EUs store vækstplan

Europas ledere har indset, at status quo ikke længere er en option. Hverken økonomisk eller politisk kan EU-samarbejdet fortsætte som hidtil. Arbejdsløsheden sætter nye rekorder. Tolv EU-lande befinder sig i regulær recession. Industriproduktionen falder. Store dele af Europas finanssektor er fortsat stærkt nødlidende, mens globalt pres på ressourcerne sender energi- og andre varepriser på himmelflugt. Og den økonomiske krise driver millioner af europæere ud i social armod og politisk desperation. Det gøder jorden for populistiske partier, der forfægter politiske synspunkter, som ikke på realistisk vis adresserer de udfordringer, Europa står over for i den globale konkurrence.

Kort sagt er udviklingen ikke længere bæredygtig. Derfor har Europas ledere med Tysklands Angela Merkel, EU-præsident Herman Van Rompuy og EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, indset, at de ikke længere kan sidde kravene om et seriøst europæisk vækstinitiativ overhørige. Uanset resultatet af valgene i Frankrig og Grækenland vil opfordringerne frem til sommerferien – og uden tvivl endnu stærkere til efteråret – lyde, at man fra centralt europæisk hold bliver nødt til at gøre noget for at genstarte væksten, reducere ledigheden og forsøge at lette gældsbyrden for de eurolande, som i øjeblikket bløder under rentesatser på 4, 5 og 6 pct.