Fagbevægelsens store chance

De hårde fagforeningsfolk har lugtet blod på landingsbanen i København og gør sig klar til kamp som slagsbrødre, der leder efter ballade i skolegården. De har udset sig Ryanair som bøllen.

Lavprisflyselskabet er berygtet for sin forretningsmodel om at presse personaleomkostninger gennem kontraktlige fiksfakserier, og virksomhedens chefer nægter pure at tegne danske overenskomster. De danske fagforeningsfolk mener, at Ryanair er ude i intet mindre end et frontalangreb på den danske model, hvor arbejdsmarkedets parter forhandler løn- og arbejdsvilkår i fællesskab.

[quote align="right" author=""]Problemet med den danske model er netop, at den er dansk. Den er for begrænset til det grænseløse arbejdsmarked.[/quote]

Derfor er konflikten med Ryanair også blevet symbolet på overlevelseskampen for den danske model.

Det er fagbevægelsens store chance for at genopfinde sig selv og eksportere den danske model til udlandet. Nu er lejligheden der endelig til at vise værdien af fagforeningernes arbejde i en storstilet konflikt, der har fået skær af at handle om noget større og helligere end lønkroner og feriedage.

Til det formål kunne man næppe ønske sig en bedre modstander. I stedet for at bekrige en lille restauratør i Midtjylland, som let kan virke forsvarsløs over for den samlede danske fagbevægelse, er Ryanair arketypen på social dumping-spekulanter, der gerne behandler de ansatte elendigt, hvis det kan give lidt ekstra profit. En oplagt kandidat til skurkerollen i et slag mellem det gode og det onde.

Kampen har potentialet til at genoplive de danske fagforeninger, der har mistet medlemmer siden 1990’erne, og især blandt indvandrere og hos de unge generationer med en vis ret er blevet anset for at være overflødig og lugte lidt af støvet socialisme. En storstilet konflikt med Ryanair, hvor fagbevægelsen kan gå på barrikaderne i bedste sendetid, kan være en øjenåbner for mange af de danskere, der i al arbejdslivets magelighed af pensionsordninger, ferieuger og børneomsorgsdage har glemt, hvor central en rolle fagforeningerne spiller på det danske arbejdsmarked, hvor vilkårene ikke fastlægges af politikerne men af arbejdsmarkedets parter.
 

I AL STÅHEJ om lavtlønnede stewardesser og smældende røde faner kan man hurtigt glemme, at Ryanair faktisk allerede flyver fra Danmark. I 2012 etablerede Ryanair en base i Billund Lufthavn med selvsamme vilkår som dem, fagbevægelsen i dag ikke vil acceptere i København. Derfor klinger det unægtelig hult, når LO-formand Harald Børsting i et interview her i Ugebrevet siger, at Ryanair ikke kommer til at flyve uden dansk overenskomst. ”Det giver vi dem ikke lov til,” som han siger, selvom han allerede har givet dem lov. Så meget for de højtbesungne principper. Gået på klingen forklarer LO og 3F, at de opgav at kæmpe, fordi de ikke troede, de kunne vinde. Men hvis fagbevægelsen kun kæmper for danske vilkår, når den er sikker på sejr, er den ikke meget værd.

Fagbevægelsen er heller ikke meget værd, hvis den kun kæmper for ordentlige vilkår i Danmark. Men det gør den i dag. LO-boss Harald Børsting siger det krystalklart:

”Den danske fagbevægelses opgave er ikke at sikre, at virksomheder bliver i Danmark, men at sikre, at virksomheder betaler dansk løn og tilbyder danske vilkår, hvis de er i Danmark. Ellers må de rykke ud af landet.”

Udtalelsen er ikke kun kategorisk, men også arrogant. Den viser, at fagbevægelsen har en begrænsende og smålig tilgang til sin egen rolle.


OPGAVEN OM AT KÆMPE for ordentlige arbejdsvilkår stopper ikke ved de danske grænser. Det løser ikke problemerne for de ansatte i flyindustrien, at den rykker ud af landet. De ansatte får ikke mere i løn eller bedre arbejdsvilkår af, at flyene holder i en italiensk hangar i stedet for en dansk. Når fagbevægelsen kun mener, den skal tage kampen for lønmodtagernes rettigheder i Danmark, beviser den med al tydelighed, at den lever i en svunden tid. Arbejdsmarkedet har forandret sig, siden arbejderne blev organiseret, men fagforeningernes mentalitet er den samme. Flybranchens deroute på arbejdsforhold kan ikke rettes op af nationalromantiske fagforeningschefer, der tror, at kampen stopper ved grænsen.

Problemet med den danske model er netop, at den er dansk. Den er for begrænset til det grænseløse arbejdsmarked. Hvis lønmodtagernes rettigheder skal forsvares, må fagbevægelsen internationaliseres. I første omgang er der brug for en europæisk model, hvor fagforeningerne laver fælleseuropæiske aftaler. Den danske model skal eksporteres til resten af EU.

Hvis det skal kunne lade sig gøre at brede modellen ud, bliver EU nødt til at sikre lige vilkår i medlemslandene.

I dag udnytter virksomheder som Ryanair, at der gælder forskellige regler i Europa. Hvis de er utilfredse med reglerne i ét land, flytter de forretningen til et andet. Ryanair flytter f.eks. ud af lande, som ikke anerkender Ryanair-finten. Den går kort fortalt ud på, at piloter, stewarder og stewardesser arbejder under irsk lov, fordi de arbejder i irsk indregistrerede fly. Derfor behøver de ikke overholde arbejdsloven i det land, de flyver fra.
 

DET ER IKKE ALLE LANDE, der køber den konstruktion. I Frankrig blev finten underkendt, men det hjalp ikke personalet, for i stedet for at rette ind flyttede Ryanair sin base ud af landet. I stedet for at flyve fra Frankrig, flyver Ryanair nu til Frankrig. Det kan kun lade sig gøre, fordi lande som Italien, Spanien og Belgien accepterer, at selskabet hører under irsk lov i stedet for at høre under loven i det land, de flyver fra. Indtil videre har vi også accepteret Ryanair-finten herhjemme. Men nu forsøger fagbevægelsen at få Arbejdsrettens ord for, at selskabet hører under dansk lov. Hvis den som forventet får det, flytter Ryanair efter al sandsynlighed ud af landet, og hvem har så vundet? Fagbevægelsen vil mene, den har vundet, fordi den stod fast på principperne, men piloterne, stewarderne og stewardesserne kommer til at arbejde videre under lige så kritisable forhold som tidligere.

Hvis EU harmoniserer reglerne, gør den det unægtelig sværere for Ryanair og andre kyniske regelshoppere at smyge sig uden om medlemslandenes regler. Det er første skridt på vejen mod et fælleseuropæisk arbejdsmarked, hvor lønmodtagere har et minimum af rimelige rettigheder.

Forrige artikel Når de største hjælper de fattigste Næste artikel Dansen om en farlig folkeafstemning