Europas energiomstilling har spændt ben for sig selv

I mere end et årti har jeg deltaget i udviklingen af Europas energipolitik indefra – i dialog med EU-Kommissionen, politikere, medlemsstater, industri, systemoperatører og interesseorganisationer. Jeg deler fuldt ud målet om et klimaneutralt Europa. Men jeg er i stigende grad bekymret for, om den måde vi forsøger at nå målet på, reelt gør opgaven sværere, end den behøver at være.

Energiomstillingen er ikke kun et nødvendigt og moralsk projekt. Den er en industriel transformation af et omfang, vi aldrig før har gennemført. Det er hele værdikæden, der skal forandres samtidig: produktion, konvertering, lagring, transport, markeder og forbrug. Historisk er energisystemer blevet ændret trinvist. I dag forsøger vi at ændre alt på én gang. Det øger kompleksiteten og risikoen dramatisk.

I perioden 2016–2022 oplevede jeg en markant berøringsangst i Bruxelles over for alt, der bar overskriften ’gas’. Ikke kun naturgas, men også gasinfrastruktur, lagring og fleksibilitet. Embedsværk og politikere ønskede i flere sammenhænge ikke at blive associeret med gas-emner af frygt for at blive opfattet som fossil-venlige.

Konsekvensen var, at vigtige systemdiskussioner om fleksibilitet, sæsonlagring, back-up-kapacitet og overgangsveje blev marginaliseret – ikke fordi behovet forsvandt, men fordi fortællingen blev politisk ubekvem.

Smalle høringer

Samtidig ændrede inddragelsen af interessenter karakter. Formelt var der bred høring. Reelt blev der i stigende grad lyttet til aktører, der bekræftede den ønskede fortælling om hurtig og entydig omstilling til VE og elektrificering, mens faglige advarsler om modenhed, implementerbarhed og overgangsbehov fik mindre vægt.

Jeg oplevede en voksende nervøsitet blandt embedsmænd for at tage industrielle bekymringer alvorligt, hvis disse kunne tolkes som ’bremseklodser’ for den grønne ambition.

Det blev ganske enkelt lettere – og politisk tryggere – at lytte til et stigende antal mindre og ofte ukendte grønne græsrodsbevægelser, som aldrig tidligere havde deltaget i industriel udvikling eller systemomstillinger, end til modne og etablerede virksomheder, systemoperatører og industrier med ansvar for milliardinvesteringer og forsyningssikkerhed.

Når umodne teknologier reguleres som modne markeder, øges risikoen for fordyrelser, forsinkelser og investeringsstop.

De nye stemmer talte et klart normativt sprog. De etablerede aktører talte om kompleksitet, tidsforløb og risici. I den politiske logik blev det første ofte opfattet som mere legitimt end det sidste.

Denne udvikling blev forstærket af, at rekruttering i Kommissionen – anvendelse af konsulenter – i stigende grad syntes at favorisere politisk ’pleasende’ profiler frem for tunge tekniske og markedsfaglige kompetencer. Det svækkede den interne kapacitet til at udfordre forenklede narrativer og til at teste, om politiske mål faktisk kunne omsættes til fungerende systemer.

Blind tro på brint

Et kerneeksempel er reguleringen af brint. Der er blevet indført detaljerede markedsregler, som i praksis forudsætter et stort, modent og likvidt brintmarked. Mens der i virkeligheden kun er meget få producenter, få aftagere og projekter mest i demonstrationsskala.

Når umodne teknologier reguleres som modne markeder, øges risikoen for fordyrelser, forsinkelser og investeringsstop. Det ses i flere lande – man anklager sektoren for at have hypet brint, mens det i lige så høj grad er reguleringen, der kvæler udvikling og omstilling. Reguleringen som helhed er nok præmatur med 10-15 år.