Der stod hverken klima, indvandring eller Brexit øverst på Kroatiens dagsorden, da EU’s nyeste medlemsland ved årsskiftet overtog formandskabet for Unionen. En kombination af aldrende befolkninger og en massiv udvandring betyder, at de østeuropæiske befolkninger svinder ind til faretruende lavt niveau. Derfor handlede første sætning i programmet for Kroatiens EU-formandskab om de problemer, som folkevandringerne skaber:

“EU, økonomien og arbejdsmarkedet står over for nye globale udfordringer og demografiske forandringer,” lyder første sætning i det program, som har fremlagt det kommende formandskabs prioriteter.

Også i et interview med Financial Times kort før årsskiftet lagde den kroatiske premierminister, Andrej Plenković, vægt på sine bekymringer over de demografiske skred og forklarede, at de faldende befolkningstal udgør et "strukturelt, nærmest eksistentielt problem for nogle nationer, og vi er ikke de eneste".

Fremskrivninger fra FN forudser, at Kroatien vil miste knap en femtedel af befolkningen frem mod 2050, hvilket placerer landet i topfem over nationer, hvis indbyggertal skrumper mest i verden. Mens de kroatiske værter er dem, der taler højest om det lige nu, så er de, som Plenković bemærker, langtfra de eneste. Spejder man ud over Europas trængte økonomier i syd og øst, kæmper ti lande med lave fødselsrater og faldende befolkningstal.

Set i et regionalt perspektiv må det bekymre hele kontinentet, at samtlige nationer på verdens topti-liste over lande med stor befolkningsnedgang frem mod 2050 ligger i Østeuropa. Syv af dem er EU-lande med en demografisk bombe, der tikker faretruende: Kroatien, Letland, Litauen, Bulgarien, Rumænien, Ungarn og Polen lider alle under en kombination af lave fødselsrater og et konstant befolkningstræk mod vest.

Civilisationens tomme vugge

At der med Plenković’ ord er tale om en eksistentiel udfordring, kan Letland skrive under på med større autoritet end noget andet land.

Som Politico tidligere har beskrevet, er Letland en nation, som i løbet af de seneste år er begyndt seriøst at tale om risikoen for helt at forsvinde. Mens Letland mistede 27 procent af sin befolkning i perioden 1990-2017, mistede nabolandet Litauen 22,5 procent og Bulgarien 21 procent. I Storbritannien har migrerende polakker overhalet den indiske diaspora som kongerigets folkerigeste, og ifølge de seneste Eurostat-tal fra 2018 lever 2,4 millioner polakker i et andet EU-land end Polen.

Herhjemme er flere af disse lande mere kendt for deres udtalte politiske modstand mod indvandring, men som den bulgarske politolog Ivan Krastev og medforfatter Stephen Holmes skriver i deres seneste bog ‘The Light That Failed’, så giver landenes demografiske udvikling grund til at binde frygten for indvandringen sammen med en frygt for et regulært demografisk kollaps. I sin mest ekstreme version går den bekymring blandt de mere yderligtgående højrepartier og -bevægelser under navnet befolkningsudskiftningen. Et begreb, som også DF-politikere som Søren Espersen, Martin Henriksen og Pia Kjærsgaard har gjort til deres.

Hver tiende italiener er rejst

Også Italiens forhenværende indenrigsminister og regeringsleder Matteo Salvini fra det højrenationale parti Lega ser indvandringen til Europa som et led i "den store befolkningsudskiftning". Italien er i de senere år blevet kendt som et mere og mere indvandringskritisk land, hvilket afspejles direkte i Salvinis opbakning. Men det er ikke kun strømmen af mennesker ind i landet, folk som Salvini bekymrer sig om.

”Står vi som nation over for udryddelse? Ja, desværre,” skrev Matteo Salvini blandt andet i forordet til bogen ‘La culla vuota della civiltá’ (civilisationens tomme vugge), en bog om italiensk demografi. Konteksten er befolkningsflugt fra Salvinis hjemland, hvor tallene taler deres tydelige sprog:

• Antallet af italienske udvandrere er steget med
• 5,3 millioner italienere – eller næsten ti procent af de italienske statsborgere – bor uden for landets grænser
• Knap hver fjerde italiener er over 65 år
• Italienske kvinder føder i gennemsnit 1,2 barn – langt under de 2,1 børn, det kræves at holde befolkningens ved lige.

For Salvini og hans tilhængere af udskiftningsteorien er det en ringe trøst, at indvandrerkvinder har en noget højere fødselsrate på 1,9 og derfor hjælper Italiens samlede fødselsrate op på 1,3.

Billedet af et indvandringskritisk Sydeuropa nuanceres dog af en undersøgelse fra The European Council of Foreign Relations (ECFR), som for nylig var på besøg i København. ECFR’s tal viser, at både Spanien og Italiens befolkninger er mere bekymrede for udvandring end for indvandring. Og de er villige til at gøre noget ved det.

Et flertal af de adspurgte i både Spanien, Italien og Grækenland er så opsatte på at få kontrol med udvandringen, at de ved lov vil forhindre borgere i at forlade deres eget land i længere perioder. En holdning, der tidligere ville opfattes som ganske kontroversiel, men som deles af knap halvdelen af de polske og ungarske respondenter i undersøgelsen.

Hjernecirkulation eller -flugt?

For samfundsøkonomer er der mange umiddelbare økonomiske fordele ved den dynamiske interne migration i EU, som den frie bevægelighed giver.

Siden Jacques Delors formulerede den europæiske drøm – hvor befolkninger i afsenderlande med høj arbejdsløshed kan søge og finde lykken i et land, der efterspørger arbejdskraft – har arbejdskraftens frie bevægelighed været en central søjle i EU-projektet. Og for enhver, der er bare en smule optimistisk anlagt, er ordet hjernecirkulation også langt at foretrække frem for hjerneflugt.

Men som postdoc ved det tyske universitet i Tübingen Cecilia Bruzelius skriver i et indlæg på London School of Economics’ hjemmeside, så har emigrationen vist sig at svække den økonomiske vækst og indkomsten i de lande, der er ramt af udvandring, fordi arbejdsstyrken reduceres, og produktiviteten falder, når specialisterne tager ud af landet.

Polen lokker med skattefrihed til unge

Selv om statistikkerne viser positive resultater ved deltagelsen i det frie marked for alle EU’s medlemmer, er der altså ikke nødvendigvis lige meget at vinde for alle. En undersøgelse fra den amerikanske tænketank Bertelsmann Foundation viste eksempelvis, at mens Tyskland ville miste et sted mellem 8 og 23,5 milliarder euro om året ved at træde ud af Schengen, så ville tabet for Polen ligge markant lavere på 2 til 5 milliarder. Det er ikke utænkeligt, at polakkerne er villige til at sluge et tab i den størrelse, hvis det betyder, at de kan holde flere af deres unge hoveder og specialister hjemme på det polske arbejdsmarked.

Foreløbig er fastholdelse og belønning blandt de foretrukne politiske strategier fra det regerende parti Lov og Retfærdighed i Polen. Som eksempel er unge polakker under 26 år siden august 2019 fritaget fra indkomstskat, hvis de tjener mindre end 85.000 zloty om året, et beløb, der svarer til knap 150.000 danske kroner og ligger godt 25.000 zloty over gennemsnitslønnen.

Problemet kan næppe løses ved at erstatte udvandrere med indvandrere – selv hvis der var politisk vilje til det i det indvandringsskeptiske Polen. Selv om landet lige nu oplever en øget indvandring fra særligt Ukraine, viser en polsk survey viderebragt i New York Times, at 59 procent af de indvandrede ukrainere ville tage videre til Tyskland, hvis de kunne.

I Ungarn er fertilitetsklinikker en strategisk sektor

Heller ikke i Ungarn er øget indvandring realistisk eller politisk muligt, og derfor har premierminister Viktor Orbán siden 2014 forsøgt at stimulere befolkningsvæksten med forskellige politiske tiltag. Baggrunden er en seksdobling af emigrationen på bare fem år. Udvandringen sker især blandt unge under 40 år.

Regeringen i Budapest forsøger blandt andet at lokke udrejste ungarere hjem med tilbud om at betale flybilletter og lover desuden tolv måneders skattefrie checks – svarende til en halv gennemsnitlig årsløn – bare for at komme tilbage og genbosætte sig i landet. Året inden annoncerede regeringen en ny regel om, at studerende, som modtog statsunderstøttet universitetsuddannelse, var forpligtet til at blive i landet i en årrække efter afgangsåret.

Men i erkendelsen af tiltagenes begrænsede succes satser man i stedet på fødselspolitik. I februar sidste år vedtog Fidesz-regeringen en ny lov, der blandt andet skattefritager kvinder på livstid, hvis de får fire børn. Unge par kan også modtage rentefri lån på op til 250.000 kroner, som annulleres, så snart parret får deres tredje barn.

Og i slutningen af 2019 købte den ungarske regering seks private fertilitetsklinikker, som ifølge premierminister Orbán er at betragte som en strategisk sektor. Her kan ungarske par, som er ufrivilligt barnløse, nu få gratis fertilitetsbehandling.

Det irske skrækeksempel  

Frem til første halvdel af det tyvende århundrede var Europa et udvandringskontinent, hvor særligt den transatlantiske rute blev benyttet flittigt i håb om en frisk start i det lovende Amerika. Derfor er det også fra den europæiske historie, at lande som Ungarn, Kroatien, Rumænien, Letland og Polen henter den ultimative befolkningsmæssige skrækhistorie: Irland.

Den irske befolkning nåede sit hidtidige maksimum allerede omkring 1845, hvor øriget var beboet af omtrent otte millioner mennesker. Da kartoffelkrisen over de næste ti år tvang landet i knæ, mistede Irland et sted mellem en og halvanden million mennesker, svarende til 20 og 25 procent af befolkningen, så indbyggertallet faldt til 6,5 millioner. Siden har udvandring til særligt England og USA været en central del af nationens historie. Befolkningsflugten fortsatte helt frem til 1960’erne, hvor Irlands indbyggertal var mere end halveret til blot 3 millioner indbyggere. Det har taget landet årtier at kæmpe sig op på de knap 5 millioner mennesker, der bebor Irland i dag.

Erfaringen fra Irland viser, hvor svært det er at vende udviklingen, når den udvandring, der starter som en tendens, udvikler sig til en vane og til sidst nærmest bliver en identitet. Som Ivan Krastev og Stephen Holmes skriver i ‘The Light that Failed’: “I et land, som størstedelen af unge mennesker længes efter at forlade, er alene det faktum, at du er blevet hængende – uanset hvor godt du klarer det – nok til, at du føler dig som en taber.”

En kommissær for demografi

EU’s nye kommissionsformand Ursula von der Leyen er tilsyneladende opmærksom på problemet. Andrej Plenković’ partifælle Dubravka Šuica er udnævnt som kommissær for demografi og demokrati, og hun har lovet at lede arbejdet med at ”sikre, at Europa forstår og reagerer på en af de dybeste udfordringer: demografiske forandringer,” som det fremgår af kommissærens såkaldte mission letter.

Den nye kommissær for demografi har desuden ansvar for at:

• undersøge konsekvenserne ved de demografiske forandringer for forskellige samfundsgrupper
• finde måder at støtte områder ramt af hjerneflugt
• udarbejde en langsigtet plan for de områder i Unionen, som har langt til offentlige services og er i risiko for fattigdom.

Når den kroatiske premierminister i det næste halve år kalder på fælleseuropæiske løsninger på EU’s befolkningsutætte regioner, er det med bevidstheden om de potentielt uudslettelige konsekvenser, udvandringen kan have.

Bliver Øst- og Sydeuropas arbejdskraft ved med at rejse nord- og vestpå, er spørgsmålet, om flere af EU’s nationer allerede efter få års medlemskab bliver nødt til at ofre den frie bevægelighed for egen overlevelses skyld. Kommissionen har erklæret sin villighed til at lytte – men hvordan vil en reaktion se ud?

Der er ikke tvivl om, at befolkningerne i EU’s pressede regioner har brug for at føle, at der er en fremtid i at slå rødder i den muld, de tilfældigvis er født i. Både for dem selv og for de børn, de måske vælger at sætte i verden.

Et konstruktivt bud på en realistisk vej videre kunne også indbefatte grundlæggende strukturreformer og store investeringer på EU-niveau i udviklingen af Unionens økonomisk og socialt udsatte områder.

Det ville være et kæmpe nederlag for Unionen, hvis EU skulle opgive princippet om den frie bevægelighed. Og det scenarie fremstår endnu også temmelig urealistisk. Men når man lytter til Plenković og kollegerne i Øst- og Sydeuropa er der ingen tvivl om, at presset for nye kompromiser vokser.

Spørgsmålet er, om de gamle EU-lande selv kunne se en fordel i at justere rammerne for den frie bevægelighed og file lidt på ideen om det grænseløse arbejdsmarked for til gengæld at give befolkningerne i både nord, vest, syd og øst en følelse af kontrol over egne lande tilbage.