Uden at misbruge analogien til Stefan Zweigs store erindringsværk ”Verden af i går” om den centraleuropæiske dannelseskulturs storhed og fald, så fristes man til at sige, at 2016 på mange måder blev et markant farvel til verden af i går.

Mens året går på hæld, krymper vi os i afmagt i de vestlige lande over billederne fra Aleppo i Syrien – sønderskudt af mange års borgerkrig og fyldt med menneskelige pinsler ud over det forståelige. Magtbalancen i verden er skiftet med supermagten USA’s beslutning om at skrue ned for involveringen i det globale ansvar og værdikampen for demokrati, frihed og menneskerettigheder. Rusland har på ny fået en storpolitisk rolle i Mellemøsten. Kina er godt på vej til at sætte sig forretningsmæssigt, politisk og strategisk på udviklingen i Afrika gennem infrastrukturkontrakter og licensaftaler, som rækker mange år frem.

Hvad der før var en drøm om frihandel og en mere åben, transparent verdensorden, er med 2016-folkeafstemningen i Storbritannien og præsidentvalget i USA ved at vende til en mere protektionistisk dagsorden og udsigt til nye handelskrige. Og alt imens magtpositionerne i verden ændres, sidder vi i Europa og diskuterer, om vi skal fortsætte samarbejdet i EU, om euroen har fremtiden foran sig, og om de store politiske resultater, som det europæiske samarbejde de facto har leveret, skal rulles tilbage.

Mens vi og andre lande med USA i spidsen forsøger at nedkæmpe Islamisk Stat og andre terrororganisationer i Mellemøsten og Afghanistan, er terroren i 2016 rykket endnu tættere på vores dagligdag. Ind i Europas byer og helt ind i vores nabolag, hvor de morderiske aktioner ofte begås af folk, som er født og opvokset med vores frihedsidealer og vores livsstil.

Den globalisering og de enorme teknologiske fremskridt, som vi er vidne til netop nu, og som skulle danne fundament for en velstandsudvikling og en velfærdsudvikling, som vi har drømt om skulle være varemærket for det 21. århundrede, den udvikling er vi ikke længere sikre på bliver ved. På femte år har vi en global BNP-lavvækst under 3,7 procent. Den vækst, der har været, er tilmed ganske ulige fordelt. Top-10-indkomsterne er steget med 40 procent i de seneste to årtier, mens indkomsterne i bunden kun er steget beskedent eller er direkte faldende. Øget ulighed, øget jobusikkerhed og manglende tro på en bedre fremtid er opskriften på de politiske skred, vi har været vidner til også i 2016.

De gamle politiske konstellationer og institutioner har mistet troværdighed og gennemslagskraft i forhold til den del af befolkningen, som ikke ser den bedre fremtid, øget velstand og bedre velfærd foran sig – som føler sig truet af globaliseringen, teknologien og indvandringen.

Populistiske bevægelser har haft stor fremgang i en række europæiske lande og i USA. Da vi startede på året, havde ikke mange forestillet sig, at USA’s næste præsident, som rykker ind i Det Hvide Hus til januar, ville være forretningsmanden Donald Trump. Eller at den britiske folkeafstemning ville ende med et Brexit. Eller at nye protestpartier på højre- og venstrefløj rundt omkring i Europa ville storme frem.

Ikke mange havde – efter års intense diskussioner om menneskeskabte klimaforandringer og den historiske Paris-aftale i 2015 – forestillet sig, at en klimafornægter skulle komme til at lede USA de næste fire år, mens Kina har sat sig i spidsen for at gøre noget ved sagen. Man må håbe, at forretningsmanden Trump indser, at bæredygtighed, vedvarende energi og rene teknologier er fremtiden, og at kul, olie og gas alt andet lige er industrier, der har fremtiden bag sig.

Her med få dage tilbage af 2016 vil det på mange måder derfor være rigtigt at sige, at 2016 blev et farvel til verden af i går. Et voldsomt opbrudsår, som varsler nye tider på næsten alle fronter, og som kalder på stærkt politisk lederskab og en helt anderledes folkelig involvering og ikke det modsatte.

Udenrigs- og sikkerhedspolitisk med Rusland i en ny og stærkere position og et Kina med mere globale interesser; med terrorbevægelserne under pres på hjemmebanen og derfor aktive på nye fronter; med et flygtningeproblem, som langtfra er løst.

Handelsmæssigt med gældende frihandelsaftaler lagt på køl og forhandlingerne om nye standset.

Politisk med de nye populistiske strømninger, som vil sætte deres præg på vigtige valg i Frankrig og Tyskland bl.a. i det nye år.

Økonomisk med en lavvækst, der ser ud til at fortsætte ind i 2017, og som dermed vil forstærke udfordringerne med uligheden og fremskaffelsen af de mange nye job, der er brug for. Der vil være behov for at finde nye løsninger, som måske er nogle af de basisindkomst-eksperimenter, som omtales i Mandag Morgen i dag.

På Mandag Morgen har vi en tradition for at sige, at enhver krise rummer kimen til en ny mulighed. 2017 bør blive året, hvor seriøse politiske partier – nye som gamle – viser lederskab og leverer nogle sammenhængende visioner for, hvordan vi får vendt trusler til muligheder og får givet folk håb om en bedre fremtid. Populisterne kan ikke levere andet end vrede og frustration og kortsigtede svar.

2017 bør derfor blive året, hvor alle ansvarlige politikere på tværs af partiskel holder fast i de demokratiske og menneskelige værdier, som vi har bygget på i århundreder. I 2017 må vi gøre os umage med at finde visionære europæiske løsninger på europæiske udfordringer og visionære globale løsninger på globale udfordringer. Det kræver samarbejde, kompromisvilje, indsigt og integritet.