Europas store butikskæder bebuder nye markante krav til fødevarernes kvalitet. Den hidtil mest omfattende danske analyse af de store kæders præferencer viser, at det snart er slut med at konkurrere på pris og kvalitet, når danske slagterier skal sælge svinekød til de store europæiske supermarkedskæder. Europæisk detailhandel fokuserer i stedet på 100 pct. dokumentation for hele svinets opvækst “fra vugge til grav”. Supermarkedernes indkøbschefer ønsker viden om fødevaresikkerhed, dyrevelfærd, brug af vækstfremmere og andre etiske eller miljømæssige faktorer. Samtidig forlanger de langsigtede samarbejdsaftaler og opbygning af tillids-forhold.Undersøgelsen omfatter 264 indkøbschefer fra de største butikskæder i 17 europæiske lande. De repræsenterer en tredjedel af Europas detailhandel. Ifølge en af forfatterne til undersøgelsen, lektor Hans Skytte, Handelshøjskolen i Århus, viser resultatet, at det britiske krav om større dyrevelfærd ikke er et isoleret fænomen, men udtryk for en generel tendens for hele det europæiske marked. Resultatet er på én gang en udfordring og en chance for en af de største erhvervsfusioner i Danmarkshistorien - sammenlægningen af slagterierne Danish Crown og Vestjyske Slagterier. Danmarks store andelsejede fødevarevirksomheder har alle forudsætninger for at leve op til kravet om fuld kontrol med alle led i kæden fra stald til køledisk. Under-søgelsen leverer opskriften på, hvordan Danmarks kommende storslagteri kan få fuldt udbytte af den kommende fusion og samtidig imødegå kritiske forudsigelser om kortsigtet tænkning.