Lisbeth Knudsen har tilbragt godt 40 år i mediebranchen og har beskæftiget sig med medier og journalistik inden for både print, radio, tv og digitale platforme. De fleste af de 40 år som leder på forskellige niveauer og aktiv i forskellige bestyrelser og organisations-sammenhænge. Hele karrieren igennem har hun kombineret erfaring med både den forretningsmæssige side og den redaktionelle side. Journalistisk udvikling, nye fortælleformer, digital transformation, disruptive innovation og de nye teknologiers indflydelse på mediebranchen er en rød tråd i hendes virke, lige som nye forretningsmodeller, ledelse, politik og samfund altid har været det.
Lisbeth Knudsen tiltrådte pr. 1. december 2015 som direktør og chefredaktør for Mandag Morgen Danmark og som ansvarlig for både redaktionelle aktiviteter og mange andre opgaver med kommerciel udvikling, projekter, analyser, konferencer m.v., som foregår i Mandag Morgen regi.
Hun er adjungeret professor på CBS. Skriver kommentarer og debatindlæg flere steder - bl.a. på Altinget.dk.
Hun er desuden formand den rådgivende ingeniørvirksomhed NIRAS Group, formand for bestyrelsen for Odense Symfoniorkester og arkitektvirksomheden Rønnow, Leth & Gori og for faktatjekmediet TJEKDET.dk Hun er formand for Dansk Selskab for Virksomhedsledelse (VL-grupperne). Desuden formand for bestyrelsen for ENIGMA-museet og medlem af Illum Fondets bestyrelse.
Lisbeth Knudsen er tidligere ansv. chefredaktør for Berlingske og koncernchef (CEO) for Berlingske Media igennem 8 år til september 2015. Før det var hun nyhedsdirektør i DR i 8 år og før det igen i godt 8 år adm. dir. for A/S A-pressen og chefredaktør for Aktuelt. Hun blev uddannet journalist fra 1975 og startede sin karriere på Berlingske som politisk reporter, senere chef for den politiske redaktion, erhvervsredaktør, søndagsredaktør og medlem af chefredaktionen frem til 1990.
Europaparlamentsvalget er for vigtigt til et liv i skyggen
KOMMENTAR: Valget i denne måned kan vende op og ned på den kendte magtbalance i Europa-Parlamentet. Danskernes valgdeltagelse er pinligt lav, og kurven bør knækkes denne gang.
Der findes en aprilsnar, som næsten aldrig bliver gættet. En af dem om et eller andet fjollet, som EU har fundet på. Af uransagelige grunde, så har vi en djævelsk tro på, at det nok kan være rigtigt, selv om vi efterhånden, ligesom med sensationerne på Facebook, der deles alt for ukritisk, burde have lært, at så tossede er de nu heller ikke nede i Bruxelles. Lakridspiberne lever stadig i bedste velgående, selv om de var dømt ude en kort stund. Det samme gælder mange andre myter om EU, som ikke holder vand.
Nu nærmer sig et valg til Europa-Parlamentet, der tidsmæssigt vil komme til at stå i skyggen af vores folketingsvalg. Selv om europaparlamentsvalget her i 2019 faktisk er temmelig afgørende for EU's funktionsduelighed og kurs i fremtiden: 1) Fordi briterne på et eller andet tidspunkt stadig må formodes at ville forlade fællesskabet. 2) Fordi nye politiske strømninger i flere af medlemslandene kan skabe opbrud i gamle magtbalancer i Parlamentet og gøre det direkte dysfunktionelt i forhold til at træffe beslutninger. 3) Og fordi EU står over for nogle store, uløste problemer med immigration, klima, vækst og meget andet, som kræver stærkt lederskab og politisk mod.
DEN DANSKE VALGDELTAGELSE ved europaparlamentsvalget i 2014 var 56,32 procent, og den gennemsnitlige valgdeltagelse i EU som helhed 42,61. Ikke ligefrem noget at prale af. Kun godt lidt over halvdelen af os danskere går altså hen og stemmer. Det er pinligt og forhåbentlig ikke et tal, der ryger yderligere ned ved denne måneds EP-valg.
Når et EP-valg nærmer sig, så går der en helt sædvanlig automatik i gang. Politikerne beskylder medierne for at underprioritere den del af EU-stoffet, der ligger uden for de store spektakulære og ofte konfliktfyldte stats- og regeringsledermøder. I særdeleshed det, der foregår i Europa-Parlamentet. Men en eneste god ting kan man vel sige om Brexit: Der har aldrig været skrevet og talt så meget om EU som det seneste år.
Sagen er, at de fleste danskere opfatter det sådan, at vi vælger en flok danske medlemmer af Europa-Parlamentet og sender dem til Bruxelles som vores landshold. I de fleste danskeres overvejelser om, hvem de skal stemme på, indgår ingen som helst stillingtagen til den partigruppering, som de danske politikere bliver en del af i Europa-Parlamentet. Der indgår ingen viden om, hvad de pågældende reelt har udført af arbejde i de europæiske partigrupperinger, og hvad de har stemt for, hvis de stiller op til genvalg.
Paradoksalt nok har fremkomsten af nationalistiske partier i Europa skabt en åbning til at gøre dette års parlamentsvalg til en virkelig tværnational og interessant debat om Europas fremtid. Lederen af det italienske Lega-parti, Matteo Salvini, sagde på et valgmøde i 2018: "Valget til Europa-Parlamentet næste år bliver en folkeafstemning mellem elitens Europa, bankernes, finanssektorens, indvandringens og de usikre jobs Europa og så borgernes og arbejdernes Europa." Ungarns premierminister, Viktor Orbán, har også understreget betydningen af EP-valget: "Hvis vi ikke er i stand til at nå et tilfredsstillende resultat i forhandlingerne om migrationsspørgsmålet og budgettet, så lad os vente på, at den europæiske befolkning giver udtryk for sin vilje ved valget til Europa-Parlamentet i 2019.”
I løbet af de sidste mange årtier har en bred alliance af store partier i en slags duopol reelt styret EU. Politikere fra mainstream centrum-højre- og centrum-venstre-partier har haft et komfortabelt flertal i EU's vigtigste institutioner. Den periode kan komme til sin afslutning ved valget i denne måned, hvis de mere populistiske partier både på den radikale højrefløj og venstrefløjen vinder frem. Så kan lovgivningsprocessen blive mere besværlig, men debatterne og forhandlingerne måske mere interessante, fordi der skal skabes politiske forlig på den måde, vi kender det fra et dansk Folketing med mange partier.
DET NYTTER IKKE, at vi tænker de folkevalgte parlamentsmedlemmer som vores udsendte danske landshold. Vi skal tænke over, hvilke politiske grupperinger de valgte kommer til at indgå i, og hvilken europæisk kurs de vil arbejde for. Og skulle nogen være i tvivl om, hvordan de bedst får deres meninger repræsenteret i Europa-Parlamentet, så er Altingets kandidattest en god øvelse.
