Mange af mine bedste venner – ingen nævnt, ingen glemt – knokler i disse måneder dag og nat for at bringe Danmark helskindet ud af coronakrisen. Med færrest mulige dødsfald og menneskelige omkostninger i øvrigt og med et erhvervsliv, som kan genoprette vores lands – inden krisen – historisk gode økonomi.

Det gælder ministre og oppositionspolitikere. Embedsmændene ikke at forglemme. Organisations- og virksomhedsledere. Myndighedspersoner fra Sundhedsstyrelsens chef til politibetjenten på Islands Brygge. Frontkæmperne på sygehuse, plejehjem og ved kassen i supermarkedet.

Og som udgangspunkt står vi sammen. Med få undtagelser har alle politiske tiltag haft opbakning fra alle partier.

Men det holder jo ikke i længden. Ligesom sprækker også anes mellem de mange myndigheder, som tages i ed, før politiske beslutninger træffes. Og omvendt. Tilsvarende har de store – og mindre – erhvervsorganisationer betonet enigheden om de opfølgende initiativer, selv om der bag facaden også har været de sædvanlige kampe om at komme med rundt om bordet, tilgodese særinteresser og tiltage sig æren for det gode – og undgå ansvaret for resten.

I en krisetid står vi sammen – selvfølgelig gør vi det. Men kun til en vis grænse, som i disse tider nok mere er fastlagt ud fra taktisk-strategiske overvejelser end ideologiske forskelle og/eller benhårde kommercielle hensyn.

Så er spørgsmålet, om den fælles udfordring her og nu – covid-19 – også på længere sigt vil forene normalt modsatrettede interesser i dansk politik, blandt oppositionspartierne, i organisationsverdenen og virksomhederne imellem?

Vil der på den anden side af krisen være etableret tilstrækkeligt fælles gods til, at man også kan forliges om den økonomiske genopretning, i klimakampen og andre store spørgsmål?

Kampen om magten 1 – Regeringsmagten

Vi skal formentlig tilbage til besættelsestiden for at finde så brede politiske flertal for så afgørende beslutninger, som der er blevet truffet og træffes i disse tider – og en statsminister, der som en anden Stauning taler om nationens ve og vel og værdien af sammenhold – her tilføjet: på afstand!

Mette Frederiksen er indiskutabelt trådt i karakter som ikke bare socialdemokraternes statsminister; oppositionen respekterer hende nu som landets politiske leder, formentlig mange år frem.

Men det vil også blive hverdag igen med benspænd, kritik og konfrontationer, hvor det skal vise sig, om regeringens parlamentariske grundlag er intakt – eller om der kan skabes et bredere politisk samarbejde med opbrud af blokkene til følge. Hvad den aktuelle, tankevækkende og noget pudsige splittelse om den kommunale udligning jo mere end antyder.

Dels kan Det Radikale Venstre som i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1980’erne svinge til højre, hvis socialdemokraterne bliver for løsslupne i den økonomiske politik. En anden mulighed er, at Dansk Folkeparti igen forsøger sig som midterparti, fordi de velfærdpolitisk ligger tæt på Socialdemokratiet.

Således er det ”yderfløjene” i udlændingepolitikken, som hver for sig er vejen til regeringsmagten, hvad enten det er Mette Frederiksen, som vil fortsætte, eller Jacob Ellemann-Jensen, der bejler.

Kampen om magten 2 – Oppositionens fremtid

’Fælles Gods’. Det var faktisk titlen på et politisk oplæg, som den borgerlige Firkløverregering lancerede forud for folketingsvalget i 1987.

22 sider uforpligtende tanker, en tynd kop te, varm luft – eller hvad der dengang blev sagt om det.

Det var CD’s kulturminister, Mimi Jakobsen, som havde fået ideen, og forfatterne var derudover den konservative finansminister, Palle Simonsen, Venstres undervisningsminister, Bertel Haarder, og Kristeligt Folkepartis landsformand, senere boligminister Flemming Kofod-Svendsen.

Tanken bag var – som tilfældet med VK-planerne i slutningen af 1950’erne og 1970’erne – at ”synge ud med det idégrundlag, vi ville bygge det hele på”, som daværende statsminister Poul Schlüter udtrykte det.

Efterfølgende har også han erkendt, at det var lidt tyndt, dette oplæg, men sådan er det med de fleste politiske programmer: Det er ikke de endelige formuleringer eller det konkrete indhold, som er afgørende. Det er viljen og evnen til at formulere sig sammen og dermed bevise – over for partnerne, for øvrige partier, for vælgerne og for sig selv – at man formår at forenes om politiske programformuleringer og dermed har et fælles idegrundlag. Og – som tillægsgevinst – en erkendelse af, hvor man ikke kunne enes og derfor skal tage særlige hensyn til hinanden i det fremtidige samarbejde.

Derfor er spørgsmålet, om man forestiller sig, at Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative, Nye Borgerlige og Liberal Alliance tilsvarende udarbejder et ’Fælles Gods’? Hvis de ikke gør det, er det måske i virkeligheden en mere klar melding om tilstandene i det borgerlige samarbejde end et oplæg, så tyndt det end måtte blive.

Udligningsforliget understreger behovet for et Fælles Gods-papir, men fortæller måske også, hvorfor det aldrig bliver skrevet.

Kampen om magten 3 – Organisationerne

Hvis der før coronakrisen herskede tvivl om, hvem der var direktør for henholdsvis DI og Dansk Erhverv, har krisen for både Lars Sandahl Sørensen og Brian Mikkelsen i deres nye roller været et gennembrud både i forhold til Christiansborg og offentligheden. Det spirede under den forudgående klimadebat, men har foldet sig ud i fuldt flor de seneste måneder.

Men man skal også lægge mærke til en anden ting: Begge hovedorganisationer gør sig nu store anstrengelser for at pointere, at de også taler på vegne af små og mellemstore virksomheder – ikke mindst i kølvandet på det gamle håndværksråds pludselige – og velkomne – genkomst i den offentlige debat, nu som SMV-Danmark, og med en meget klar stemme for de mindste virksomheder som frisører og håndværksmestre.

Kampen om at repræsentere går hermed ind i en ny fase. Hvor det tidligere for det meste handlede om at repræsentere flest af de største virksomheder, handler det nu om at tale på vegne af bredden af danske virksomheder – i en langsom, men beundringsværdig erkendelse af, at de små og mellemstore virksomheder er rygraden i det omstillingsparate erhvervsliv. Og måske også af bitter erfaring med, at når det virkelig gælder, kan solidaritetsfølelsen hos de største i forhold til de mindre ligge på et meget, meget lille sted.

Også i Organisationsdanmark henstår på den anden side en spændende afklaring af magtforholdene mellem de store hovedorganisationer og mellem disse og deres mange brancheorganisationer. Og hvad der her er af fælles gods.

Kampen om magten 4 – Virksomhederne

For få år siden var det nærmest utænkeligt at have en bymidte eller et storcenter uden en Fona, BR-legetøj, Tøjeksperten og Arnold Busck. Sådan er det desværre ikke længere. Og vi har helt sikkert ikke set de sidste butikslukninger i kølvandet på coronakrisen, som ikke i sig selv vælter læsset for mange, men som fremskynder og forstærker den krise, som mange detailhandlere har været i som følge af alt for mange nyetableringer af butikker, stigende e-handel og forbrugsforandringer.

Men det er ikke bare inden for detailhandlen, at coronakrisen, hensyn til klimaet og den bekymrende, stigende politiske ustabilitet hos vores største samhandelspartnere kommer til at påføre virksomhederne hidtil usete udfordringer.

Vi kommer på den anden side til at møde nye virksomhedsformer, ændret forbrugeradfærd og formentlig også et andet forhold mellem stat og virksomheder. Finanskrisen for over ti år siden rejste advarselslamperne. Og uden indtil flere bankpakker var flere af de største banker kuldsejlet. Med coronakrisen og hjælpepakkerne er der sat en ny dagsorden for statens rolle i relation til privat foretagsomhed. Formentlig går der lang tid, før selv den mest urskovsliberale politiker vil foreslå privatisering af en offentlig virksomhed.

Med coronakrisen er det gået op for flere, at det private erhvervsliv og det offentlige ikke er hinandens modsætninger, men har fælles gods.

Kampen om magten 5 – Borgerne og dermed forbrugerne og vælgerne

For partierne, organisationerne, virksomheder, ja, alle sociale fællesskaber bliver det afgørende spørgsmål på den anden side altså, hvordan vi som borgere, vælgere, forbrugere, ledere reagerer på måneder i coronaens vold.

Vi kan sætte endnu mere pris på fællesskabet (hver for sig) og forsøge at drage lære af det utraditionelle samspil på tværs, som man også håbede på at gøre efter befrielsen for 75 år siden. Vi kan forliges om fælles gods til fælles bedste.

Eller vi kan straks, som tilfældet blev hurtigt efter Anden Verdenskrig, forsøge at glemme og fortrænge det, vi netop har erfaret, og i stedet genoptage den nådesløse kamp om vælgernes gunst, kampen om at repræsentere, kampen om forbrugernes pengepung.

En kamp, hvor vi må spørge os selv, om det er en kamp, der er til det fælles bedste?