Lederrollen er i krise. Og det er på tide

Mandag Morgens nylige artikel om, at kvinders motivation for at blive ledere daler, mangler den vigtige pointe, at det samme gælder for mænd. Siden 2020 er det faktisk mændenes motivation for at blive leder, der er faldet mest. Det er et signal om – uagtet kønsforskelle – at lederrollen er i krise.

For mig at se hænger lederrollens krise sammen med to store strømninger i nutidens arbejdsliv, der skaber friktion og er svære at forene.

Vi skal gøre lederrollen til et fælles ansvar frem for én persons byrde.

Den ene strømning kommer fra medarbejderne. Den handler om retten til fordybelse, fleksibilitet, balance og et arbejdsliv, der hænger sammen. Kort sagt en længsel efter den teknologiske revolutions uindfriede løfte om bedre og færre arbejdstimer.

I 1993 begyndte internettet sin udbredelse. I 2007 fik vi smartphones. I 2023 fik vi ChatGPT. Hvert teknologisk nybrud blev set som det, der kunne give os mere tid, mere frihed, mere balance. I stedet fik vi mere information, mere støj, flere mails, kortere deadlines og forventningen om konstant tilgængelighed. Løftet blev ikke indfriet, og vi har i dag stadig den 37-timers arbejdsuge, der i 1990 kom på overenskomst.

Bossismens tilbagekomst

Den anden strømning trækker i den modsatte retning. Det er det, jeg kalder bossisme. Den handler om den type chef, der bruger globale kriser til at indføre mere kontrol og flere KPI'er. Den leder, der mener, at medarbejdere er forkælede, og selv vil ’tage magten tilbage’. Vi har set det i CEO-skiftet hos Novo Nordisk.

Og det er præcis den lederrolle, som både mænd og kvinder – særligt den yngre generation – siger nej tak til.

Det er ikke et nej til ledelse, ansvar eller indflydelse. Det er et nej til ledelse på den måde, som rollen er defineret og efterlevet. Hierarkisk. Grænseløs. Med kontrol som værktøj og status som belønning. Designet til et industrielt arbejdsliv, der ikke længere burde eksistere, men som siden corona har fået vind i sejlene.

Det er et nej til ledelse på den måde, som rollen er defineret og efterlevet. Hierarkisk. Grænseløs. Med kontrol som værktøj og status som belønning

Vi har i alt for lang tid dyrket forestillingen om den heroiske leder. Den altid tilgængelige. Den der bærer det hele. Krigeren og superhelten. Det er en rolle med enorme menneskelige omkostninger, også for lederen selv. Det er følelsesmæssigt krævende. Det er fysisk krævende. Det koster på tid med familie og børn.

Måske er det ikke så underligt, at lysten falder. Vi har ikke skabt rum til at tale om, hvad det egentlig kræver at lede andre mennesker i en kompleks verden. I stedet har vi forventet, at ledere bare klarer det.

Det lederideal burde vi erstatte med noget andet. Post-heroisk ledelse. Ledelse som noget, vi gør sammen – ikke noget, én person bærer alene.

Lad os omdefinere god ledelse

Jeg tror, problemet er, at vi aldrig for alvor har gentænkt, hvad god ledelse er, og hvad den kræver af dem, der skal udøve den.

Vi hylder alt det, der skinner på overfladen. Vækst, finansielt overskud, anerkendelse. Mens trivsel og bæredygtige arbejdsfællesskaber behandles som bløde tillægsydelser – ikke som det, de er: forudsætningen for langsigtet og ansvarlig virksomhedsdrift.

Konsekvenserne af den kortsigtede hyldest af overfladisk ledelse er veldokumenterede – vi vælger bare ofte at se gennem fingrene med dem. Lige nu ser man dem blandt andet hos advokatfirmaet Plesner, hvor salget er dykket med 100 millioner kroner i 2025 efter sager om sexisme og grænseløs adfærd.

Hos BIG beretter ansatte om en kultur præget af frygt, råb og normaliseret sammenbrud – folk, der gik ned med stress og følte sig magtesløse. Hos Noma beskriver tidligere medarbejdere årtiers systematisk misbrug. René Redzepi undskyldte allerede i 2015 og alligevel fortsatte ledelseskulturen ti år til! Hos DSV beskrives topchefen Jens Lund af 14 nuværende og tidligere medarbejdere som en leder, der råber ad folk, ydmyger dem foran kolleger og kaster med vandflasker i mødelokaler. "Alle er bange for Jens Lund. Det er vanvittigt," lyder det fra en tidligere direktør.

Og alligevel kårer vi dem og hylder dem som lederikoner.  

Det er ikke tilfældigt. Det er systemisk. Vi har bygget et erhvervsliv, der belønner økonomiske resultater og ser den anden vej, når prisen betales af menneskene bag. Ødelagte mennesker, forgiftede kulturer og en generation af ledere, der har lært, at frygt er et acceptabelt ledelsesværktøj, så længe bundlinjen er sort.

Så længe trivsel behandles som et HR-projekt frem for et ledelsesansvar, løser vi ingenting. Og så længe vi beskytter det dygtige røvhul, fordi vedkommende leverer tal, sælger projekter eller har de rigtige forbindelser, betaler vi en pris. Stresskrisen er kvitteringen for et system, der tager mere, end det giver.

Så længe vi beskytter det dygtige røvhul, fordi vedkommende leverer tal, sælger projekter eller har de rigtige forbindelser, betaler vi en pris. Stresskrisen er kvitteringen for et system, der tager mere, end det giver.

I podcasten ’Det meningsfulde arbejdsliv’ taler jeg og min medvært Helle Ørsted om aktivisme fra toppen, fordi alt for mange direktioner og bestyrelser har gjort etisk og social ansvarlighed til noget exceptionelt i stedet for noget selvfølgeligt. Det burde bare hedde ledelse.

For god ledelse skaber trivsel. Og trivsel skaber resultater. Det er ikke en blød påstand. Det er evidensbaseret. Glade hjerner og rolige nervesystemer præsterer bedre, er mere innovative og er bedre kolleger. Men det kræver ledere og bestyrelser, der tør måle på andet end bundlinjen og tør skabe organisationer, hvor både hjerne og hjerte er en del af ledelsesrummet.

Så hvad skal der konkret til?

Vi skal holde op med udelukkende at måle ledere på kortsigtede leverancer og bundlinje – og begynde at måle på kultur, trivsel og på, om folk vokser. Vi skal gøre lederrollen til et fælles ansvar frem for én persons byrde. Vi skal stille krav til bestyrelser om at handle på adfærd, ikke kun på tal. Og vi skal holde op med at kåre og hylde ledere, der efterlader et spor af destruktion og ødelagte mennesker bag sig.

Lederrollen er i krise. Ikke fordi folk ikke vil lede. Men fordi vi som samfund har skabt en lederrolle, som koster mere, end den giver.

Hvis vi ikke tager den samtale seriøst, ved vi, hvad der sker. Vi fortsætter med at kåre de forkerte. Vi fortsætter med at miste de bedste. Og vi fortsætter med at undre os over, hvorfor kurverne peger nedad.