Vores generation har glemt, hvordan man taler om krig og fred, magt og strategi. Vi mangler erfaringen, som var historien et land, vi ikke har besøgt længe.

Men måske er tingene ved at ændre sig. Ord og handlinger har i den seneste tid vist, at Europas ledere igen er ved at indstille sig på at tage verden, som den er, snarere end som de gerne ville have, den var. Et nærliggende eksempel er Angela Merkel og François Hollandes arbejde i Minsk i februar: en våbenhvileforhandling, der må betragtes som den største prøve, Europas geopolitiske viljestyrke har været på siden den kolde krigs afslutning. Det nylige EU-topmøde om katastroferne i Middelhavet var et andet tegn.

”Hele verden er en scene,” skrev Shakespeare. I årtier har EU stræbt efter at blive en udenrigspolitisk aktør. I Bruxelles, Paris, London og Berlin excellerer tænketanke, akademikere og diplomater i sofistikeret strategiplanlægning. Men måske er det nødvendigt først at stille det enkle spørgsmål: Hvad vil det sige at være en “spiller”? Er Europa rustet til denne rolle, ikke bare materielt eller institutionelt (eksperternes tumleplads), men først og fremmest hvad angår begreber og selvopfattelse? I det politiske teater er der fire grundlæggende kategorier: spillet, teateret, aktøren og offentligheden. Lad os se nærmere på alle fire.

1. Spillet

Da Berlinmuren faldt i 1989, havde de europæiske stater i fire årtier været besat af enten Amerika eller Sovjetunionen. Pludselig stod de på egne ben igen, der var frit slag om pladsen på scenen. Det var et euforisk men også usikkert øjeblik. Var spøgelserne fra fortiden manet i jorden, kunne vi håndtere den nye frihed? Men før vi nåede til disse spørgsmål, blev der ordineret et beroligende middel: “historiens afslutning”. De kapitalistiske demokratier havde vundet, og resten af verden ville følge efter.

[quote align="left" author=""]Vi mangler styrken til at sige: En dag vil Den Europæiske Union gå hertil, de her lande bør lukkes ind (hvis de vil), men ikke de her (selv hvis de gerne vil). I stedet dyrker vi tvetydighed, med Ankara og med Kiev.[/quote]

Hvor ironisk: Netop som Europa oplevede en geopolitisk opvågnen, var der nogen, der råbte: “Forestillingen er slut, I kan godt gå tilbage til jeres omklædningsrum!”

Vi troede det hellere end gerne. “Historiens afslutning” passede fint som ramme for den integrationsmodel, Frankrig, Tyskland og de andre europæiske stater siden 1950 havde anvendt til at skabe “evig fred” – i det mindste blandt dem selv. Institutionerne i Bruxelles klarer på enestående vis at lukke luften ud af interne konflikter, at sætte parentes om magten og at afpolitisere.

Lige så godt som det fungerede internt, lige så lidt var man med denne tilgang forberedt på en verden udenfor, hvor folk spillede efter andre regler og med andre lidenskaber. Dette billede er under hastig forandring. “Politik er vendt tilbage til Europa, historien er tilbage,” sagde EU-præsident Tusk, efter han tiltrådte i slutningen af 2014.

2. Teateret

Europas udenrigspolitik blev udformet, mens man var tryllebundet af ”historiens afslutning”: Den er rettet mod at hjælpe andre lande med at blive ligesom os ved hjælp af udviklingsbistand, handelsaftaler og eksport af normer. Den medfølgende opfattelse af geografi er sigende. Så snart unionen havde åbnet for otte tidligere kommunistiske lande ved topmødet i København i december 2002, begyndte man i Bruxelles at rette blikket længere væk.

Formanden for EU-kommissionen Romano Prodi talte i 2003 om en “ring af venner”, der strakte sig fra Marokko over Egypten til Kaukasus og Ukraine. Det var geopolitik med passeren: Tag et verdenskort, anbring det ene ben i Bruxelles, og tegn en god, bred cirkel med det andet ben – uanset forskellene mellem de lande, der blev inkluderet. Heraf opstod EU’s naboskabspolitik. Da Prodi forklarede sin vision i Washington, sagde George W. Bush: “Det lyder som Romerriget i mine ører, Romano!”

[quote align="right" author=""]Det største handicap er således ikke Bruxelles mangel på midler, men medlemsstaternes tilbageholdenhed med at gøre sig deres egne midler klart og bruge dem som en del af helheden.[/quote]

I Bruxelles fulgtes det dengang populære løsen “en ring af venner” af undgåelsen af et andet: “et nyt Jerntæppe”. Formuleringen vidner om betænkelighed ved at trække nogen som helst streg på et kort af frygt for at skabe nye ar og for at eksludere nogen. Men hvordan kunne man få dette til at gå op med Europas ambition – højtideligt fremsat i Maastrichttraktaten i 1993 – om at agere på den globale scene? Indebar det ikke, at man overvejede sit forhold til andre spillere og sonderede forholdene i sine indflydelsessfærer?

Siden da er naboskabspolitikken brudt sammen under udfordringerne fra de arabiske oprør (2011) og krigen i Ukraine (2014). Nogle giver EU skylden for konflikten med Rusland. Mod bedre vidende: Det er åbenlyst, hvem aggressoren er. Men den apolitiske position havde negative konsekvenser for den europæiske side.

Det var ubetænksomt at tvinge Ukraine til at vælge mellem tilknytningsaftalen med EU og toldunionen med Rusland – på grundlag af WTO’s handelsregler. Det var i Vilnius i november 2013. I sidste uge mødtes EU-lederne igen med deres kolleger fra nabolandene i øst, denne gang i Riga. Har EU lært noget?

Måske. I et nyligt EU-dokument hedder det, ualmindelig selvkritisk, at naboskabspolitikken “ikke altid (har) været i stand til at sikre en tilstrækkelig reaktion pa° den seneste udvikling”. For diplomater er det en hård udtalelse.

Fire forandringer peger i retning af politisk realisme.

For det første: I dokumentet tales der om “differentiering” og “fleksibilitet”. Med andre ord: Hold op med at putte ethvert land fra Egypten til Armenien i samme kasse, og lær at reagere på forhold, der er under forandring.

For det andet: Se på “naboernes naboer”.  Det vil sige: Udform ikke en Ukraine-politik, som om Rusland ikke eksisterede, eller en Egypten-politik uden Saudi-Arabien eller Iran.

For det tredje: Dokumentet fremhæver “stabilitet” og “sikkerhed” som mål på linje med demokrati og menneskerettigheder. Det er utvivlsomt en erfaring fra Libyen, hvor vesten jagtede en diktator for i stedet at få anarki og flygtninge.

For det fjerde: Ordet “interesser” optræder meget oftere. “Europæiske interesser” var længe et tabuiseret begreb. EU-politik handlede, når alt kom til alt, om at overvinde sine egne nationale interesser – vi kunne vel ikke ønske os at gentage brøden på et højere plan? Tabuet opfyldte sit formål, da unionen blev skabt. At Europas fælles interesser er kommet i centrum, er et tegn på modenhed.

Et svagt punkt i unionens geografiske selvbillede bliver tilbage: Vi er ude af stand til at fastlægge en grænse. Vi mangler styrken til at sige: En dag vil Den Europæiske Union gå hertil, de her lande bør lukkes ind (hvis de vil), men ikke de her (selv hvis de gerne vil). I stedet dyrker vi tvetydighed, med Ankara og med Kiev.

Diplomatisk hykleri kan være et aktiv: Det tillader, at muligheder holdes åbne, for ikke at fornærme nogen. Men man betaler også en pris – og den pris er blevet højere. Udenrigspolitisk kunne en territorial afklaring bidrage til at opbløde det spændte forhold til Moskva. Indenrigspolitisk kunne det styrke Europas svage følelse af at tilhøre samme klub: For hvordan føler man sig hjemme med en åben dør?

3. Spilleren

I mellemtiden indser vores globale ”europæiske spiller”, at han må forholde sig til det, der sker, holde på sine landområder og få offentligheden over på sin side. Men hvordan kan man agere, når man er en “union”?

Igen et spørgsmål om selvbillede. Tag ønsket om, at Europa skal “tale med én stemme”. Det kræver unægtelig et stærkt centrum. Men det indebærer ikke, at det kun er Bruxelles, som taler, mens Paris, London, Berlin og andre hovedstæder holder mund. Unionen er ikke en stat, den vil forblive en forening af stater.

At svække staterne ville være den hurtigste vej til Europas globale irrelevans. Unionens opgave er derfor at udnytte sine medlemmers styrker og stemmer, så de bliver som et kor. (Da eksalterede føderalister og selvtilfredse euroskeptikere bliver ved med at gentage det modsatte ved enhver lejlighed, skal det tilføjes: Én disharmonisk tone er ikke et tegn på korets endeligt!)

Udenrigspolitiske midler og ditto mandsskabsstyrke befinder sig primært hos medlemsstaterne, det være sig i form af diplomater, hære, efterretningstjenester eller budgetter – hertil kan føjes EU-diplomater og -budgetter.

Tilsammen har vi verdens næststørste hær, det bedst bemandede diplomati og det største budget for udviklingsbistand. Det største handicap er således ikke “Bruxelles” mangel på midler, men medlemsstaternes tilbageholdenhed med at gøre sig deres egne midler klart og bruge dem som en del af helheden.

At forholde sig til dette kræver ikke nogen traktatændring: Det er et spørgsmål om mentalitet. Frem for at dagdrømme om en fremtidig europæisk hær vil det være mere nyttigt at få de eksisterende hære til at marchere i samme retning. De større medlemsstater må lære at dele magten og ikke bare bruge EU som værktøjskasse for deres egne tiltag. De mindre stater må modsvare deres ønske om at deltage i globale debatter med villighed til at påtage sig omkostninger og risici.

Energisikkerhed, dilemmaer om immigration, forsvarsudgifter: Indenrigs- og udenrigsanliggender er stadig sværere at adskille. Det er en af grundene til, at premierministre er stadig mere aktive. De mødes stadig hyppigere i Det Europæiske Råd, med Kommissionsformanden og den højtstående repræsentant ligeledes til stede.

Den Europæiske Union har en form for kollektiv topleder – som ikke sidder i et ovalt kontor, men rundt om et ovalt bord. På plussiden: Magten til at fordele midler (både nationale og fra EU) modsvarer her fuldt ud kompetencen til at udstikke unionens retning. På minussiden: Denne instans er drevet af kriser, den mangler tid, kontinuitet og sammenhæng.

4. Offentligheden

En spillers globale magt hviler ikke kun på økonomisk formåen, militær styrke eller diplomatisk status. Støtten fra hans hjemlige offentlighed er lige så vigtig. Udenrigsanliggender er i det globale søgelys. I demokratier har offentligheden magt til at buhe ad en optræden. Den gør livet hårdt for sine talsmænd. Men det modsatte er også tilfældet: Offentlighedens støtte er et uforligneligt magtgrundlag. Tænk på præsidenterne i Rusland, Amerika og Kina, som – indimellem med nådesløse midler – formidler den følelse, at hele nationen står bag dem.

Det er den sværeste opgave for europæiske ledere. De må konfrontere deres egne vælgere, når det gælder vigtige, internationale anliggender. Udmeldinger af denne slags vinder ingen stemmer – men hvordan kan politikere, som frygter deres egne vælgere, gøre sig forhåbninger om at skræmme Putin? En aktørs værste fejl er at undervurdere sit publikum.

Portugiserne, irerne, franskmændene, rumænerne, danskerne eller briterne: Folk i Europa ved udmærket, at historien har nye optrædener i vente til dem. Nogle håber uden nogen tvivl på at glemme deres frygt ved at forlade teateret. Men mange er klar til at bifalde aktører, som forholder sig til verden – som den er.