Europas rigtige præsident

 Ved starten af 2009 lignede José Manuel Barroso en meget svag leder.

 EU var i krise – både økonomisk og institutionelt. Europa havde brug for lederskab, og stadig flere satte spørgsmålstegn ved, om det ville være klogt at genudnævne ham som formand for Kommissionen. Men efter valget til Europa-Parlamentet, som førte til et borgerligt flertal, bestemte EU-lederne sig for at forlænge Barroso i fem år.

Da irerne derefter stemte ja til Lissabon-traktaten, kunne EUs stats- og regeringschefer i november mødes for at udnævne en fast formand for det Europæiske Råd og en høj repræsentant for Europas udenrigspolitik –kaldet præsidenten og udenrigsministeren. 

En række EU-ledere havde argumenteret for, at der skulle udpeges markante politiske ledere til de to poster.  Navne som Tony Blair og David Miliband var i omløb. Men det endte med den europapolitiske nybegynder Herman van Rompuy som præsident og Catherine Ashton, der har kun et års EU-erfaring, som uden - rigsminister. Dermed er Barroso nu EUs mest erfarne politiske leder. 

For at styrke sin position yderligere har Barroso sammensat sin nye Kommission på en sådan måde, at det i endnu højere grad end i dag vil være muligt for ham at føre en “præsidentiel” lederstil. Hver nyudnævnt kommissær har fået en klar beskrivelse af, hvad formanden forventer af dem –og besked på, hvad der venter kommissæren, hvis denne ikke lever op til formandens forventninger. Allerede inden den nye Kommission har begyndt sit arbejde, har Barroso sat sig tungt på den økonomiske dagsorden.  Det centrale dokument om, hvilken politik EU bør føre frem til 2020 for at lede Europa ud af krisen, har Barroso allerede sendt til høring – og den nye Kommission tiltræder først til februar.

Den 1. januar begyndte EUs nye præsident, Herman van Rompuy, sit arbejde. Men den rigtige europæiskepræsident – han har allerede været i gang længe.