Her er 3.000 unges håb om fremtiden

Ny frygt er dukket op i brevene

”Kære fremtid. Jeg drømmer om en verden, hvor vi kan se bort fra det, der adskiller os, og i stedet fokusere på det, der forener os.”

Ud over klimaforandringer, biodiversitetskrise, konflikter og frygten for Tredje Verdenskrig optræder andre markante temaer også som en gennemgående rød tråd i mange af de unges breve til fremtiden.

Mange drømmer om en verden, der kører i et langt roligere tempo. Hvor der er mindre fokus på de materielle goder. Hvor der er mere tid til nærvær og et fællesskab, der kan rumme alle. Og hvor sexisme og racisme ikke længere eksisterer.

”De ønsker et fællesskab, hvor der er plads til alle individer, som de er. At man ikke skal ændre sig for at kunne passe ind i en gruppering. Det skal være omvendt. At fællesskabet skal kunne være elastisk nok til at kunne rumme os, uanset hvor forskellige vi er. Der er et enormt stort fokus på ligeværd,” siger Stella René.

Mange unge håber også på en fremtid, hvor der ikke i samme grad bliver lagt vægt på karakterer og præstationer, men hvor det i langt højere grad handler om at få lov til at udvikle sig.

I løbet af den senere tid er der også begyndt at dukke en stigende frygt op blandt de unge om, at AI kommer til at fylde for meget i verden. 

”Frygten for AI er stille og roligt begyndt at dukke op i brevene. Det har vi ikke set før. Men de unge har også et håb om, at vi finder en måde at kontrollere AI på og bruge det effektivt til at give os selv mere frihed,” siger Nanna Vedel-Hertz.

Men er disse håb og drømme i virkeligheden ikke noget, som de fleste drømmer om? Det er et spørgsmål, de to håbefulde initiativtagere ofte er blevet stillet.

”Det synes vi faktisk er en ret fed pointe. For jo, det er det. Men skulle vi så ikke tage det seriøst? Når vi har så meget data, der siger, at det rent faktisk er den fremtid, vi har til fælles, skal vi så ikke lade være med at negligere det, men i stedet fremhæve, at det er der, vi skal sætte ind?” spørger Stella René. 

To sjæle – en tanke

”Kære fremtid. Du virker altid så langt væk. Måske er det, fordi jeg ikke kan udleve mine drømme, som verden ser ud lige nu.”

Generation Hope startede oprindeligt under en gåtur rundt om søerne i København på en solskinsdag i maj for tre år siden.

Det, som egentlig skulle have været en helt normal catch up-samtale mellem to venner, der ikke havde set hinanden i et stykke tid, endte med at blive livsændrende.

De stod begge et svært sted i livet. Stella René var vendt tilbage til hovedstaden efter at have læst filosofi i Storbritannien, men følte sig meget sårbar, havde svært ved at se fremtiden for sig og var sygemeldt med OCD – en psykisk lidelse med tilbagevendende tvangstanker.

Nanna Vedel-Hertz havde arbejdet med flygtninge i Grækenland i længere tid. Hun kæmpede også med at bevare et lyst blik på fremtiden, mens hovedet var fyldt med kontrasterne mellem livet i en flygtningelejr og hverdagen i Danmarks velfærdssamfund, hvor folk gladeligt betaler 50 kroner for en cappuccino.

”Der blev vi fandenivoldske. For det kan da ikke være rigtigt, at der skal gå nærmest en hel generation rundt og have ondt i maven over den fremtid, der skal udgøre hele deres levetid,” husker Stella René.

Generation Hope udviklede sig sidenhen gennem flere samtaler og brainstorms mellem de to venner.

Foreningen bygger på det, som forskere har døbt ’Hope Theory’. Den psykologiske teori kræver groft sagt tre ting: At man sætter sig mål, der er store nok til, at de betyder noget for os, og små nok til, at vi kan opnå dem. At man finder ud af, hvordan man kommer derhen. Og at man tror på, det kan lade sig gøre.

En særlig læresætning fra Nanna Vedel-Hertz’ tid som skiinstruktør i Canada er nu blevet en slags fundament for foreningen.

”Når man underviser begyndere i at stå på ski, må man ikke sige ’pas på de træer derovre til højre’. For kroppen følger blikket, og skiene følger kroppen. Og så kører man mod højre. Men den tendens ser vi også i samfundet. Vi kigger utrolig meget på alt det, vi ikke vil have, og der, hvor vi ikke vil hen. På alle de kriser og konflikter og verdensledere, der gør mærkelige ting. I stedet for at kigge på, hvad vi gerne vil have, og hvad det egentlig er for en verden, vi gerne vil skabe sammen,” fortæller Nanna Vedel-Hertz. 

Kløft mellem generationer

“Kære Fremtid. Jeg håber, du har en jord at leve på, der ikke er ødelagt af menneskeskabte klimaforandringer, fascistiske verdensledere og ligeglade verdensborgere.”

Mens Stella René og Nanna Vedel-Hertz har indsamlet breve fra de unge de seneste par år, har de observeret en forståelseskløft mellem unge på den ene side og forældre, undervisere og politikere på den anden.

”Det er egentlig ikke, fordi de voksne ikke gerne vil. Men vi oplever igen og igen, at engagement måske ser anderledes ud i dag, end det gjorde for de ældre generationer. De fortolker de unges apati som en ligegyldighed, men ser ikke, at den er bygget på en dyb, dyb frygt,” siger Nanna Vedel-Hertz og tilføjer:

”Vi har haft nogle diskurser i vores samfund omkring snefnug, curling-generationen, og at de unge er for skrøbelige til at eksistere i den her verden. Det har måske skabt en misforståelse, så man er holdt op med at lytte til hinanden. Vi skal finde et fælles sprog for at få italesat, at unge er utroligt engagerede, men bare på en anden måde.” 

Kløften kommer for eksempel til udtryk, når de tager ud på gymnasier og erhvervsskoler for at lave øvelsen ’Kærlighedsbreve til Fremtiden’. Så sker det tit, at underviserne lige forbereder dem på, inden de går i gang, at deres elever ikke går så meget op i klima og menneskerettigheder. Bare så de er forberedt.

”Men når vi så går i gang, er det et helt andet billede, der tegner sig. De har rigtig meget på hjerte. Men deres undervisere, som er generationen over dem, har ikke forstået måden, de udtrykker sig på, selv om de er sammen med dem hver dag. Der er et mismatch i kommunikationen,” siger Stella René.

På samme måde mener de begge to, at den seneste valgkamp om formueskat, drikkevand og grisevelfærd på mange måder suser hen over hovedet på de unge.

Hvor politikere taler om militær oprustning, har unge fokus på åndelig oprustning. Og hvor politikerne taler om fravalg, har unge fokus på tilvalg.

”Unge ønsker en meget mere radikal forandring på klimafronten end de nuværende klimamål. Men den politiske debat handler ofte om alle de ting, vi ikke må. Som at stoppe med at flyve og spise kød. Unge ønsker at fokusere på tilvalg og på det, som vi vinder ved at ændre vores måde at leve på, med renere luft og det gode liv, vi kan skabe,” fortæller Stella René.

Med donationen på 4,7 millioner kroner kan Stella og Nanna nu fortsætte med at spørge unge om, hvad de håber for fremtiden, de næste tre år og forsøge at nå målet om at indsamle 15.000 kærlighedsbreve til fremtiden. Som Nanna Vedel-Hertz fortæller:

”Vi arbejder med håb, fordi vi ønsker at skabe forandring. Vi skal gøre det tydeligt, at fremtiden ikke er hugget i sten. Den kan formes, og vi former den aktivt hver dag. Når vi står med 15.000 unges håb og drømme, ved vi, hvilken fremtid vi drømmer om, og så kan vi begynde at se, hvad der skal til for at skabe den.”