Farvel til den industrielle økonomi

Det arbejdsmarked, vi kender, og de rettigheder og det ansvar, vi har opbygget, udfordres af de digitale platforme, hvor arbejdet er mere løst og opdelt. Endnu har vi ikke en ny, digital udgave af den danske model for velfærd klar. Alligevel melder spørgsmålet sig: Hvad skal fremtidens arbejdere kæmpe for?

Placeholder image

MM Special: Den digitale danske model
  • Arbejdsmarkedet bliver løsere og mere fragmenteret, fordi vi står ved overgangen mellem den industrielle økonomi og platformsøkonomien. 
  • Forskellen på vindere og tabere på et mere løst arbejdsmarked er, om man som arbejdstager tilbyder en ’standardvare’ eller noget særligt.
  • Allerede nu fravælger freelancere kontorlivets pseudoarbejde for at få mere frihed, højere løn og mere mening i arbejdslivet.
  • En ny platformsoverenskomst mellem 3F og Hilfr er første trin på vejen mod en digital dansk model. DI og 3F står klar til at udbrede ordningen.

Farvel til den industrielle økonomi

Frihed, fleksibilitet og mindre pseudoarbejde

Digital strateg: Platformsøkonomien kræver at du kan gøre en forskel

Platformsoverenskomsten: På vej mod en digital dansk model

HK-formand: ”Vi er blevet forblændet af hypen om platforme”

Frygten for prekariatet er en stressfaktor i sig selv

Udsigten til et løsere og mere fragmenteret arbejdsmarked er del af en større forandring af samfundsøkonomien, der er lige så grundlæggende, som overgangen fra landbrugssamfundet til den industrielle økonomi var.

Vi er på vej mod en ny økonomi, der stadig beskrives med forskellige navne: platformsøkonomi, industri 4.0, deleøkonomien osv. Den nye økonomi er præget af digital teknologi og af den måde at skabe værdi på, som følger af, at alt og alle er intenst forbundne, og at data ned i mindste detalje kan opsamles, analyseres og koordineres for at optimere produktionen.

Mens den industrielle økonomi handlede om at masseproducere fysiske varer og standardiserede tjenester, skifter tyngdepunktet i den nye økonomi. Der vil stadig blive fremstillet masser af traditionelle produkter, men det vil ikke være dér, den store fortjeneste og beskæftigelse ligger. Det, der driver væksten fremover, og det, som skaber nye job og innovation, vil være ’løsninger til lejligheden’, der er målrettet mod den specifikke brugers behov her og nu.

Mobilitet, sundhed, uddannelse, energi, finanser osv. vil alle være tjenester, som sammensættes løbende ud fra brugerens aktuelle behov og ved at trække på de kombinationer af ressourcer, der er tilgængelige og mest relevante i sammenhængen.

I den industrielle økonomi opstod værdien på fabrikker og kontorer. I den nye økonomi opstår værdien, når platforme koordinerer løsninger ud fra et nøje, databaseret kendskab til brugernes ønsker, og ved at trække ressourcer ind fra et stort netværk af leverandører. Det er sådan, Uber, Airbnb, YouTube, Amazon og andre af tidens toneangivende virksomheder arbejder.

Og det virker. Brugerne får større værdi, og ressourcerne – hvad enten det er maskineri eller arbejdskraft – kan udnyttes bedre.

Traditionelle roller splintres

Når den grundlæggende enhed i økonomien skifter fra produkter til stadig skiftende og nøjagtigt tilpassede løsninger, indebærer det, at hele den traditionelle værdikæde skal omorganiseres. Industriproduktionen var organiseret til at levere masser af ens og forudsigelige produkter. Man havde fastansatte medarbejdere, faste køreplaner, faste arbejdstider og faste arbejdsopgaver.

I platformsøkonomien splintres de traditionelle kategorier. Begreber som ’arbejdsgiver’, ’arbejdstager’, ’producent’ og ’forbruger’ opløses og overlapper, og det udfordrer hele det system af rettigheder, ansvar og social sikring, vi som samfund møjsommeligt har opbygget gennem de sidste 100 år. Se figur 1. 

Opløsningen af det traditionelle arbejdsmarked passer til en økonomi, der fungerer i realtid. Virksomhederne skal kunne tilpasse sig, i takt med at nye behov opstår. Kravene skifter hastigt, og de løsninger, der efterspørges, er så komplekse og varierede, at en enkelt virksomhed ikke selv kan have alle kompetencer på konkurrencedygtigt niveau.

Snarere end at have en stor fast stab er det mere fleksibelt og mindre risikabelt at bruge projektansættelser, vikarer og freelancere – eller at outsource opgaver til eksterne leverandører. 

I stedet for at producere alt selv, bliver firmaet mere som en platform, der servicerer brugerne ved at koordinere skiftende kombinationer af leverandører til lejligheden.

Den danske rengøringsplatform Happy Helper har ikke ansat dem, der gør rent for kunderne. Happy Helper formidler bare kontakten. En anden dansk platform, Worksome, tilbyder en bred vifte af ydelser, bl.a. programmering, projektledelse og webarbejde, men uden selv at have en stor, fast stab af ansatte.

Vindere og tabere

Arbejdstagerne får også nye roller: fra at være ansat til at være selvstændig, og fra at have et arbejde til at påtage sig opgaver.

For nogen er det positivt. Man bestemmer selv sin arbejdstid, og hvis man besidder nogle af de kompetencer, der er stor efterspørgsel på, er der masser af spændende opgaver på platformene. 

For andre arbejdstagere er tilværelsen i platformsøkonomien prekær: usikker og ubeskyttet. Man står standby, i tilfælde af at noget skulle dukke op. Det er svært at planlægge sin økonomi og sin fritid, og de tjanser, man får, er lavt betalte og uden pension, feriepenge og social sikkerhed. Se figur 2.

Ifølge platformseksperten Sangeet Paul Choudary er den afgørende forskel på vindere og tabere på det løse arbejdsmarked, om det, man kan tilbyde som arbejdstager, er en commodity, dvs. en standardvare, som mange andre lige så godt kunne levere, eller om man kan noget særligt, som kunderne opsøger og efterspørger.

Standardvarer konkurrerer væsentligst på prisen, og den konkurrence kan være brutal på platforme, hvor en del af udbyderne kan være amatører, der bare vil tjene en lille ekstraskilling. Eller hvor man skal hævde sig i konkurrence med udbydere fra lande som Pakistan, Rumænien eller Rusland med masser af veluddannede folk, der kan programmere eller layoute og sende resultatet digitalt, men til en markant lavere pris. I den situation er det svært at insistere på feriepenge og pension.

Hvad med velfærdsstaten?

Og det er her, kæden hopper af i forhold til det danske velfærdssamfund. Platforme kan være en mere fleksibel og effektiv måde at producere værdi på, og i mange tilfælde er platformsmodellen selve forudsætningen for at kunne skabe så komplekse og individuelt tilpassede løsninger, som kunderne ønsker.

Men der er en anden, knap så sympatisk årsag til deres succes. For mange platforme er det en bevidst og central del af forretningsmodellen, at de undgår de forpligtelser og omkostninger, som deres konventionelle konkurrenter må leve med.

Ved at kalde arbejdsstyrken for ’selvstændige’, undgår platformene behændigt alle de sociale forpligtelser, som gælder for resten af arbejdsmarkedet, og det, uanset at platformen ofte udgør en stor del af folks indtægt, og at platformen ofte stiller meget detaljerede krav om påklædning, udførelsen af arbejdet og betalingens størrelse. 

Den logiske konklusion på denne analyse er, at en voksende del af mange arbejdspladser med tiden vil blive omdannet til løse job, som udbydes gennem platforme, der stortrives ved at omgå de normale normer og forpligtelser over for arbejdstagerne og samfundet.

Hvis det breder sig, kan det trækket tæppet væk under velfærdsstaten og skabe et mere ulige samfund, hvor rigtig mange må leve under ringere vilkår, kortsigtet og uden den sociale dækning, vi kender i dag.

Ikke rigtigt alvor – endnu

Men er det nu også korrekt? Sker det faktisk, som beskrevet? Ja, i udlandet er andelen af såkaldt ’atypiske’ og løse ansættelser i klar vækst, og i bl.a. Storbritannien og USA er platformene blevet en almindelig del af arbejdsmarkedet.

Herhjemme har arbejdsmarkedsforskerne endnu vanskeligt ved at få øje på den helt store forandring. Taxitjenesten Uber fik unægtelig kickstartet debatten og sat politikere og fagforeninger i alarmberedskab, men Uber lukkede som bekendt, og indtil videre er det svært at få øje på andre platforme i samme skala, som udfordrer de danske normer.

Måske er der i første omgang mere tale om et ’psykologisk prekariat’. Vi fornemmer, at vi står over for forandringer, og vi føler os mindre trygge og mindre sikre på at kunne bevare vores job og vores velstand. 

Selv om det lige nu kun er få danskere, der i praksis arbejder i platformsøkonomien og på det løse arbejdsmarked, er det vigtigt, at vi allerede nu begynder at overveje og diskutere, hvordan vi som samfund kan sikre velfærd og tryghed for borgerne i den digitale økonomis tidsalder.

Det var først i 1930’erne – efter mange årtiers rå industrialisering – at velfærdsstaten fandt en form, der gav det meste af befolkningen social sikring, uddannelse, rimelige arbejdsvilkår og rammer for at forhandle fordelingen af gevinsterne. Det tager tid at finde de nye samfundsmodeller og forstå de nye drivkræfter, der udfordrer både spillereglerne og styrkeforholdene i økonomien.

Så spørgsmålene, der melder sig, er: Hvad skal der fremover stå på bannerne i Fælledparken den 1. maj? Hvordan skal den digitale velfærdsstat se ud? Hvad bliver indholdet i den digitale danske arbejdsmarkedsmodel?


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail
Tilmeld dig nyhedsbrevet nu
Ved at tilmelde dig Mandag Morgens nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser