Han er Europas stærke mand. Hun er Europas mest pryglede premierminister.

Han prætenderer at ville lede Europa ind i det 21. århundredes triangulære verdensorden med EU som en ligeværdig partner over for USA og Kina.

Hun har brugt mere end 1.000 dage på at tilrettelægge Storbritanniens vej ud af EU – en proces, der ikke alene trækker Storbritannien ud af verdens største handelspolitiske blok, men som også sender rystelser gennem den union, som Det Forenede Kongerige er, og som især mange skotter ikke længere ser sig naturligt hjemmehørende i.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og Storbritanniens premierminister, Theresa May, befinder sig i foråret 2019 i hver sin ende af det magtpolitiske hierarki i Europa. Og det er i høj grad Macron, der presser på for hurtigst muligt at få Storbritannien ud af EU, sådan at han kan komme videre med sine planer for det europæiske samarbejde. Planer, som han i øvrigt har opbakning – om end den er fodslæbende – til i store dele af Europa, fra Skandinavien over Tyskland til Benelux-landene, Spanien og Portugal.

Derfor vil Macron være bad cop over for briterne ved denne uges EU-topmøde i Bruxelles, mens Theresa May kan trøste sig med, at Angela Merkel optræder i rollen som good cop. Tysklands erfarne og lavmælte kansler ved godt, at det for EU-systemet og for Europas politiske eliter vil være en katastrofe, hvis Brexit ender med no deal.

Hertil kommer, at Emmanuel Macron ifølge Danmarks netop fratrådte ambassadør i Paris, Kirsten Biering, næppe i sidste ende vil turde tage ansvar for at skubbe briterne ud, uden at der foreligger en forhandlet aftale.

Demokratisk underskud i London og Paris

Én ting har May og Macron imidlertid til fælles. De regerer hver for sig Europas måske dårligst fungerende demokratier.

Mens megen debat om demokratiets tilstand i Europa fokuserer på enten demokratisk underskud i EU eller på åbenlyst autoritære tendenser hos nationale ledere i Ungarn, Polen eller Rumænien, overses det ofte, hvor dårlige Frankrigs og Storbritanniens demokratiske systemer er til at inkludere nye folkelige strømninger i de demokratiske beslutningsprocesser.

De to gamle stormagter, der begge har atomvåben og sæde i FN’s Sikkerhedsråd, vælger som de eneste blandt 28 EU-lande deres parlamentarikere ved flertalsvalg i enkeltmandskredse. De 26 andre EU-lande har valgsystemer, der giver proportional repræsentation til langt flere politiske partier, hvilket betyder, at de nationale parlamenter i langt højere grad repræsenterer befolkningen, end det er tilfældet i de parlamentariske forsamlinger i London og Paris.

Det britiske underhus, House of Commons, med dets 630 medlemmer har i de seneste uger påkaldt sig hele Europas opmærksomhed med deres håndtering af Brexit-krisen. En udbredt vurdering er, at de britiske parlamentarikere er faret vild i partitaktiske manøvrer, mens de til gengæld kun i ringe udstrækning lytter til den britiske befolknings og det britiske erhvervslivs bekymringer om fremtiden.

"Det hele handler om, at de to store partier kæmper for enten at bevare magten eller for at erobre den," siger Hans-Christian Andersen, tidligere lektor ved Northumbria University på Newcastle Business School i det nordøstlige England.

"Underhuset er et vrangbillede på det britiske samfund. Som institution har det ikke formået at følge samfundsudviklingen, og mange briter føler sig ikke repræsenteret i Underhuset," siger Andersen.

Bundlinjen er, at det britiske parlamentariske demokrati synes ude af stand til at finde en løsning på Storbritanniens vigtigste politiske sag i årtier: Det kommende forhold til EU.

Den franske superpræsident

I Frankrigs parlament, Nationalforsamlingen, er de 577 medlemmer lige så magtesløse, som de britiske parlamentarikere er magtfulde.

Det franske parlament er ifølge Henrik Prebensen, lektor i fransk på Københavns Universitet, ikke andet end en ’gummistemplende institution’ for præsidenten, der ifølge forfatningen fra 1958 har vidtstrakte magtbeføjelser, og som nyder godt af, at valgsystemet er således indrettet, at det næsten med 100 procents sikkerhed giver præsidenten absolut flertal i Nationalforsamlingen.

"Forfatningen er indrettet sådan med fuldt overlæg. I den såkaldte 4. republik frem til 1958 havde man proportionalvalg med mange partier i Nationalforsamlingen. De kunne ikke finde ud af at samarbejde, og der opstod regeringskriser. Det var baggrunden for den nye forfatning – den 5. republik – hvor præsidenten har store beføjelser og vælges direkte," siger Prebensen.

Det franske samfunds demokratiske krise har siden efteråret stået i lys lue i forbindelse med de såkaldte gule vestes oprør, der i begyndelsen var folkeligt og bredt funderet, men som siden har udviklet sig til regulære gadekampe, hvor Macron-styret har måttet sætte paramilitære politistyrker ind i stort antal for at sikre den offentlige orden.

Ingen reformer på vej

Selv om de gule vestes aktioner er ved at dø ud, står det klart, at det franske demokratiske system kun i ringe grad afspejler holdningerne i befolkningen, hvilket igen betyder, at nogle grupper åbenbart ser sig nødsaget til at tage udenomsparlamentariske metoder i brug.

Emmanuel Macron lovede under valgkampen i 2017, at han vil indføre større proportionalitet i det franske parlament, hvor eksempelvis Marine Le Pens Rassemblement National kun fik otte mandater for et stemmetal, der proportionalt svarer til 50.

Macron, derimod, fik 308 mandater ud af 577 for et stemmetal, der proportionalt svarer til 248. Men hverken ambassadør Biering eller lektor Prebensen tror på, at han vil gennemføre reformer, der svækker hans eget flertal.

I Storbritannien er der heller ingen planer om at reformere parlamentet, sådan at det i højere grad repræsenterer befolkningen. Hans-Christian Andersen fra Newcastle konstaterer samtidig, at man i Storbritannien generelt har det svært med det konsensusdemokrati, der dyrkes i de nordiske lande, Tyskland og i Europaparlamentet.

"Holdningen er, at man ser den demokratiske handling som en styrkeprøve mellem to grupper, hvor vinderen så har frihed til at regere, når kampen er overstået," siger Andersen.

New Zealand ændrede mening

Sådan har man imidlertid ikke set på det i New Zealand, hvor man i 1990’erne ved folkeafstemning besluttede at afskaffe det hidtidige britisk inspirerede demokrati med flertalsvalg og erstatte det med et proportionalvalgssystem, som gav en ny sammensætning af parlamentet i hovedstaden Wellington.

"New Zealands oprindelige system førte i mange år til meget stærke et-parti-regeringer, som kun havde opbakning fra et mindretal af vælgere. I 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne gennemførte skiftende regeringer vidtrækkende økonomiske og sociale reformer, hvilket førte til, at mange vælgere oplevede, at de havde mistet kontrollen over deres valgte repræsentanter," forklarer Andrew Geddis, juraprofessor ved University of Otago i Dunedin, New Zealand.

"Det førte til en folkeafstemning i 1993, hvor det blev besluttet at indføre et nyt valgsystem, der giver proportional repræsentation. Det har ført til, at vi har fået forhandlede flerparti-regeringer, hvilket har modereret regeringernes indgreb. Frygt for politisk ustabilitet har ikke realiseret sig. Regeringerne har holdt og siddet deres tid ud," siger Geddis.

Han konstaterer, at der kan være forskellige syn på, om New Zealand er blevet mere demokratisk som land, efter at man har indført det nye valgsystem.

"Det nye system har utvivlsomt ført til et mere repræsentativt system i form af de enkeltpersoner, der er valgt, og de partier, de repræsenterer. Det har også sikret, at regeringerne er sammensat af mennesker, der har støtte fra et klart flertal af befolkningen," lyder det fra den newzealandske professor, som også påpeger, hvad han mener kan være en ulempe.

"Omvendt har reformen også styrket de politiske partier som organisationer. De bestemmer ikke alene, hvem der skal være kandidater, men også hvem der efterfølgende skal sidde i regering."