Da der i sensommeren igen var et ungt menneske, der mistede livet i en højresvingsulykke, fik jeg virkelig en led fornemmelse af afmagt. Hvorfor? Og hvorfor gør vi ikke noget?

Der opstod en del debat om det i de følgende uger, og efter endnu et tilfælde med dødeligt udfald blev jeg totalt desillusioneret.

Trafikministeren og Folketinget meldte ud, at man nu ville se på løsninger, der var mulige at implementere, erfaringer fra udlandet, og hvordan teknologi kan medvirke til at forhindre disse ulykker.

Jeg opfattede det som en vilje til at løse problemet, men kunne også høre, at det ville tage lang tid, før der ville være brugbare resultater. Man talte om flere og bedre kameraer på lastbilerne, så chaufføren kan se de forskellige vinkler, osv. Jeg så for mig dette kæmpe kontrolpanel, der skulle sidde i alle lastbiler, og at chaufførerne i givet fald skal instrueres i at styre alle de nye informationer. Samtidig vil behandlingstiden i EU-regi formentlig kræve flere ofre på vejene, mens vi venter på en løsning.

Hvorfor går vi ikke bare i gang med det samme?

Midt i min fortvivlelse blev jeg kontaktet af en af de personer, jeg holder usigeligt meget af. Én, som ikke sidder og snakker, men som sætter gang i noget og gør noget. Erik Micheelsen fra Innovation Embassy havde simpelthen taget action.

Han er en ildsjæl, der ligesom jeg og mange andre ikke holder ud at læse om disse tragiske dødsulykker. Eriks idé var at få et nyhedsmedie med og gå i gang med at få konkrete ideer på bordet i stedet for at vente på udvalg og betænkninger. Erik ville crowd-source ideer fra befolkningen og igennem en designet proces udvælge to-tre stykker, som kunne testes og implementeres hurtigst muligt.

Massetænkning

Ideen med crowd-sourcing er, at alle kan komme med ideer til at løse en bestemt udfordring. For tilsammen har vi den nødvendige viden og erfaring, der skal bruges for at skabe nye brugbare løsninger – i dette tilfælde ideer, tanker og erfaring med højresvingsulykker.

Man inspirerer en masse mennesker, ”crowden”, til at komme med løsninger på problemet. De enkelte løsninger er ikke færdigudviklede, men under ét rummer de et stort potentiale, der kan forløses i egentlige løsninger på en given udfordring. Man ejer sin idé med andre og lader sig inspirere af andre kreativt tænkende for samlet at komme frem til brugbare løsninger.

For mange er det svært at give slip på en god idé og lade andre viderebearbejde den. Har man først lært at give slip og dele, er denne form for innovation ekstremt givende og lærerig.

En forudsætning for effektiv crowd-sourcing er, at udfordringen er meget præcis og forståelig. Her er højresvingsulykker et godt eksempel. Samtidig er det vigtigt, at de involverede føler, at de kan sætte deres personlige engagement i spil, og at det er personligt relevant. Crowd-sourcing er derfor en god innovationsmetode til at løse aktuelle samfundsproblematikker.

Erik satte en crowd-sourcing-side op på Facebook, og med MetroXpress samt TV 2’s Go’morgen Danmark som mediepartnere kom der i løbet af kort tid ca. 1.800 forslag til, hvordan problemet kan løses. Dertil kom en masse erfaringer om ulykkerne i spil.

Højresvingsulykkerne er ikke lette at undgå – det er faktisk en enormt kompleks problemstilling. Men crowd-sourcingen gav en dybere forståelse af, hvad der sker i situationen, og viden om de psykologiske brikker.

I løbet af ingen tid blev et meget stort og komplekst område afsøgt med en masse ideer til eventuelle løsninger som resultat. I den efterfølgende proces blev der arbejdet i workshops for at koge alle ideer ned til en ”suppeterning” med kraft og smag. Volvo Trucks Danmark ankom som sponsor, og dermed blev en del af udgifterne forbundet med opgaven finansieret.

[quote align="right" author=""]Det ser ud til, at de hippe drenge (og piger), der suser rundt om bilerne som hvepse, lægger sig helt foran eller på en anden måde, så de ikke bliver ramt.[/quote]

I slutningen af november blev 10 forslag bedømt af et udvalg, hvor bl.a. jeg deltog. Vi valgte tre forslag til implementering med det samme. Vi besluttede også, at omkring 20 øvrige ideer skulle videreudvikles på en eller anden måde.

Crowd-sourcingen udmøntede sig i to hovedspor for løsningsfeltet. Et spor, der koncentrerer sig om lastbilen og bussen, og et spor med hovedvægt på cyklisten.

I processen fik vi stor viden om problematikken og om, hvilke tiltag der allerede er igangsat forskellige steder såvel nationalt som internationalt. Vi fik viden om brug af spejle i kryds og en del udenlandske erfaringer med disse, men også en meget fin kortlægning af, hvor de blinde vinkler er for chaufføren, og hvor cyklisten og lastbilen kolliderer.

Samtidig lærte vi, at det som regel er kvinder og piger, der bliver ofre. Det ser ud til, at de hippe drenge (og piger), der suser rundt om bilerne som hvepse, lægger sig helt foran eller på en anden måde, så de ikke bliver ramt. De har alle antenner ude og er fuldstændig klar over, hvad der sker i trafikken rundt om dem, og de er klar til at undvige eller ændre kurs.

Problemet opstår ofte, når cyklisten har grønt og kører frem uden at orientere sig særligt, da hun jo har retten på sin side. Det er den falske tryghed ved grønt lys, viden om retten til at køre frem og store køretøjers særlige adfærd i trafikken (kører ligeud i krydset for derefter at dreje skarpt til højre), der samlet set udgør risikoen. De fleste bliver ramt oppe ved førerhuset og ikke på siden på lastbilen eller bussen, som mange tror.

Jeg er af den overbevisning, at man ikke kan pålægge chaufføren mere udstyr i form af sirener, blinkende lys i førerhuset eller et hav af spejle og monitorer. Jeg er overbevist om, at chaufførerne gør alt, hvad de kan. Derfor er den bedste løsning, at gøre cyklisten mere bevidst. Som cyklister skal vi flytte os, når vi ser en højresvingende lastbil. Over en årrække kan vi implementere bedre løsninger i lastbilen, men det bliver næppe indført på EU-basis de første mange år.

Tre konkrete løsninger

De tre forslag, vi udvalgte i november, var alle forskellige mht. teknik, implementeringsgrad og udvikling.

Ét forslag arbejder med en meget kraftig lyskilde monteret på førerhusets side. Lyskilden aktiveres, når chaufføren slår sit blinklys til. Lyskeglen eller lysfladen indikerer, hvor lastbilens blinde vinkel er. Dermed fortæller lastbilen helt præcist mig som cyklist, at jeg ikke under nogen omstændigheder skal komme ind i det lysende felt – for her kan bilisten ikke længere se mig. Chaufføren skal gøre det, han plejer at gøre – se sig godt omkring i sine spejle – men han har fortalt os, hvor vi ikke skal være under nogen omstændigheder.

[quote align="left" author=""]Det er fantastisk at se, hvordan denne crowd-sourcing-metode har virket. Masser af ideer og erfaring er blevet samlet ind, og hastigheden på frembringelsen af forslagene er høj.[/quote]

Lyskilden og den tekniske side er allerede ved at blive udviklet og kan bringes ud på markedet i løbet af nogle måneder. Udfordringen bliver prisen på lyskilden, om den er let at montere, og om den kan monteres uden for megen indgriben i lastbilens tekniske dele. Det ser ud til, at det kunne lade sig gøre, og endda i en version, hvor udenlandske biler let kan påsætte den ved grænsen.

I et andet forslag arbejder man med en form for nudging, hvor man påvirker folks adfærd positivt frem for den løftede pegefinger. Cykelstien eller cykelbanen på vejen males i grøn, gul og rød farve a la trafiklysets signaler. Derved bliver vi cyklister gjort opmærksomme på, hvor vi skal tage os i agt. Der males ca. 20 meter grønt, her er ingen fare, chaufføren kan se én, 10 meter gult og 10 meter rødt. Når man er i det gule felt, skal man tage sig i agt, og er man på vej i det røde felt, er der stor risiko for, at man er i den blinde vinkel, uagtet at der er grønt lys for én som cyklist.

Det er en god måde at fortælle cyklisterne om, hvor faren er. Denne løsning er samtidig meget let og billig at implementere, og samtidig kan man lave en kampagne, der oplyser om højresvingsulykker.

Det tredje forslag kræver lidt mere udvikling, men er ret interessant og udviklet af et hold af helt unge mennesker. I de fleste eksisterende kryds ligger der magnetfelter, der regulerer lyset i krydsene. Ved at montere en censor både 20 meter før og ved selve krydset og samtidig have en censor på cyklen, aktiveres der en rød lampe placeret oven på de eksisterende færdselsstandere, både ved krydsets begyndelse og afslutning. Dermed kan chaufføren meget tydeligt se det røde lys og ved så, at der er en cyklist på vej. Den røde lampe skifter få sekunder efter til grønt, når den sidste cykel har forladt området, og dermed kan lastbilen svinge.

Censoren på cyklen gør, at det er lige meget, om man har en traditionel jernhest eller en topmoderne carboncykel. Endvidere kunne censoren hjælpe med andre oplysninger om cyklen, f.eks. ved tyveri.

Det er fantastisk at se, hvordan denne crowd-sourcing-metode har virket. Masser af ideer og erfaring er blevet samlet ind, og hastigheden på frembringelsen af forslagene er høj. Hvis de nye borgmestre kan råbes op, så er man i testfasen om blot et par måneder, og det er usædvanligt.

Jeg er overbevist om, at denne metode til løsning af konkrete udfordringer fungerer rigtig godt. Erik og hans hold har styret processen fantastisk, og når vi er fremme ved målet, evaluerer vi processen.

Jeg ved ikke, hvor langt Folketinget og ministeren er nået, men nok ikke så forfærdelig langt i deres afsøgning. Så kære borgmestre: Kom nu frem med en hånd, så vi kan få testet disse løsninger i 1:1 og dermed få nedsat de mange dødsfald ved højresvingsulykker.

Jeg takker Erik for, at han gik i gang, og takker for den opbakning, Erik fik fra Volvo Trucks Danmark, MetroXpress og TV 2 Go’morgen Danmark samt fra alle de kreative mennesker, der bidrog med løsningerne. Vi skylder dem at tage den hele vejen.

Læs flere af Nille Juul-Sørensens indlæg her.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.