldes en bæredygtig investering

Med EU's nye grønne stempel kan selv fossil gas kaldes en bæredygtig investering

Gennem to år har EU arbejdet på et nyt redskab, der skal give investorer en større sikkerhed for, at det, der sælges som bæredygtige investeringer, rent faktisk gavner miljø og klima. Men den grønne taksonomi, der skulle modvirke greenwashing, kan ligne grøn elastik i metermål. Det kan få enorme konsekvenser for effekten af kommende grønne investeringer. 

Fra pandadiplomati til mundbinddiplomati

Fra pandadiplomati til mundbinddiplomati

Ikke kun vores hverdag bliver anderledes efter coronakrisen. Det gør også vores tillid til, om EU kan beskytte vores samfund, og hvem der mon kommer og hjælper, når nøden er størst – USA eller Kina?

18 måneders maratonkamp mod corona venter

18 måneders maratonkamp mod corona venter

Nye bølger af smittespredning kan følge, hvis regeringen lemper restriktioner for hurtigt og for meget. Forskergruppe på Statens Serum Institut, DTU og RUC arbejder lige nu på modeller, der kan vise, hvor regeringen kan lempe restriktionerne først. Højt smitteberedskab frem til fremkomst af vaccine kan mindske danskernes tillid til hinanden.

Kina løsner forsigtigt på grebet

Kina løsner forsigtigt på grebet

Efter et par måneders storstilet, konsekvent og til tider hårdhændet indsats for at bremse coronaepidemien er de kinesiske myndigheder nu begyndt at løsne lidt på grebet. Men hvor meget tør man slække på kontrollen? Og bliver hverdagen nogensinde den samme igen? De dilemmaer, man nu ser i Kina, vil vi formentlig også se i Danmark, når epidemien har toppet.

Corona-innovation med speederen i bund

Corona-innovation med speederen i bund

ANALYSE: Siden coronakrisen ramte Danmark, er en lang række digitale initiativer til at finde løsninger dukket op. De mange websites og arbejdsgrupper, der samler eksperter inden for sundhed, læring og it, har det tilfælles, at de arbejder med den tilgang til innovation, vi kender fra startupmiljøet: lynhurtigt, selvorganiserede og i tæt samspil med brugerne.

Smittedetektiver i Singapore dæmper spredning af corona

Smittedetektiver i Singapore dæmper spredning af corona

Smittetallet i Danmark er nu fire gange højere end i Singapore. I den asiatiske bystat sporer detektiver smittekæder og offentliggør resultaterne. Det udfordrer den enkeltes ret til privatliv, men har sikret singaporeanerne større frihed til at leve et mere normalt hverdagsliv

Distanceledelse for begyndere

Distanceledelse for begyndere

At lede på distancen handler om meget mere end at udstikke ordrer på jævnlige videokonferencer. Uden det fysiske nærvær transformeres lederrollen, og der er behov for mindst lige så meget fokus på justering af filosofien som på det tekniske, understreger digital konsulent. 

Coronavirussen rammer luftfartens klimaplaner

Coronavirussen rammer luftfartens klimaplaner

Coronakrisen rammer luftfartens økonomi med voldsom kraft. Klimaplaner er blevet udskudt – men indtil videre ikke smidt i vasken. Branchens klimainitiativer afhænger nu af hjælp fra staten, der i forvejen har spændt et milliarddyrt sikkerhedsnet ud under hele samfundet. 

Det er nu du skal vise lederskab

Det er nu du skal vise lederskab

Coronakrisen har på rekordtid sat Danmark og samtlige virksomheder og organisationer i landet i undtagelsestilstand. Der er akut behov for lederskab på alle niveauer. Mandag Morgen har talt med en række ledelseseksperter om, hvilken type kriseledelse situationen kalder på.

Den politiske kriseledelse nyfortolkes dag for dag

Den politiske kriseledelse nyfortolkes dag for dag

Der bliver skrevet politisk historie i disse uger, hvor statsledere kloden over udvikler nye former for kriseledelse. Tre ting er dog stadig afgørende, når politikere skal lede et land gennem en krise: lederens integritet, beslutningsevne og kommunikative evner. Alle de tre ingredienser indgår i statsledernes vidt forskellige strategier, uanset om det er Mette Frederiksens inkluderende statsmandsskab eller den franske krigsretorik med Macron som ene general bag skrivebordet.

Hvad coronakrisen kan lære os om ledelse – og om demokratiet

Hvad coronakrisen kan lære os om ledelse – og om demokratiet

KOMMENTAR: Kampen mod coronavirus er et studie i demokratiets evne til at tilpasse sig og løse akutte problemer. Spørgsmålet er, om demokratiet også er i stand til at løse problemer, der kommer snigende mere ubemærket end en dræbende virus?

Eksperter:  Drop målet om balance på de offentlige budgetter

Eksperter: Drop målet om balance på de offentlige budgetter

Regeringens nødpakker under coronakrisen påvirker ikke det økonomiske råderum nævneværdigt, hvis krisen er midlertidig. Det viser en beregning, som Cepos har foretaget for Mandag Morgen. Alligevel opfordrer både Cepos og andre økonomiske eksperter regeringen til at budgettere med et minus frem mod 2030. Det vil give regeringen 12 mia. kroner ekstra til omstillingen af velfærden og økonomien.  

Om aggression og omsorg i kriseledelse

Om aggression og omsorg i kriseledelse

Kriser kalder på klare svar. Det kan være skræmmende at være den, der skal give dem. Ikke alene på grund af situationens kaos og angsten i omgivelserne. Men også fordi den aggressivitet, der kaldes på, vækker dit ubehag. Paradoksalt nok kan netop dette ubehag føre til, at den aggressive lederrolle overspilles.

Nyt job: Susanne Mørch skal fortsætte Tivolis store vækst

Nyt job: Susanne Mørch skal fortsætte Tivolis store vækst

Susanne Mørch overtager direktørposten i Tivoli, når den mangeårige direktør Lars Liebst træder tilbage. Mørch overtager landets mest succesfulde attraktion, men udfordringen bliver at vedholde væksten, samtidig med at coronavirussen kan få store konsekvenser for forlystelsesparken den kommende tid.

Coronavirus tester vores immunitet over for falske nyheder

Coronavirus tester vores immunitet over for falske nyheder

I kølvandet på coronavirussens spredning kommer også en syndflod af falske nyheder om, hvor sygdommen kommer fra, og hvordan man kan kureres for den. Pandemien er den hidtil største stresstest af det samarbejde, der langt om længe er kommet op at stå mellem de europæiske lande og de sociale medier.

Coronavirussens dominoeffekter ryster de globale forsyningskæder

Coronavirussens dominoeffekter ryster de globale forsyningskæder

Coronaepidemien viser, hvor dybt afhængige mange virksomheder i dag er af langstrakte, globale forsyningskæder. Allerede nu mærker danske virksomheder konsekvenserne. Hvor dyb og omfattende denne forsyningskrise bliver, er usikkert, men coronaepidemien kommer til at påvirke både virksomhedsstrategier og global handelspolitik, forudser eksperter.

Apple satsede alt på Kina – og så kom corona

Apple satsede alt på Kina – og så kom corona

Corona sætter forsyningskædernes sårbarheder på spidsen. Det mærker en af verdens største virksomheder netop nu: Apple er helt afhængig af Kina i sin produktion af iPhones, men den strategi tryktestes nu af karantæner, told og faldende salgstal.

Set, læst og hørt: Kristian Wendelboe

Set, læst og hørt: Kristian Wendelboe

Kristian Wendelboe har givet sig hen til Det Ny Teaters opsætning af vampyrmusical og anbefaler en fransk roman, hvis indhold han ikke tør citere fra.

Her logger du på generalforsamlingen

Her logger du på generalforsamlingen

De seneste ugers udbrud af covid-19 har tvunget dansk erhvervsliv til at tænke i nye baner, når eksempelvis planlagte generalforsamlinger og møder skal afholdes. Men hvilke udfordringer giver det, at aktionærer og parter ikke kan mødes og se hinanden i øjnene, når kritiske beslutninger skal drøftes? Og hvilke digitale redskaber vil de blive så glade for undervejs, at de slet ikke vil af med dem igen?

Regeringen skal skabe en optimistisk ængstelse

Regeringen skal skabe en optimistisk ængstelse

Mette Frederiksen og regeringen tackler coronavirussen med en kombinaiton af håndfaste indgreb og indtrængende opfordringer til borgerne om at ændre adfærd. Det er nødvendigt at fastholde befolkningens opmærksomhed og tillid i mange uger, siger ekspert.

Frederiksens politiske projekt skal omskrives

Frederiksens politiske projekt skal omskrives

KOMMENTAR: Coronavirussen vælter Mette Frederiksens strategiske plan. Hun ville netop ikke være krisestyrmand og hoppe fra tue til tue. Det er præcis, hvad hun må gøre nu.

Et ubehageligt skub i den rigtige retning

Et ubehageligt skub i den rigtige retning

TECHTENDENSER: Coronaepidemien skubber på mange måder verden i retninger, som alligevel var nødvendige i forhold til helt andre problemer, først og fremmest klimakrisen. Teknologien har gjort det muligt at producere, arbejde, studere og samarbejde uden at sende mennesker og varer rundt i hele verden. Men først nu bliver vi tvunget til at udnytte muligheden for at leve og arbejde anderledes.

Vejen til den store reform af sundhedsvæsenet

Vejen til den store reform af sundhedsvæsenet

Alle vil flytte behandlinger fra sygehuse til kommuner og praktiserende læger, og alle vil sætte patienten i centrum. Men ingen har svarene på, hvordan det skal ske, og hvordan det hænger sammen økonomisk. En stribe aktører opfordrer nu sundhedsminister Magnus Heunicke til at gå målrettet ind i forberedelserne af en ny reform af sundhedsvæsenet.

Ny hovedrolle til familielægen

Ny hovedrolle til familielægen

300.000 danskere vil om få år ikke have deres egen faste læge, hvis udviklingen fortsætter som hidtil. Reformen skal styrke den almene praksis, så den praktiserende læge reelt bliver patienternes tovholder.

Nationale penge skal sikre nærhed i sundhed

Nationale penge skal sikre nærhed i sundhed

Over hele landet aftaler regioner og kommuner nu, hvad det skal koste, når en behandling flytter fra sygehuset og hjem til patienten. Aftalerne er forskellige fra region til region og tilbyder ikke samme kvalitet i behandlingen. Ekspert efterlyser national, økonomisk model.

22 sundhedsklynger skal hjælpe patienter fra sygehus til kommuner

22 sundhedsklynger skal hjælpe patienter fra sygehus til kommuner

Sygehuse, kommuner og praktiserende læger skal samarbejde mere om patienterne. De har i ti år mødtes i 22 sundhedsklynger, der erbygget op omkring akutsygehuse i hele landet. Ingen har evalueret klyngernes arbejde. Alligevel kan de få en nøglerolle i en kommende reform.

Forebyggelse skal give danskerne flere gode leveår

Forebyggelse skal give danskerne flere gode leveår

Danskerne bliver så syge, at sundhedsvæsenet har svært ved at følge med. Vi lever dobbelt så mange år med sygdom som vores naboer i Norge, og de lever længere end os. Nu efterlyser sundhedseksperter initiativer, som skal forebygge vores egne dårlige livsstilsvalg.

Sundhedshuse får nøglerolle

Sundhedshuse får nøglerolle

Flere læger til yderområder, synergi mellem sundhedsfaglige grupper og flere og bedre lokale behandlingstilbud. Det er nogle af de fordele, sundhedshuse kan føre med sig. Hvis det bliver grebet rigtigt an.

Patienter kan mestre livet med nye fælles data

Patienter kan mestre livet med nye fælles data

Borgere samler sundhedsdata ind i millionvis. De deler data med producenter som Apple, Google, Garmin og Samsung, men ikke med deres læge eller andre sundhedsprofessionelle. Ekspert efterlyser ny strategi for brug af patienters egne data til fremme af sundhed.

Set, læst og hørt: Camilla Mordhorst

Set, læst og hørt: Camilla Mordhorst

Camilla Mordhorst, direktør for Dansk Kulturinstitut, har set Oscarnomineret dokumentar om kultursammenstødet på en kinesiskejet fabrik i USA’s hjerteland og læst forrygende russisk litteratur om djævlens visit i Moskva.