Det burde ikke være en umulig politisk opgave at overbevise et flertal af danskerne om, at tilsynet med Danske Bank ligger bedre i Frankfurt end i København.

Men det forudsætter, at de ledende politikere på Christiansborg ærligt tør forklare borgerne, at den opgave klares bedst på europæisk niveau, fordi Danske Bank er blevet for stor til Danmark. For stor forstået på den måde, at hvis banken gik fallit, ville det sende hele det danske samfund i knæ. Men også for stor på den gode måde: Danske Bank spiller ikke kun med i den hjemlige Superliga, men også i den europæiske Champions League.

I fodboldens verden er der ingen, der anfægter fornuften i, at reglerne for Champions League fastlægges på europæisk niveau. Sådan har det ikke hidtil været i højfinansens verden. Men det bliver det nu, når Det Europæiske Finanstilsyn åbner dørene i Frankfurt 1. april 2014, sådan som EU’s stats- og regeringschefer besluttede i Bruxelles i sidste uge.

Samtidig vil en overflytning af tilsynet med Danske Bank til Frankfurt reelt være en lettelse for danske toppolitikere og det politiske miljø på Christiansborg. A.P. Møller-Mærsk sidder på mere end 20 pct. af bankens aktier, og det har i årtier næret en udbredt folkelig mistanke om positiv særbehandling på grund af de to virksomheders betydelige økonomiske vægt.

Regning til skatteyderne

De seneste uger har endnu en gang næret disse mistanker med afsløringer af, hvordan regeringen, Nationalbanken og danskernes kollektive pensionskasse, ATP, i 2008 og begyndelsen af 2009 måtte mobilisere mere end 200 milliarder kr. for at redde Danske Bank og støtte den danske krone, da sammenbruddet i Lehman Brothers i USA sendte det globale finansielle system helt ud på kanten af en nedsmeltning.

På samme måde er det sandsynliggjort, at danske skatteydere ikke fik samme return on investment som skatteborgere i Sverige, USA og Storbritannien, da politikere i disse lande skød skatteydernes formuer i de nødlidende banker. Danske politikere valgte efter pres fra finanssektoren at tage med fløjlshandsker på bankerne, selv om man påførte skatteborgere og pensionssparere betydelige risici.

Når Danske Bank i de kritiske måneder var så tæt på et faretruende sammenbrud, skyldtes det først og fremmest, at det danske finanstilsyn ikke havde været sin opgave voksen. Den danske tilsynsmyndighed havde tilladt Danske Bank at drive bankvirksomhed på en helt uforsvarlig måde, som endte med at nødvendiggøre indgreb fra statens og ATP’s side. 

Præcis hvordan disse beslutninger blev truffet, har offentligheden fortsat til gode at blive involveret i. Men det står i dag klart, at danske banker, politikere og tilsynsmyndigheder i årene frem til krisen forsømte at sikre, at finanssektoren tjener samfundets interesser og ikke blot sektorens egne. Danmarks finanssektor havde med politisk velsignelse været en af de mest risikovillige i Europa, og Danmarks økonomi lider fortsat under skadevirkningerne i form af et dybfrossent boligmarked og et blodfattigt privatforbrug.

Defensiv tilgang

Denne danske virkelighed har statsminister Helle Thorning-Schmidt slet ikke refereret til i forbindelse med sidste uges topmøde i Bruxelles. Hun har holdt sig til at sige, at det er en god ting for Europa og for Danmark, at EU-landene nu enstemmigt har besluttet at indføre et europæisk finanstilsyn. Samtidig har statsministeren understreget, at det er vigtigt, at danske skatteydere ikke kommer til at betale regningen, når finanstilsynet skal udbygges til en egentlig bankunion med en fælles afviklingsordning, som også blev sat på skinner ved topmødet, og med indskydergaranti for europæiske banker.

Det ville have klædt statsministeren at erkende, at beskyttelsen af danske skatteyderes interesser meget vel kan gå gennem en deling af suveræniteten med resten af Europa på dette område. Så ville Danmark undgå en situation, hvor politikere, Nationalbanken og ATP – med eller uden mandat til at gøre det – føler sig nødsaget til at påføre skatteborgere og pensionssparere betydelige risici for at redde kriseramte banker. 

For statsministeren synes udgangspunktet fortsat at være, at alt, hvad der er styret i København, er sikkert, mens alt, hvad der er styret i EU, er usikkert. Men sådan er virkeligheden jo ikke. Sandheden er, at nationale politikere over hele Europa – formentlig på grund af lige dele uvidenhed og følgagtighed over for magtfulde bankdirektører – tillod bankerne at vokse til store, højtgearede, grænseoverskridende virksomheder, som lokkede borgere og virksomheder ud i dyb gæld. Bagefter måtte bankerne reddes gennem kolossal offentlig gældsætning, der igen har efterladt stater over hele Europa uden midler til at skabe beskæftigelse og vækst.

Det er helt tydeligt, at statsministerens defensive tilgang til bankunionen hænger sammen med bekymringen for, hvordan regeringen får lempet en kommende dansk deltagelse igennem Folketinget. EU-skeptikerne er for længst fremme med krav om en folkeafstemning i henhold til Grundlovens paragraf 20 om afgivelse af suverænitet.

En fremstrakt hånd

I den EU-positive lejr rakte Venstre i sidste uge hånden frem mod regeringen med ønsket om at udarbejde et nyt europapolitisk kompromis. Statsministeren har heldigvis taget positivt imod den udmelding.

Både regeringen, Venstre og De Konservative har erkendt, at de kommende års udvikling i det europæiske samarbejde vil udfordre Danmarks helt unikke position i EU, som består i, at landet har valgt at stå uden for euro-samarbejdet, men låst kronen til euroen alligevel. Danmark har både fraskrevet sig muligheden for at føre en selvstændig pengepolitik og for at deltage i udformningen af den kollektive pengepolitik. Det minder lidt om en højgravid kvinde, der insisterer på, at hun er jomfru.

Hvis et kommende europapolitisk kompromis mellem regeringen, Venstre og De Konservative skal ændre afgørende på den danske europadebat, kræver det, at Christiansborg-eliten tør give det europæiske samarbejde den kredit, at kollektive europæiske løsninger rent faktisk kan være til fordel for den danske befolkning. 

Med livrem og seler

Hvis Thorning omvendt indleder den parlamentariske og senere – forstår man – folkelige europadebat i Danmark med at præsentere den historiske beslutning om det europæiske finanstilsyn som endnu et projekt, Danmark kun nødtvungent og med forbehold bevæger sig ind i, så spiller hun i virkeligheden de stærke EU-skeptiske kræfter nye argumenter i hænde. Så vil Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance med god ret kunne hævde, at det europapolitiske flertal i Danmark spiller med fordækte kort.

Der er glædelige tegn på, at regeringens topfolk begynder at indse, at de kommende års europadebat bliver nødt til at bygge på en ny ærlighed. Finansminister Bjarne Corydon erkendte ved en international finansdebat i København i juni, at de mange euromodstandere, der i 2000 påpegede, at den daværende eurokonstruktion ikke ville være bæredygtig i længden, havde ret.

I Danmark har økonomiminister Margrethe Vestager på sin side gjort det klart, at hun – selv om hun er en engageret europæer – synes, at det er udfordrende, at EU-landene nu i massivt omfang er i færd med at centralisere de nationale finanspolitikker. 

Denne nye ærlighed vil naturligvis blive brugt af EU-skeptikerne, og den vil kræve, at EU-tilhængerne kraftfuldt argumenterer for, hvilken merværdi en kommende fuld dansk deltagelse i det europæiske samarbejde vil kunne give danske borgere og virksomheder. Kun en sådan åben og ærlig EU-debat kan i det lange løb sikre den nødvendige folkelige opbakning til EU. Denne opbakning er nødvendig. Ikke for EU’s skyld, men for Danmarks. Og det er ikke EU-propaganda, men derimod engagerede danske politikere, som skal sikre den opbakning.