Donald Trumps magtovertagelse i USA er en historisk og ubehagelig udfordring for Europa som helhed og ikke mindst for Danmark, der i årtier har haft den siddende præsident i Washington som sin udenrigspolitiske ledestjerne.

Forud for indsættelsen af den uberegnelige byggematador i Washington på fredag står det klart, at manden er mere optaget af at smiske for Ruslands præsident, Vladimir Putin, end af overhovedet at tale med USA’s historiske allierede i Europa.

Trumps flirt med Putin er politisk set helt uacceptabel set fra Europa, i og med at den russiske præsident ikke lægger det mindste skjul på, at hans mål er at undergrave det EU og det NATO, som siden afslutningen på Anden Verdenskrig har været grundpillerne i en historisk lang periode med voksende frihed, demokratisering og massiv velstandsforøgelse.

Amerikanske efterretningstjenester har dokumenteret, at Putin har arbejdet målrettet på at få Donald Trump valgt i USA, og de gør det klart, at Rusland også agter at blande sig i de vigtige valg i Frankrig og Tyskland i år. Og dét i øvrigt sammen med det højrepopulistiske amerikanske medie Breitbart, der under ledelse af Trumps kommende chefstrateg, Steve Bannon, har udviklet sig til en vigtig magtfaktor.

Sandheden er således, at topfolk i Kreml og i Det Hvide Hus reelt vil heppe på de samme EU-skeptiske politikere, når franskmændene 7. maj vælgere deres næste præsident, og når tyskerne til efteråret afgør, hvem der skal være kansler i de kommende fire år.

Derfor bør statsminister Lars Løkke Rasmussen og de andre regeringsledere i Europa, der går ind for europæisk samarbejde, gøre sig helt klart, at der kun er en relevant konklusion at drage: Europa må se at blive voksent og tage kollektivt ansvar for sin egen sikkerhed. I NATO har en række lande – herunder Danmark – i økonomisk forstand kørt på frihjul, hvilket netop er, hvad Donald Trump har beklaget sig over.

Helt siden Balkan-krigene i 1990’erne har det stået klart, at det frie, velhavende Europa hellere ville spendere den såkaldte ’fredsdividende’ efter Sovjetunionens sammenbrud på skattelettelser og velfærdsforbedringer end på at udvikle den fælles forsvars- og sikkerhedspolitik, der er nødvendig, hvis nogen overhovedet skal tage navnet Den Europæiske Union alvorligt.

Tysklands kansler, Angela Merkel, sagde i den forløbne uge ligeud, at europæerne er ’naive’, hvis de tror på, at man til evig tid kan sætte sin lid til, at andre vil løfte den sikkerhedspolitiske byrde i Europa.

”Lad os ikke lyve for os selv. Set fra nogle af vore traditionelle partnere – og her tænker jeg på transatlantiske relationer – er der ingen evig garanti om et tæt samarbejde med os europæere,” sagde Merkel, som understregede, at Europa i kraft af udviklingen i Rusland, i USA og i Mellemøsten står over for de største udfordringer, man har kendt i årtier.

Selv om Trumps udvalgte kandidater til posterne som forsvarsminister og udenrigsminister har talt væsentligt mere kritisk om Rusland end Trump selv, ændrer det ikke ved, at USA i de kommende år først og fremmest vil være optaget af sig selv, og at Trump ikke ser det som USA’s opgave at sikre udbredelse af demokrati og retsstatslighed i resten af verden.

Det må man tage bestik af i Europa, hvor man i de kommende år må prioritere de politikområder, som får både de godt 500 millioner EU-borgere og resten af verden til at tro på, at Den Europæiske Union er kommet for at blive: Sikring af de ydre grænse, styrket politi- og efterretningssamarbejde og udvikling af troværdige fælles militære kapaciteter.

I den forbindelse kan man kun hilse det velkomment, at Danmarks regering i sidste uge valgte at sende et af flyvevåbnets Challenger-fly til Middelhavet for at deltage i overvågningen af den ydre grænse mod syd. Det var et passende signal om, at Danmark gerne vil deltage i fælles løsninger på fælles udfordringer, når det gælder håndteringen af den massive strøm af flygtninge og migranter til Europa.

Trumps magtovertagelse i USA er overordnet set en af de mest utraditionelle og tilsyneladende dårligst forberedte i nyere tid. Toppolitikere, diplomater og virksomhedsledere i USA og resten af verden er reelt i vildrede over, hvilke politikker man kan forvente, at den nye præsident vil føre. Hans økonomiske planer kritiseres for at prioritere skattelettelser og offentlige investeringer på den korte bane, mens det bliver op til senere politikere at nedbringe den massive statsgæld. Og på det udenrigspolitisk plan er der bekymring over Trumps provokationer over for Kina.

Samtidig har der på det personlig plan rejst sig en skarp kritik af Trump for ikke i tilstrækkelig grad at kappe forbindelserne til sit omfattende forretningsimperium, der med over 500 selskaber – heraf hovedparten i skattely – har en samlet milliardomsætning.

Den britiske finansavis Financial Times kalder Trumps juridiske arrangementer for at undgå interessekonflikter ’ynkelige’ og ’farceagtige’ og skriver, at selv et barn vil kunne forstå, at mistanken om mulige interessekonflikter ikke forsvinder, når en far overlader kontrollen med forretningen til sønnerne, sådan som Trump har gjort det.

Det bedste, man kan sige om den tiltrædende Trump-administration, er, at de trods alt velkvalificerede ministerkandidater fra erhvervslivet og den politiske verden tilsyneladende har betydeligt manøvrerum til at formulere politikker, der er direkte i modstrid med, hvad Donald Trump har sagt under sin exceptionelt lange valgkamp.

Omvendt kan man ikke sige sig fri for bekymring over udsigten til, at en nærtagende, uberegnelig og kolerisk person som Donald Trump i de kommende fire år skal være USA’s militære øverstkommanderende. Så meget desto mere grund er der til, at vi europæere begynder at opføre os voksent og realistisk og tager ansvar for Europa.