Den store medieopmærksomhed om valuta- og børskrisen i Sydøstasien har fjernet opmærksomheden fra de realøkonomiske forhold i verden. Her flytter tyngdepunktet sig fortsat fra USA og i retning mod Europa og Asien. Europæiske virksomheder er i fuld gang med at høste de samme fordele af internationaliseringen, som amerikanske virksomheder gjorde for 5-10 år siden. Og Sydøstasien står trods den aktuelle børskrise foran et tiår med solid økonomisk vækst - formentlig med Kina som den store vinder. Asien skal dog igennem en fase med krævende omstillinger, før der igen kommer fuld fart på økonomien. Omstillingerne handler blandt andet om at skabe mere effektive virksomheder og om at reformere de nationale finanssystemer. Sådan vurderer Danmarks ambassadør i Singapore, J. Ørstrøm Møller, forskydningerne mellem verdens førende økonomiske regioner.