En samlet fagbevægelse forbereder i al hemmelighed en historisk offensiv for at tilbageerobre rollen som en central aktør i udformningen af arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitikken under en ny S-ledet regering.

En snæver kreds på tværs af de tre hovedorganisationer – LO, FTF og AC – arbejder på en ambitiøs plan for hele det fremtidige arbejdsmarkedssystem. Det bekræfter flere højtstående kilder i fagbevægelsens top over for Mandag Morgen.

Fagbevægelsen er formentlig parat til at acceptere regeringens dagpengereform. Dermed har de allerede fundet 4 af de 15 mia. kr., som S-SF er på jagt efter med deres økonomiske genopretningsplan Fair Løsning. Og dermed kan de seneste ugers tiltagende snak om Fair Løsnings død vise sig at være stærkt overdrevne. Derudover er man også klar til at drøfte øget arbejdstid.

Samtidig lægger planen op til et frontalt opgør med det nuværende kommunale aktiveringssystem og store ændringer i uddannelsessystemet.

Fagbevægelsen vil lægge den hemmelige plan på bordet i de eventuelle trepartsforhandlinger under en ny regering med Helle Thorning-Schmidt som statsminister. Det vil gøre trepartsforhandlingerne væsentlig større og langt mere omfattende, end nogen hidtil har forestillet sig.

Mandag Morgens analyse bygger på samtaler med centrale kilder i fagbevægelsens top og viser også:

Øget arbejdstid i spil

• Fagbevægelsen vil drøfte øget arbejdstid med en S-ledet regering  – stik imod hvad medierne har skrevet den seneste uge. Visionen om, at danskerne skal arbejde 12 minutter mere i snit om dagen, lever stadig.

Dagpenge gør 15 mia. til 11 mia.

• Selv om Helle Thorning-Schmidt gentagne gange har slået fast, at formålet med trepartsforhandlingerne er at skaffe 15 milliarder kr., tyder meget på, at opgaven bliver noget lettere. Reelt skal man formentlig “blot” finde 11 milliarder kr. Regeringens forkortelse af dagpengeperioden fra fire til to år giver nemlig 4 milliarder kr. Og selv om store dele af fagbevægelsen har kritiseret dagpengereformen, bliver den efter al sandsynlighed ikke rullet tilbage.

Kamp for overlevelse

• Fagbevægelsens hemmelige plan skal ikke kun ses som et indspark i hele den økonomiske genopretning af Danmark. Den er i lige så høj grad et forsøg på at give den samlede fagbevægelse væsentlig større muskler og stoppe de senere års massive flugt af medlemmer fra især LO-familiens fagforeninger og a-kasser.

Det klare budskab fra fagbevægelsen bliver, at planen vil kunne sikre de nødvendige milliarder til genopretningen af den danske økonomi. På en række punkter går planen længere end Fair Løsning for at være med til at sikre ekstra penge til fremtidens velfærd. På andre punkter vil den til gengæld koste penge.

Et af planens vigtigste punkter er en omfattende tilbagerulning af hele jobcenterreformen og det enstrengede beskæftigelsessystem, som har lagt ansvaret for beskæftigelsesindsatsen over til kommunerne. Reformen blev vedtaget en sen nattetime under finanslovsforhandlingerne i november 2008 og svækkede a-kassernes rolle betydeligt og har været som en kniv direkte ind i hjertepulsåren på særligt LO-familien.

Tilbagerulningen skal give a-kasserne en central rolle i den nye plan. Deres rolle er blevet væsentlig amputeret med kommunernes overtagelse af beskæftigelsesindsatsen, og medlemmerne siver ud af a-kasserne. Visionen er, at a-kasserne skal have en langt større indflydelse i hele rådgivningen og vejledningen af ledige.

Fagbevægelsen mener selv at have tonsvis af dokumentation på kassetænkning og omfanget af kommunernes spekulationer i f.eks. at skaffe deres egne ledige i job, da det kan give dem en større økonomisk gevinst, frem for at tilbyde job til ledige uden for kommunens grænser. Målet med planen er at skabe langt større mobilitet og gøre det mere effektivt at få folk hurtigere i aktivering, så det kan bidrage til at forbedre de offentlige finanser med flere milliarder kr.

Planen kommer formentlig også til at indeholde reformer af uddannelsesområdet for at sikre, at de ansatte er bedre klædt på til at bestride job på et stadigt mere komplekst arbejdsmarked. Målet er, at flere skal gennemføre en ungdomsuddannelse, der skal skaffes flere praktikpladser, og der skal ske en styrkelse af videre- og efteruddannelserne, så f.eks. færre folk på 60 år og derover stempler ud af arbejdsmarkedet, inden de når pensionsalderen.

Desuden kommer den nye plan også til at indeholde et serviceeftersyn af samspillet mellem pensionssystemet og danskernes tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.

Pistol for panden

Fagbevægelsen er klar over, at den står med en pistol for panden, hvis Helle Thorning-Schmidt vinder valget og indkalder til trepartsforhandlinger inden for de første 100 dage. Det er afgørende for fagbevægelsen at kunne levere varen. Hvis arbejdsmarkedets parter ikke finder de 15 milliarder kr. i trepartsforhandlingerne, vil en S-ledet regering være tvunget til at finde pengene andre steder, som f.eks. brugerbetaling på uddannelse eller andre områder, som vil gøre ondt på de enkelte forbunds medlemmer. Derfor er en lille kreds af fagbevægelsens topfolk nu gået i gang med at lave en stor plan for fremtidens arbejdsmarked og samspillet med uddannelsessystemet.

Bag planen gemmer der sig også flere års frustrationer over at være blevet kørt mere og mere ud på sidesporet og ikke blive taget med på råd.  Jobcenterreformen er blot et ud af mange eksempler. Reformen af dagpengeperioden fra fire til to år samt loftet på 3.000 kroner årligt for fradrag af fagforeningskontingent er to andre eksempler på, hvordan fagbevægelsen er blevet sat uden for indflydelse. De to initiativer har været en medvirkende årsag til, at fagbevægelsen ikke har haft den store vilje til at tale øget arbejdstid med arbejdsgiverne under overenskomstforhandlingerne på det offentlige område.

Men nu øjner man en mulighed for at sparke en åben dør ind til rød blok. Drømmen er, at en S-ledet regering vil stå som garant for at tage treparts-instrumentet i brug i et omfang, som ikke er set under de seneste årtiers statsministre fra Poul Schlüter over Poul Nyrup Rasmussen og Anders Fogh Rasmussen til Lars Løkke Rasmussen.

Optimismen er så stor i fagbevægelsens top, at LOs formand Harald Børsting i sidste weekend ligefrem kom til at sige, at han forventede at se Helle Thornings ministerliste god tid i forvejen. En meget uheldig udtalelse, han da også senere måtte trække tilbage.

Samtidig blev Harald Børsting citeret for at sige, at fagbevægelsen ikke vil være med til at øge arbejdstiden i en tid, hvor ledigheden er så høj. Det er siden blevet tolket som et udtryk for, at øget arbejdstid og de berømte 12 minutter ikke bliver en del af eventuelle trepartsforhandlinger. Men det er tilsyneladende ikke tilfældet. Kilder i både fagbevægelsen og rød blok bekræfter over for Mandag Morgen, at øget arbejdstid vil blive en del af de eventuelle trepartsforhandlinger.

Køreplanen

Køreplanen for trepartsforhandlingerne bliver, at der ligesom ved alle de øvrige store trepartsforhandlinger gennem årene bliver skrevet et kommissorium, der skal give et rids af opgaven, som skal løses. Denne gang drejer det sig om et økonomisk holdbarhedsproblem på 15 mia. kr. Kommissoriet vil også anvise de elementer, der skal tages i brug for at løse udfordringen: “Øget arbejdstid vil være et af elementerne”, siger en central kilde til Mandag Morgen.

Løkke-regeringen har formentlig gjort opgaven noget lettere for parterne. For regeringens forkortelse af dagpengeperioden fra fire til to år samt loftet på 3.000 kr. årligt for fradrag af fagforeningskontingenter, som har fået fagbevægelsen til at se rødt, vil indbringe knap 5 mia. kr.

S-SF har ganske vist bebudet, at de vil fjerne fradragsloftet igen, hvis de vinder valget. Men det er mere tvivlsomt, om de også vil rulle dagpengereformen tilbage. Vælger de at bevare den nuværende ordning, vil de to partier kunne slå på, at målet om at skaffe 15 milliarder kr. er reduceret til “blot” at finde 11 milliarder, da den forkortede dagpengeperiode reelt skaffer de 4 milliarder kr.

Nogle vil måske kalde den slags for “kreativ bogføring”. Men ikke desto mindre er det den slags regneøvelser, som stærke kræfter i fagbevægelsen og rød blok spekulerer i. På lidt længere sigt kan en S-ledet regering så gennemføre et mere fleksibelt dagpengesystem, hvor folk selv kan vælge mellem en højere dagpengeydelse i en kortere periode eller den nuværende dagpengesats i fire år. Det vil umiddelbart forværre de offentlige finanser. Men træder ordningen først i kraft om nogle år, hvor arbejdsløsheden formentlig er nedbragt og der er mangel på arbejdskraft, vil det om ikke være gratis, så være betydelig billigere, end hvis det gennemføres i morgen.

Det store slagnummer

Der kan vise sig at blive god brug for regneøvelser og nye forslag på forhandlingsbordet, når de 15 – eller 11 – mia. kr. skal findes under de eventuelle trepartsforhandlinger.

Det helt store slagnummer i Fair Løsning er forslaget om at arbejde 12 minutter mere om dagen. Hele planen er solgt på dette enkle og klare budskab. Markedsføringen har været så effektiv, at begrebet “12 minutter” har printet sig ind i folkesjælen. Men det er samtidig blevet tolket, som om, den normale ugentlige arbejdstid skulle øges fra 37 til 38 timer og skrives ind i overenskomsterne.

Det har dog ikke været meningen, at de 15 milliarder kr. skulle findes ved at øge normalarbejdstiden til 38 timer. Der står heller ikke en linje om det i S-SFs udspil. Derimod er tanken at “øge den gennemsnitlige arbejdstid”, og det er noget ganske andet. For danskernes arbejdstid er ikke specielt høj sammenlignet med en række andre lande. Se figur 1.

En af metoderne til at øge arbejdstiden er at give de offentligt deltidsansatte ret til at arbejde på fuld tid. En ny opgørelse fra Danmarks Statistik dokumenterer, at deltidsansatte udgør et stort potentiale. Hele 106.000 deltidsbeskæftigede danskere i den erhvervsaktive alder tilhører den del af arbejdsstyrken, der gerne vil arbejde flere timer, men ikke kan få et job på fuld tid. Det svarer til, at hver 6. ud af de 675.000 deltidsbeskæftigede er ufrivilligt på deltid.  Se figur 2.

En anden måde at øge arbejdstiden på er at give flere ansatte mulighed for at arbejde mere end de 37 timer – også kaldet plustid. De foreløbige erfaringer viser dog, at kun yderst få lønmodtagere benytter sig af denne ordning. Meget tyder på, at den er mest udbredt blandt de ansatte i staten. Men foreløbig er der kun indgået ca. 200 aftaler om plustid i staten. Tallet er støt stigende, men langtfra overvældende.

Det er også tvivlsomt, hvorvidt en omlægning af den 5. ferieuge til feriefridage, så lønmodtagerne kan veksle ferie til løn, kan udløse den store finanspolitiske gevinst. Og selv i LOs egne rækker er der modstand mod tanken.

Håndører

En reform af førtidspension og fleksjob står også højt på de to partiers ønskeseddel. Både rød og blå blok erkender, at det nuværende førtidspensionssystem har spillet fallit. De samlede udgifter er siden 2003 næsten 50 milliarder kr. højere, end man skønnede, da man gennemførte den seneste reform.

Tanken er at indføre såkaldte udviklingsforløb, så folk med nedsat arbejdsevne først skal gennem f.eks. arbejdsprøvning og uddannelse i håb om, at de kan bide sig fast på arbejdsmarkedet og ikke blive parkeret på samfundets sidelinje. Bruger man Arbejdsmarkedskommissionens rapport som bibel til at fastslå det økonomiske potentiale, er der dog ikke så meget at hente på den konto. Kommissionen konkluderer, at en reform kan forbedre de offentlige finanser med knap 1 milliard kr. og øge beskæftigelsen med ca. 4.000 personer. Det er altså heller ikke den store guldåre.

Bedre arbejdsmiljø og sundhedsfremme på arbejdspladser og brancher med størst nedslidning er også et af partiernes bud på at skaffe de 15 milliarder kr. Nedslidning koster samfundet over 100 milliarder kr. årligt i form af sociale ydelser som førtidspension og sygedagpenge samt dyre behandlinger og tabt produktivitet. Se MM04, 2011.

Der er i forvejen taget en række initiativer for at styrke forebyggelsen af nedslidning, forbedre arbejdsmiljøet og nedbringe antallet af arbejdsskader. Problemet er, at der trods den øgede fokus på forebyggelse fortsat er udbredt mangel på viden om, hvilke indsatser der virker, og hvilke,der ikke virker.

Efterlønnen i spil

Efterlønnen vil også komme i spil i en eventuel trepartsforhandling. Rød blok har blankt afvist at afskaffe efterlønnen, som regeringen har foreslået. S-SF forestiller sig i stedet en slags reform af efterlønnen, der på bundlinjen også kan komme til at skaffe nogle milliarder til den økonomiske genopretning. LO har tidligere anslået, at en efterlønspakke kan indbringe mellem 3 og 6 milliarder kr.

Forslaget indebærer, at efterlønnere får mulighed for at tjene 60.000 kr. årligt – eller 5.000 kr. om måneden – uden modregning i deres ydelser. For at lokke flere folk til at droppe efterlønnen, vil de give mulighed for at udbetale efterlønspræmien løbende månedsvis til de lønmodtagere over 62 år, der fortsætter på arbejdsmarkedet, og som har ret til efterløn. Det skal også være muligt at veksle sin ret til efterløn til kompetencegivende efter- eller videreuddannelsesorlov på dagpengeydelse.  Ligesom de vil åbne en midlertidig lem for, at folk skattefrit kan få udbetalt deres indbetalte efterlønsbidrag, hvis de framelder sig ordningen.

Fagbevægelsen bløder

Formålet med fagbevægelsens nye plan er ikke kun at bidrage til en økonomisk genopretning af Danmark. Planen er i lige så høj grad et forsøg på at stoppe medlemsflugten gennem de senere år fra både fagforeningerne og a-kasserne. Medlemsflugten svækker ikke blot fagbevægelsens indflydelse. Den betyder også færre penge i fagforbundenes pengekasser.

De to arbejdsmarkedsforskere og professorer, Jesper Due og Jørgen Steen Madsen, fra FAOS på Københavns Universitet har sammen med privatøkonom Mie Dalskov Pihl fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd kortlagt den store medlemsflugt siden det foreløbige højdepunkt i midten af 1990’erne.

Den viser, at det især er LO-familien – både fagforeninger og a-kasser – der har tabt medlemmer. En væsentlig del af forklaringen er ændringer i erhvervs- og uddannelsesstrukturerne. Men medlemsflugten skyldes også stigende vanskeligheder med at rekruttere og fastholde lønmodtagere.

Organisationsgraden for det samlede antal fagforeningsmedlemmer er fra 1995 og frem til sidste år faldet fra 73 til 67 pct. Fraregner man de såkaldte “gule fagforeninger” er organisationsgraden faldet fra 71 til blot 61 pct. Det er især den yngre del af arbejdsstyrken, indvandrere og deres efterkommere samt folk uden kompetencegivende uddannelse og med lavt indkomstniveau, der ikke er medlem af en fagforening.

A-kasserne er også ramt af medlemsflugt. Deres organisationsgrad er faldet fra 80 pct. i 1995 til 71 pct. sidste år, så over hver fjerde ikke er forsikret mod ledighed. Medlemsfaldet er især sket i LO-forbundenes medlemskasser, mens de ideologisk alternative A-kasser – de gule – stadig går frem. Se figur 3. Dertil kommer, at antallet af såkaldte freeriders – gratister – der holder sig uden for de overenskomstbærende organisationer, men opnår overenskomsternes goder uden at betale kontingent, også har været stærkt stigende.

Det er denne, set fra fagbevægelsens synspunkt, negative udvikling, som man nu forsøger at stoppe. Som en central kilde i fagbevægelsen udtrykker det:

“Det er ikke kun Helle Thorning og Villy Søvndal, som har et problem. Det er i lige så høj grad os selv”.