På bare en uge har Danmark modtaget tre markante internationale skulderklap for sin langvarige satsning på vedvarende energi og energieffektivisering.

Med udspillet vil Kommissionen på en gang mindske afhængigheden af gasimport fra Rusland, bidrage til at nå EU’s klimamålsætninger, styrke konkurrencen på det europæiske energimarked til gavn for erhvervslivet og de private forbrugere samt konsolidere europæiske cleantech-virksomheders globale førerposition i det grønne innovationskapløb. Se figur 2.

Som både klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen og EU-kommissær Margrethe Vestager påpegede i sidste uge, flugter disse målsætninger fortrinligt med Danmarks politiske prioriteter såvel som med førende danske virksomheders kompetencer.

Både Vestas, Velux, Danfoss, Grundfos og flere andre virksomheder reagerede således også positivt på meldingerne fra Bruxelles.

Troels Ranis fra Dansk Industri understreger, at planerne ikke kun er godt nyt for de danske eksportører af energiteknologi. Et mere effektivt europæisk energimarked vil også styrke dansk erhvervsliv som helhed – på grund af mere konkurrencedygtige energipriser.

Ifølge Maroš Šefcovic, EU-kommissær med ansvar for energiunionen, udgør EU-landenes nuværende energipolitikker 28 nationale siloer. Det er hverken politisk eller økonomisk bæredygtigt for Europa som helhed. Han har samtidig erkendt, at man heller ikke internt i EU-Kommissionen har været dygtige nok til at mainstreame energi- og klimapolitiske hensyn ind i de forskellige politikområder.

”Vi skal praktisk talt bygge vores el-markeder op på ny,” sagde Šefcovic før offentliggørelsen af onsdagens udspil. Efter hans opfattelse er det det mest ambitiøse energipolitiske udspil i Europa siden etableringen af kul- og stålunionen tilbage i 1950’erne. Se tidslinje.

Udspillet vil også styrke kampen mod de globale klimaforandringer, mener Christian Ibsen, direktør i tænketanken Concito.

”Der er ingen tvivl om, at det er ønsket om mindre afhængighed af energiimport fra Rusland, der aktuelt er den stærkeste drivkraft i planerne om energiunionen. Men det gør jo ikke noget, at det er sikkerhedspolitik, der driver udviklingen, så længe energiunionen i den sidste ende styrker klimaindsatsen. Og det mener vi, at den gør, fordi den handler om at udvikle en effektiv, innovativ og kulfattig energipolitik for hele Europa,” siger Ibsen.

En energipolitisk uafhængighedserklæring

Anders Eldrup, tidligere topchef i DONG Energy og en af Danmarks mest erfarne iagttagere af den energipolitiske udvikling i Europa, peger på, at det er udsigten til endnu større energimæssig afhængighed af Rusland, der gør, at man i dag kan forvente, at EU-landene i energipolitisk forstand rykker tættere sammen.

”Nordsøens olie og gas er ved at løbe ud. Samtidig vil vi i fremtiden få mindre energi fra atomkraft, fordi Tyskland har valgt at udfase den. Så hvis ikke EU-landene gør noget for selv at producere mere energi og at udnytte den bedre, så skal vi importere endnu mere,” siger Anders Eldrup, der også er medlem af Mandag Morgens Velstandsgruppe. Han peger ligesom andre danske aktører på, at integrationen af vindenergi fra Nordsøen i det europæiske energisystem er af helt afgørende betydning.

Og hér ligger der en stor udfordring i Tyskland, hvilket hænger sammen med den føderale forfatning, Vesttyskland fik efter Anden Verdenskrig.

”Man ville ikke give for megen magt til Berlin, og derfor ligger megen politisk kompetence stadig i delstaterne. Det betyder, at det ikke er Angela Merkel og myndighederne i Berlin, der skal gives tilladelse til opførelse af de ’strømmotorveje’ fra Nordtyskland til Sydtyskland, som er så vigtige. Det er derimod de enkelte tyske delstater, der skal det. Hér kan vi håbe, at presset fra Bruxelles nu kan være med til at få tingene til at ske,” siger Anders Eldrup.

Stærk alliance bag energiunion

Energipolitikken i de europæiske lande har i årevis været drevet af nationale snarere end europæiske mål. Medlemslandene har store politiske, økonomiske og industripolitiske interesser i energisektoren og skaber til stadighed situationer, hvor nationale politikker i ét land påfører andre lande store ulemper.

Eksempelvis har Tysklands beslutning om at udfase atomkraft givet Frankrigs statsejede atomenergikoncern Areva store problemer. Omvendt har Frankrigs politikere i høj grad skadet rentabiliteten i Spanien og Portugals satsninger på vedvarende energi, fordi franskmændene i forsvaret for den nationale atomkraftindustri ikke har ønsket at lukke vind- og solenergi fra Den Iberiske Halvø ind i Frankrig.

En af de vigtigste fortalere for den europæiske energiunion er den franske EU-veteran Jacques Delors, tidligere formand for EU-Kommissionen. Han har i mere end fem år arbejdet på at promovere en ægte europæisk energipolitik gennem sin tænketank Notre Europe – Jacques Delors Institute i Paris.

Han fremhæver, at en energiunion handler om meget mere end energi: Den handler dybest set om at drive den europæiske integration endnu længere fremad, hvilket der efter hans opfattelse er brug for i en tid, hvor skepsissen over for EU vokser.

”Energisektoren er ingen undtagelse, når det gælder de aktuelle svagheder i det europæiske politiske system og i de nationale systemer, som i stadig stigende grad er præget af kortsigtede hensyn og indadvendthed for både nationer og borgere,” skriver Delors således i forordet til en diger rapport om energiunionen, som han offentliggjorde i slutningen af januar.

Delors har lobbyet kraftigt for en europæisk energiunion i både Bruxelles, Paris og Berlin, hvilket er medvirkende til, at Kommissionens udspil har opbakning fra både Tyskland og Frankrig. Samtidig er det stærkt forankret i Polen, som i en årrække har været en fossil fodslæber i EU’s energi- og klimapolitik. Delors sørgede nemlig for, at det var Polens daværende premierminister, Donald Tusk – som siden er blevet EU-præsident – der i foråret 2014 formelt foreslog at skabe en europæisk energiunion.

Tusks oprindelige forslag var stærkt fokuseret på at reducere Øst- og Centraleuropas afhængighed af Rusland. Siden er de grønne elementer blevet væsentligt styrket, men det har ikke ændret ved, at der i dag er stor stolthed i Warszawa over, at Tusk har været idémanden bag det.

Dermed tyder alt på, at der både i medlemslandene og i Europa-Parlamentet vil være brede flertal bag de konkrete lovforslag, der i løbet af 2015 og 2016 skal gøre energiunionen til virkelighed.

En af de vigtige balancegange i den forbindelse bliver at styrke den overnationale kompetence hos de endnu ikke færdigudviklede europæiske instanser på energiområdet.

Det gælder eksempelvis ACER, den europæiske sammenslutning af nationale tilsynsmyndigheder for el- og gasnet. ACER får en afgørende rolle i henseende til at sikre, at EU-landene – eventuelt med investeringskapital fra EU – får etableret de såkaldte interkonnektorer, som gør det muligt at få strøm og gas til at flyde frit, til gavn for prisdannelsen og den mest effektive udnyttelse.

Fjernvarme uden klaphat

Det er først og fremmest vindenergi, der har sat Danmark på verdenskortet som en grøn frontløber i klima- og energipolitikken. Det danske vindeventyr er en kendt og velbeskrevet business case, og virksomheder som DONG Energy og Vestas er i dag blandt de stærkeste internationale spillere inden for etablering af vindmølleparker.

Men Kommissionens planer vidner også om, at Europa er ved at få øjnene op for ”det andet ben” i Danmarks grønne omstilling: fjernvarmen.

Aktørerne i den danske fjernvarmesektor erkender, at det hidtil har knebet med at omsætte de gode danske erfaringer med fjernvarmen til håndgribelige eksportordrer.

Men det håber Birger Lauersen, international chef i Dansk Fjernvarme, at det aktuelle gennembrud blandt i Bruxelles kan råde bod på. ”Det kræver, at danske virksomheder bliver bedre til at levere hele systemiske løsninger inden for fjernvarmen, som rigtig mange byer i Europa er interesserede i,” siger Lauersen.

Brian Vad Mathiesen fra Aalborg Universitet mener, at fjernvarmen hidtil har haft det svært i Bruxelles, fordi den – selvom den er en indlysende god grøn løsning – ikke har haft store kommercielle interessenter bag sig i lobbyarbejdet i på den europæiske scene.

”Nu ser det ud til, at interessen for alvor er vakt, og det er et stort fremskridt, men samtidig er det vigtigt, at man fra dansk side forstår, at man ikke skal promovere fjernvarmen som en særlig dansk teknologi. Hvis man gør det, reagerer miljøet i Bruxelles ved at sige: ’Nu kommer de der danskere igen med deres fjernvarme’. I stedet skal de danske aktører inden for fjernvarmesektoren ud og bygge en stærk europæisk alliance omkring fjernvarmen,” siger han.